Siegbert Tarrasch — Tysk skakmester og indflydelsesrig forfatter (1862–1934)
Siegbert Tarrasch (1862–1934) — tysk skakmester, indflydelsesrig forfatter og teorisk pioner; hans ideer formede moderne skakstrategi og udløste hypermodernismens reaktion.
Siegbert Tarrasch (Breslau, nu Wrocław, 5. marts 1862 - München, 17. februar 1934) var en tysk læge og en af tidens stærkeste skakstørmestre. Han kombinerede en professionel karriere inden for medicin med en fremtrædende indsats som turneringsspiller, teorisk kommentator og skakpædagog.
Liv og baggrund
Tarrasch blev født i Breslau i det preussiske Schlesien. I 1880 rejste han for at studere medicin og uddannede sig til læge. Han boede det meste af sit liv i Nürnberg i Bayern og flyttede senere til München. Tarrasch var født som jøde, men konverterede til kristendommen i 1909. Som patriotisk tysker oplevede han personlige tab under Første Verdenskrig, hvor han mistede en søn, og han kom i stigende grad i konflikt med udbredt antisemitisme i nazismens tidlige år.
Turneringskarriere og matcher
I 1890'erne var Tarrasch en dominerende turneringsspiller: han vandt flere af de daværende stærkeste turneringer og havde klare resultater imod de bedste samtidige, bl.a. spillede han mange udskiftede partier mod den førende russiske spiller Mikhail Chigorin. Han var en trofast fortaler for Steinitzs idéer om positionelt spil, men undlod tidligt at udfordre Steinitz om verdensmesterskabet. Han afviste desuden den unge Emanuel Laskers anmodning om en kamp — et valg, der i eftertid ses som fejlagtigt, da Lasker senere udfordrede og besejrede Steinitz og dermed blev verdensmester.
I 1908 spillede Tarrasch endelig om verdensmesterskabet mod Lasker, men uden held; på dette tidspunkt var han ikke længere helt i sin storhedsperiode, om end han fortsatte aktivt som turneringsspiller i mange år. Et af hans stærke senere resultater var finalepuljen i den fremtrædende turnering i Sankt Petersborg 1914, hvor han sluttede på fjerdepladsen bag Lasker, Capablanca og Aljechin.
Spillestil og teoretiske bidrag
Tarrasch er især kendt for sin konsekvente og læresætningsprægede tilgang til skak. Han havde en klassisk spillestil med vægt på hurtig udvikling, fast kontrol af centrum og aktivt samarbejde mellem brikkerne. Han formulerede en række pædagogiske principper og maksimer for skakspillet, som blev anvendt i undervisning og skaklitteratur i årtier. Mange af hans opfattelser var en videreudvikling og forenkling af Steinitzs ideer om stillingsvurdering.
Inden for åbninger har Tarrasch også efterladt konkrete bidrag: hans navn går igen i åbningsteori, fx i den såkaldte Tarrasch-variant af Dronninggambitten (ofte omtalt som Tarrasch Defence), og han analyserede og fik indflydelse på mange hovedvarianter i samtidens teori. Hans tilgang var at gøre principperne klare og anvendelige for turneringsspil.
Forfatterskab og indflydelse
Tarrasch var en af de mest indflydelsesrige skakforfattere i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Han skrev omfattende partikommentarer, undervisningsbøger og aviskolonner, hvor han opsummerede tidens vigtigste ideer og gjorde dem tilgængelige for et bredere publikum. Hans tekster betonede klare regler og pædagogiske forklaringer, hvilket hjalp mange spillere til at forstå positionelt spil.
Omkring 1920'erne opstod den hypermoderne bevægelse (bl.a. ved spillere som Réti og Nimzowitsch), som delvis var en reaktion imod Tarraschs og andre klassiske mestrestrukturers strenge principper; alligevel forblev mange af Tarraschs grundlæggende pointer om udvikling og centrumskontrol centrale i skakundervisning.
Senere år og eftermæle
Tarrasch fortsatte at spille og skrive langt ind i sin senere levetid, selvom han aldrig igen nåede sin sene karrieres absolutte top. Han huskes i dag både for sine turneringsresultater og – måske i endnu højere grad – for sin rolle som formidler af skaklig teori og som lærer for generationer af spillere. Hans navne forbindes stadig med åbningsteori og med en pædagogisk tradition, der lagde grunden til moderne positionelt skakspil.
p411
Skakforfatter
Tarrasch var en højt estimeret skakforfatter. Hans Dreihundert Schachpartien (1895; 300 skakpartier) var en milepæl; det var den første samling af "bedste partier" med uddybende kommentarer. Noterne var letlæselige og kunne forstås af almindelige spillere. Dette førte til, at han blev beskrevet som praeceptor mundi, hvilket er latin for "verdens lærer". Bogen blev af den amerikanske stormester Reuben Fine kaldt "et af monumenterne i vores spil". f/w
Tarrasch skrev regelmæssigt turneringsrapporter og noter til partier i Deutsch Schachzeitung, det tysksprogede skakmagasin. Disse kommentarer blev læst i hele verden, da det var det førende skakblad i tiden.
I sin senere grundbog The game of chess (1931) skrev han
"Skak, ligesom kærlighed og musik, har magt til at gøre mennesker lykkelige".
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem var Siegbert Tarrasch?
A: Siegbert Tarrasch var en tysk læge og en af de stærkeste skak- stormestre i sin tid. Han blev født i Breslau i det preussiske Schlesien, men boede det meste af sit liv i Nürnberg og München. Han konverterede til kristendommen i 1909.
Spørgsmål: Hvad opnåede Tarrasch i løbet af 1890'erne?
A: I løbet af 1890'erne vandt Tarrasch flere stærke turneringer end nogen anden spiller og spillede uafgjort i 22 partier mod Mikhail Chigorin, den førende russiske spiller. Han opsummerede også skakideerne i det årti.
Spørgsmål: Hvorfor udfordrede han ikke Steinitz?
A: Tarrasch var optaget af sit erhverv som læge og havde derfor ikke tid til at udfordre Steinitz om verdensmesterskabet.
Spørgsmål: Hvilken fejl begik han?
A: Hans fejl var at afvise Emanuel Laskers anmodning om en kamp, hvilket gjorde det muligt for Lasker at udfordre Steinitz i stedet og i sidste ende vinde verdensmesterskabet i skak.
Spørgsmål: Hvornår udfordrede Tarrasch uden held Lasker om verdensmesterskabet?
Svar: I 1908, da han var over sine bedste spilletid, udfordrede Tarrasch uden held Lasker om verdensmesterskabet.
Spørgsmål: Hvilket resultat opnåede han i turneringen i Sankt Petersborg 1914?
A: Ved turneringen i Sankt Petersborg 1914 opnåede han en fjerdeplads efter Lasker, Capablanca og Aljechin.
Søge