En hadith (arabisk: حَدِيْ, udtales: "ha-deeth") er en beretning om en begivenhed fra Muhammads, islams profet, liv. Hadith'en kan handle om hans ord, hans gerninger eller hans stille godkendelser (det, han tolererede eller accepterede), og adskiller sig fra sunnah, som betegner den praksis og det mønster, profeten efterlod. På engelsk bruges ordet hadith ofte også som flertalsord for en samling af sådanne beretninger, mens flertallet på arabisk er aḥādīth (ofte skrevet a-HAA-deeth). Hadithen anvendes sammen med Koranen til at fortolke og udfolde shariaen og er central for islamisk lov, etik og teologi.

Hvordan hadith registreres og vurderes

Hver hadith består typisk af to dele: isnâd (kæden af overleverende personer) og matn (selve tekstindholdet). Den klassiske islamiske bearbejdning af hadith omfatter en række videnskaber, især ʿilm al-rijāl (biografisk kritik af overleverne) og jarh wa taʿdīl (kritik og bedømmelse af deres pålidelighed). Gennem disse metoder vurderer lærde, om en hadith er autentisk, svag eller forfalsket.

Klassifikationer af hadith

De mest almindelige kategorier i hadithkritikken er:

  • Sahih — autentisk: en hadith med ubrudt isnâd af pålidelige, præcise overleverere og uden indre uoverensstemmelser.
  • Hasan — god: tæt på sahih men med mindre præcision i overleverne.
  • Da'if — svag: har mangler i isnâd eller overlevernes troværdighed.
  • Mawduʿ — fabrikation: beviseligt opfundet eller stærkt mistænkt for at være falsk.

Vigtige samlinger

Inden for den sunnitiske tradition betragtes visse samlinger som mest autoritative. Sunnier følger især kutub al-Sittah ("de seks bøger"), som almindeligvis omfatter:

  • Sahih al-Bukhari (Muhammad al-Bukhari)
  • Sahih Muslim (Muslim ibn al-Hajjaj)
  • Sunan Abu Dawood (Abu Dawood)
  • Jamiʿ at-Tirmidhi (al-Tirmidhi)
  • Sunan an-Nasa'i (al-Nasa'i)
  • Sunan Ibn Majah (Ibn Majah)

Der findes varianter i kanoniske lister (f.eks. nogle skoler inkluderer Muwattaʾ af Malik i stedet for Ibn Majah), men ovenstående seks er mest udbredte i klassisk sunnitisk litteratur.

Shiaer, især tolvskolede (Twelver), anvender en anden hovedkorpus kendt som kutub al-arbaʿa ("de fire bøger"), som typisk omfatter:

  • Al-Kafi (al-Kulayni)
  • Man La Yahduruhu al-Faqih (Ibn Babawayh, også kendt som Shaykh Saduq)
  • Tahdhib al-Ahkam (al-Tusi)
  • Al-Istibsar (al-Tusi)

Shia-forskere lægger desuden vægt på hadith overleveret gennem Profetens familie (Ahl al-Bayt) og vurderer overleverne efter deres egne kriterier.

Abu Hurairah og overleveringens omfang

Abu Hurairah er nævnt som en af de mest produktive overleverende blandt profetens ledsagere (sahaba) og omtales ofte som den, der har fortalt flest sunnitiske hadither. Hans store antal overleveringer blev samlet af senere lærde, og han er en central figur i hadith-litteraturen. Der har gennem historien været diskussion og kritik af, hvorfor han skulle have fortalt så mange traditioner, men i den klassiske sunnitiske vurdering betragtes han generelt som en pålidelig overlever.

Anvendelse og moderne perspektiver

Hadith-litteraturen spiller fortsat en central rolle i muslimske samfund: ved fastsættelse af ritualer, familieret, strafferet og andre områder af sharia, samt i moralundervisning og teologiske spørgsmål. Samtidig er hadith-forskning i moderne tid også genstand for kritisk historisk forskning, filologisk analyse og tværdisciplinære metoder, som undersøger teksternes oprindelse, redaktionelle processer og sociopolitiske baggrunde.

Samlet set er hadith et omfattende og komplekst felt, hvor traditionelle vurderingsmetoder og moderne kritik begge bidrager til forståelsen af, hvilke beretninger der kan bruges som grundlag for retlige og religiøse afgørelser.