Koordinater: 58°0′N 178°0′W / 58.000°N 178.000°W / 58.000; -178.000

Beringhavet er et randhav i Stillehavet. Det har et dybt vandbassin, som derefter stiger op gennem en smal skråning til det lavvandede vand over kontinentalsoklerne.

Beringhavet er adskilt fra Alaska-bugten af Alaska-halvøen. Det dækker over to millioner kvadratkilometer og grænser mod øst og nordøst op til Alaska, mod vest til Sibirien og Kamtjatkahalvøen i Rusland, mod syd til Alaskahalvøen og Aleuterne og mod nord til Beringstrædet. Strædet forbinder Beringshavet med det Arktiske Havs Tjukchihav. Bristol Bay er den del af Beringshavet, der adskiller Alaskahalvøen fra Alaskas fastland. Beringshavet er opkaldt efter Vitus Bering, en dansk navigatør i russisk tjeneste, som i 1728 var den første europæer, der systematisk udforskede det som den første europæer.

Økosystemet i Beringshavet omfatter ressourcer, der tilhører USA og Rusland, samt internationale farvande midt i havet.

Geografi og havbund

Beringshavet er karakteriseret ved en bred, produktiv kontinentalsokkel mod syd og vest og et dybt central bassin mod nord og øst. Soklerne er relativt lave og kan være flere hundrede kilometer brede; her opstår kraftig opvækst af næringsstoffer, som driver havets primære produktion. De dybere egne når flere tusinde meter i dybden (op til omkring 4.000 meter), og overgangen mellem sokkel og dybhav kan være præget af canyons og stejle skråninger.

Klima og havis

Havisens udbredelse i Beringshavet varierer stærkt med årstiderne og mellem år. Om vinteren kan store dele af det nordlige hav være dækket af havis, mens sommeren fører til tilbagetrækning. Havis, koldt arktisk vand og opstrømning fra dybere lag skaber et klima og en fysisk økologi, som gør området meget produktivt biologisk.

Økosystem og biodiversitet

Beringshavets høje produktivitet understøtter et rigt og komplekst fødenet. Primærproduktionen af plankton giver fødegrundlag for store bestande af fisk, krebsdyr, havpattedyr og fugle.

  • Fisk og krebsdyr: viktige kommercielle arter omfatter alaska‑/walleye‑pollock, torsk, hellefisk, laks, sild/herring samt kongerejer og snekrabbe.
  • Havpattedyr: arter som hvaler (fx pukkelhval og finhval), marsvin, sæler og havodder forekommer; der findes også bestande af hvalrosser.
  • Sjøfugl: store kolonier af lomvier, alkefugle (fx lundefugl), måger og terner yngler på øerne og kysterne, særligt på øer som Pribilof‑øerne.

Menneskelig brug og forvaltning

Beringshavet er af stor økonomisk betydning, især på grund af fiskerierne. Store kommercielle flåder både fra USA og Rusland fisker i nationale økonomiske zoner (EEZ), mens skibe også opererer i internationale farvande midt i havet. Forvaltning omfatter nationale myndigheder og internationale samarbejder for at regulere fangstkvoter, beskytte sårbare bestande og reducere bifangst (fx af havfugle og havpattedyr).

Der lever også mange oprindelige folk i regionen — blandt andre Unangan (aleut), Yup'ik og andre arktiske grupper — som er afhængige af havets ressourcer til føde og kultur. Forvaltningen forsøger i stigende grad at inddrage lokale og traditionelle rettigheder i beslutningsprocesser.

Historisk betydning

Beringshavet og Beringstrædet har stor historisk betydning:

  • Udforskning: Området er opkaldt efter Vitus Bering, der i begyndelsen af 1700‑tallet sejlede for den russiske zar og rapporterede om farvandene mellem Asien og Nordamerika.
  • Migration: I istiderne var et bredt landområde — kaldet Beringia — tørt land mellem Asien og Nordamerika. Dette var en vigtig migrationsrute for mennesker og dyr, og der findes arkæologiske beviser for tidlig menneskelig udvandring til de amerikanske kontinenter via denne forbindelse.
  • Kolonial udnyttelse: I 1700‑ og 1800‑tallet førte russernes pelsjagt (især søodder) til intens udnyttelse; senere udviklede fiskeri og handel sig til centrale økonomiske aktiviteter. Under Anden Verdenskrig var Aleuterne og nærliggende farvande strategisk vigtige, hvilket førte til militære operationer i området.

Trusler og bevarelse

Beringshavet står over for flere aktuelle trusler:

  • Klimaforandringer: varmere havtemperaturer og mindsket havis ændrer økosystemernes dynamik, påvirker formering og fødegrundlag for mange arter og øger risikoen for nye sygdomme og invasive arter.
  • Havforsuring: øget CO2 i havet truer skaldyr med kalkede skaller, fx larver af krabber og muslinger.
  • Overfiskning og bifangst: intensiv fangst kan ændre bestandssammensætningen og reducere ressourcernes bæreevne; bifangst påvirker fugle og havpattedyr.
  • Forurening og olieudvinding: stigende skibstrafik og interesse for råstoffer øger risikoen for forurening og uheld, som kan have langvarige konsekvenser i dette følsomme miljø.

Der arbejdes nationalt og internationalt med overvågning, forskning og forvaltningstiltag for at bevare Beringshavets værdier, balancere økonomisk udnyttelse og beskytte økosystemet.

Betydning i dag

I dag er Beringshavet fortsat en af verdens mest produktive havområder og et nøgleområde for økologisk forskning, kommercielt fiskeri og oprindelige samfunds levebrød. Samtidig gør de miljømæssige ændringer og voksende menneskelige aktiviteter bevarelsen af havets økosystem til en global prioritet.