Marin Marais (31. maj 1656 i Paris - 15. august 1728 i Paris) var en fransk komponist og en af barokkens største viola da gamba‑spillere (ofte kaldet basse de viol). Han betragtes som en central skikkelse i den franske barokken, både som komponist og som virtuos på violen.

Biografi

Marais var søn af en fattig skomager og modtog sin tidlige musiske uddannelse i en korskole i Paris, hvor han lærte sang og instrumentalspil på violen. Senere studerede han for den berømte gambist Monsieur de Sainte-Colombe, som var kendt for sin virtuositet på basse de viol. Ifølge samtidige kilder udviklede Marais hurtigt et fremragende niveau under denne påvirkning.

I 1675, som 19-årig, blev han medlem af orkestret ved Paris-operaen. Her mødte han Jean-Baptiste Lully, operaens dominerende komponist og leder, som bidrog til Marais' udvikling som komponist. Marais dirigerede ofte operaer af Lully og lærte gennem samarbejdet meget om fransk operastil og scenisk drama.

I 1676 blev Marais ansat som musiker ved det kongelige hof i Versailles, og i 1679 fik han titlen ordinaire de la chambre du roy pour la viole, en post han beholdt indtil 1725. Som hofmusiker spillede han ved ceremonier og koncerter og opnåede stor anerkendelse i samtiden. Den 21. september 1676 giftede han sig med Catherine d'Amicourt; parret fik mange børn — ifølge kilder hele 19 — og flere af dem, herunder Vincent og Roland Marais, fulgte i faderens fodspor som musikere. Også hans barnebarn Nicolas Marais blev kendt som musiker.

Musik og stil

Marais er bedst kendt for sin rige og farverige skrivemåde for violen. Han udnyttede instrumentets karakter — dets mulighed for polyfoni, dobbelttoner, ornamentik og udtryksfulde cantabile-linjer — til at skabe musik, der både er teknisk krævende og stærkt dramatisk. Mange af hans kompositioner er programmusik i miniatureform; de skildrer stemninger, scener eller fortællinger gennem karakteristiske motiver, dissonanser og rytmiske figurer.

Karakteristiske træk ved hans stil er brugen af ornamentik (franske slå- og trilleformer), elegante melodilinjer, udnyttelse af basso continuo og ofte en klar suite- eller dansestruktur. Stykker som Labyrinten og La Gamme viser hans evne til at bygge musikalske fortællinger: dissonanser og tempi skaber billedlige øjeblikke, og afslutningen runder ofte af i en dansende eller kontemplativ chaconne.

Værker

Marais er særlig berømt for sine fem bøger af Pièces de viole (udgivet sporadisk mellem 1686 og 1725). De fleste stykker i disse samlinger er suiter med basso continuo og omfatter både teknisk virtuositet og følelsesladet lyrik. Udover disse samlede værker udgav han også en bog med Pièces en trio (1692) og komponered e flere scener og hele operaer mellem 1693 og 1709. Hans opera Alcyone (1706) er især berømt for sin stormscene, som har gjort indtryk på både samtidige og senere lyttere.

Marais fungerede desuden som dirigent for Paris-operaen fra omkring 1706, men efter den mislykkede opførelse af hans opera Sémélé i 1709 trak han sig gradvis tilbage fra offentligheden og koncentrerede sig om komposition og undervisning.

Modtagelse og betydning

Allerede i hans egen tid blev Marais rost for sin kunst: Titon du Tillet beskrev i Le Parnasse françois indtryk fra stykker som Labyrinten, hvor musikens dissonanser og temposkift skildrer en mand fanget i en labyrint, og ender i en yndefuld chaconne. Et andet eksempel, La Gamme, viser en gradvis opstigning gennem oktavtrinnene og en tilbagevenden, et fremragende eksempel på kombinationen af teknisk opfindsomhed og æstetisk balance.

I det 20. og 21. århundrede oplevede Marais' musik en stærk genoplivning gennem tidligmusik‑bevægelser og specialiserede gambister. Fremtrædende moderne fortolkere som Jordi Savall og andre tidligmusikspecialister har spillet en central rolle i at bringe hans værker tilbage i koncertsalen og på indspilninger, og dermed styrket hans eftermæle som den vigtigste franske komponist for violen.

Udgivelser og kilder

Faksimiler af alle fem bøger af Marais' Pièces de viole er udgivet af Éditions J.M. Fuzeau. En komplet kritisk udgave af hans instrumentalværker i syv bind, redigeret af John Hsu, er udgivet af Broude Brothers. Disse udgaver, sammen med moderne transskriptioner og indspilninger, gør det muligt for udøvere og forskere at studere både notationen og fremførelsespraksis fra Marais' tid.

Vigtigt: Marais' produktion favner både det intime kammermusikalske udtryk og det store sceniske format, og hans arbejde har haft en vedvarende indflydelse på fransk barokmusik og på udviklingen af violteknik og –repertoire.