Den svensk-norske union (1814–1905): Personalunion mellem Sverige og Norge
Oplev historien om den svensk-norske personalunion (1814–1905): politisk spænding, to separate riger under én konge og Norges vej til selvstændighed.
Sveriges og Norges union (svensk: Svensk-norska unionen; norsk: Den svensk-norske union), officielt Sveriges og Norges forenede kongeriger, var en personalunion. Den bestod af de separate kongeriger Sverige og Norge under den samme monark. Den varede fra 1814 til 1905. I 1905 accepterede Sverige, at Norge forlod unionen. Begge stater beholdt deres separate forfatninger, love, lovgivende forsamlinger, forvaltninger, statskirker, væbnede styrker og valutaer. Kongerne residerede dog for det meste i Stockholm. Stockholm var også den by, hvor de udenlandske diplomatiske repræsentationer var placeret.
Oprindelse og grundlag
Unionen opstod i kølvandet på Napoleonskrigene. Som følge af Freden i Kiel (januar 1814) overførte Danmark-Norge formelt Norge til Sverige. Nordmændene afviste dog overdragelsen, vedtog en egen forfatning den 17. maj 1814 og valgte en konge. Efter kort krig mellem Sverige og Norge blev der indgået en aftale (Moss-konventionen, august 1814), som førte til, at Norge indtrådte i en personalunion med Sverige under samme konge, men beholdt sin frihedsberøvede forfatning med stor grad af selvstyre.
Forfatningsmæssig og politisk ordning
Unionen var en personalunion: der var én fælles monark, men to separate stater med egne institutioner. Norge havde sit eget parlament, Stortinget, og Sverige sit Riksdagen. Begge lande havde separate regeringer, love, retssystemer og statskirker. I praksis blev spørgsmål om udenrigspolitik og diplomatiske forbindelser dog behandlet centralt fra Stockholm, og udlandet havde sine repræsentationer der.
Et vigtigt praktisk element i unionen var, at norske ministre efterhånden fik pligt til at møde kongen i Stockholm for at fremlægge sager — en ordning, som skabte politiske spændinger i Norge, fordi beslutningsprocessen ofte føltes fjern og domineret af svenske interesser.
Økonomi, militær og symbolik
Begge lande førte i lange perioder egne penge- og finanspolitikker; dog blev de økonomiske relationer tættere gennem århundredet, og i 1870'erne deltog de i den skandinaviske møntunion, som førte til fælles møntenhed (kronen). Hver stat havde også egne væbnede styrker og forsvarsordninger, men kongen var formelt øverste militære leder for begge riger.
Unionen fandt også visuel udtryk i flag og symboler: i 1844 blev et fælles unionsmærke indført i hjørnefeltet af begge landes handelsflag for at angive forbundethed til søs. Symbolet fik kælenavnet "sildesalaten" i Norge og kom til at stå som et synligt tegn på unionens tilstedeværelse i hverdagen.
Kultur og national identitet
I løbet af 1800-tallet styrkedes en særskilt norsk national bevidsthed. Sprogdebatter, kulturelle bevægelser og politisk aktivisme bidrog til et stærkere norsk selvforståelse. I Norge voksede kravene om øget selvstyre, særligt kravet om selvstændige konsulater og en mere selvstændig udenrigspolitik.
Konflikten om konsulater og opløsningen i 1905
Hovedstridspunktet i unionens sidste år var udenrigstjenesten. Norge ønskede egne konsulater, der kunne varetage norske handelsinteresser. Sverige ville fastholde fælles udenrigspolitik og kontrol fra Stockholm. Efter lange forhandlinger vedtog det norske Storting i 1905 en konsulatlov, som kongen ikke ville stadfæste i den form, der blev krævet.
Den 7. juni 1905 erklærede det norske Storting, at kongen havde "opgivet at udøve sin kongemagt" i Norge, og proklamerede dermed, at unionen var opløst. Situationen blev afværget fra at udvikle sig til krig gennem forhandlinger i Karlstad senere samme år. I oktober 1905 accepterede Sverige formelt opløsningen ved forhandlingerne i Karlstad og ved efterfølgende parlamentariske beslutninger. I november 1905 blev det besluttet, at Norge skulle være et selvstændigt konstitutionelt monarki; prins Carl af Danmark blev tilbudt tronen og blev indsat som kong Haakon VII efter en folkeafstemning.
Eftervirkninger og historisk betydning
Unionens afslutning i 1905 var fredelig og ordnet gennem diplomati og forhandlinger, og begivenheden regnes ofte som et eksempel på en civilisationeret løsning af nationale stridigheder i Europa. Opløsningen bekræftede Norges status som selvstændig nationalstat og satte punktum for et næsten århundrede langt forbund, der havde formet både svensk og norsk politik, økonomi og kultur i 1800-tallet.
Unionen 1814–1905 har efterladt et rigt kildemateriale i form af forfatningsdokumenter, diplomatiske forhandlinger og politiske debatter. Den fortæller om balancen mellem fælles monarkisk suverænitet og nationale ambitioner om selvstyre — et tema, som forblev centralt i skandinavisk politisk udvikling i årtierne efter opløsningen.
Søge