Urartu – det antikke armenske kongerige ved Van-søen

Opdag Urartu — det antikke armenske kongerige ved Van-søen: historie, kultur, arkæologi og forbindelsen til Ararat. Læs om magtfuld arkitektur, krig og arv.

Urartu (assyrisk Urarṭu, urartisk Biainili) var et gammelt kongerige i Armenien. Det lå i det bjergrige plateau mellem Lilleasien, Mesopotamien og Kaukasusbjergene, senere kendt som det armenske højland, og det havde sit centrum omkring Van-søen (det nuværende østlige Tyrkiet). Riget eksisterede fra ca. 860 f.Kr. og udsprang af Nairi-politikker fra den sene bronzealder og indtil 585 f.Kr. Navnet svarer til det bibelske Ararat.

Urartu strakte sig fra Van-søen mod sydøst til Mannai og omfattede undertiden endda dette land som en af sine provinser.

Historisk oversigt

Urartu opstod i det 9. århundrede f.Kr. og udviklede sig hurtigt til en stærk, centraliseret stat under en række magtfulde konger. Rigets hjemby og hovedstad var Tushpa ved bredden af Van-søen. Urartu kom tidligt i konflikt såvel som i kontakt med det assyriske imperium i syd, og ofte var forholdet præget af krig, diplomati og gensidig kulturel påvirkning.

• Grundlæggelse og tidlige konger: De tidligste urartiske konger fra omkring 860 f.Kr. konsoliderede områderne omkring Van-søen og indførte en central administration.
• Højderne (9.–7. århundrede f.Kr.): Under konger som Ishpuini, Menua, Argishti I og Sarduri II udvidede Urartu sit territorium, byggede befæstninger og anlæg og etablerede administrative centre.
• Sen periode og sammenbrud: Fra det 7. århundrede f.Kr. svækkedes riget efter gentagne angreb, interne problemer og presset fra nye folkevandringer. Omkring 585 f.Kr. regnes Urartu for at være ophørt som en samlet politisk enhed.

Væsentlige konger

• Arame (omkring 860 f.Kr.) – ofte nævnt som en af de første urartiske herskere.
• Sarduri I – grundlagde eller konsoliderede dynastiet og styrkede Tushpa som hovedstad.
• Ishpuini og Menua – gennemførte store byggeprojekter og administrative reformer.
• Argishti I (grundlægger af Erebuni, nutidens Jerevan) – ekspansion mod nord og opførelse af befæstede byer.
• Rusa I og Rusa II – regerede i en tid med både storhed og efterhånden stigende militært pres.

Samfund, økonomi og teknologi

Urartu var kendt for sin avancerede ingeniørkunst. Riget byggede omfattende kunstvandingssystemer, kanaler og dæmninger for at udnytte det kuperede landskab til landbrug. Metallurgi, især jern- og bronzeproduktion, spillede en central rolle i økonomien.

• Landbrug og vandingssystemer: Store kanalanlæg og terrasseringer forbedrede udnyttelsen af jorden i højlandet.
• Arkitektur: Kraftige sten- og mudbrick-befæstninger, paladser og templer kendetegnede byernes udseende.
• Håndværk og handel: Urartu var et knudepunkt for varer mellem Lilleasien, Mesopotamien og Kaukasus, med udveksling af metaller, tekstiler og landbrugsprodukter.

Sprog, skrift og kilder

Det urartiske sprog — ofte kaldet urartisk eller Biainili i egne inskriptioner — tilhører den såkaldte hurro‑urartiske sprogfamilie og er beslægtet med hurriansk. Mange tekster er bevaret i form af kileskriftinskriptioner, ofte skrevet i assyrisk kileskrifttegn, og der findes talrige stavemåder og kongetitler i inskriptionerne.

Væsentlige kilder til viden om Urartu omfatter kongelige inskriptioner, arkæologiske fund fra befæstede byer (som Tushpa/Van, Karmir Blur/Teishebaini og Erebuni) og assyriske annaler, som beskriver forholdet mellem de to riger.

Religion og kultur

Urartierne dyrkede en panteon med guder, hvor Ḫaldi ofte fremstår som den øverste gud, ledsaget af guderne Teisheba (torden/guddommelig retfærd) og Shivini (solen). Tempelkomplekser og kultsteder var centrale i byplanlægningen, og ritualer og offerpraksisser er omtalt i inskriptionerne.

Arkæologi og vigtige fund

• Karmir Blur / Teishebaini: Befæstet by og depot med store arkæologiske fund, herunder inskriptioner, våben og håndværksværksteder.
• Erebuni (Jerevan): Grundlagt af Argishti I som en fæstning og administrativ by; dens ruiner og inskriptioner er vigtige for forståelsen af urartisk administration.
• Van: Tushpa ved Van-søen var politisk centrum og rummer fæstningsmure og paladsrester.
• Forskning ledet af arkæologer som Boris Piotrovsky har bragt mange urartiske monumenter og genstande frem i lyset.

Fald og eftermæle

Urartus sammenbrud i det 7.–6. århundrede f.Kr. skyldes et samspil af ydre angreb (assyriske, senere mediske og andre folkevandringer), interne omvæltninger og økonomiske problemer. Efter rigets politiske opløsning blev området gradvist indlemmet i nye magtcentre, men de urartiske anlæg og teknikker overlevede og påvirkede senere kulturer i området.

Arven fra Urartu er særlig vigtig for forståelsen af historien i det armenske højland. Navneskæbnen i bibelske tekster (Ararat) og de arkæologiske vidnesbyrd har bidraget til fortolkninger af regionens tidlige etniske og kulturelle udvikling, selvom forbindelsen mellem urartierne og senere armenere stadig diskuteres blandt forskere.

Hvorfor Urartu er interessant i dag

• Urartu viser, hvordan et højlandsrige kunne udvikle avanceret infrastruktur, administration og militær organisation i konkurrencen med lavlandsimperier som Assyrien.
• De arkæologiske fund belyser teknologisk kunnen inden for ingeniørkunst, metalbearbejdning og byplanlægning.
• Studiet af Urartu hjælper med at forstå den historiske baggrund for de kulturer og etniske grupper, der senere levede i det sydkaukasiske område.

Totalt set var Urartu et centraliseret og kulturelt rigt kongerige, whose indflydelse mærkes i regionens arkitektur, vandingsprojekter og administrative traditioner længe efter rigets politiske afslutning.

Søg efter bogstav