Zina i islam: Definition, hudud-straffe og beviskrav i sharia

Zina i islam: Definition, hudud-straffe og beviskrav i sharia — klar gennemgang af juridiske konsekvenser, historik og problemstillinger ved beviskrav og voldtægt.

Zināʾ (زِنَاء) eller zina (زِنًى eller زِنًا) betegner i islamisk ret seksuelle forhold mellem en mand og en kvinde, som ikke står i et gyldigt nikah (ægteskab). Begrebet omfatter både sex uden for ægteskab (fornication) og sex før ægteskabet, samt utroskab (seksuelle forhold uden for ægteskabet med samtykke). I klassisk litteratur dækker zina også handlinger, der i moderne terminologi beskrives som homoseksualitet (seksuelt samvær mellem partnere af samme køn) og generelt enhver form for ulovligt seksuelt samvær uden for det islamisk anerkendte ægteskab.

Zina som hudud-forbrydelse og straffe

I de fire store sunniske retsretninger (madhahib) og i de vigtigste shia-skoler er zina klassificeret som en hudud-forbrydelse — det vil sige en kategori forbrydelser hvor strafferne anses for at være faste og påbudt af Gud. Klassisk islamisk praksis opstiller særlige straffe for zina, men der er betydelige uenigheder og variationer om formen og anvendelsen:

• Quranens eksplicitte tekst (Sūrah An-Nūr 24:2) foreskriver 100 piskeslag for personer der dømmes for utugt. Dette vers er centralt i rettsopfattelsen af fornication.
• På baggrund af hadith-litteraturen udviklede mange klassiske jurister doktrinen om rajm (stening til døde) som den særlige hudud-straffe for gifte personer, der begår ægteskabsbrud. Rajm findes ikke som formel straf i Koranens tekst, men er fast forankret i mange hadith og i klassisk retspraksis i flere skoler.
• I praksis har anvendelsen af hudud-straffe varieret historisk og geografisk. Nogle skoler og stater har udøvet hårde straffe strengere, mens andre i praksis har krævet alternative beviser eller anvendt taʿzir-straffe (domstolens skønsmæssige sanktioner) i stedet for hudud.

Beviskrav i sharia

For at fastslå en zina-handling i en shariadomstol opstiller klassisk islamisk ret meget høje beviskrav for at pålægge hudud-straffe. De vigtigste former for bevis er:

• Fire troværdige, mandlige vidner som bevidner selve penetrationen. Vidnerne skal være ansete og deres vidneudsagn møder strenge krav til nøjagtighed og sammenhæng. Kravet om fire øjenvidner har gjort det ekstremt svært at dømme efter hudud alene på basis af vidneforklaring.
• Frivillig og klart udtrykt tilståelse af den anklagede. Klassiske retskilder understreger, at en tilståelse skal være frivillig, vedholdende og uden tvang for at kunne føre til hudud-dom. Domstole kan afvise tilståelser indhentet under pres eller trusler.
• Cirkumstantielt bevis såsom en ugift kvindes graviditet har historisk ofte spillet en rolle i praksis. I mange traditionelle retsafgørelser blev graviditet hos en ugift kvinde betragtet som stærkt indicium for zina og kunne føre til retsforfølgning, selvom den formelle hudud-domstilling teknisk set kræver de strenge bevisstandarder nævnt ovenfor. I nogle skoletraditioner kunne en gravid kvinde, som nægtede, at sexet var frivilligt, blive bedt om at fremskaffe bevis for voldtægt — ifølge klassiske normer især i form af vidner — hvilket i praksis ofte gjorde det svært for voldtægtsofre at blive frikendt.

Qadhf (bagvaskelse) og beviskrav ved anklage

At beskylde en anden for zina uden at fremlægge de nødvendige fire vidner regnes i islamisk ret som qadhf (القذف) — bagvaskelse. Qadhf er også en hudud-overtrædelse i klassisk lovgivning og medfører i teksterne en straf for den, der falsk anklager en person for utugt. Formålet med denne bestemmelse var at dæmme op for vilkårlige og skadelige anklager.

Praktiske konsekvenser og kritik

Der er flere væsentlige kritikpunkter (både fra moderne menneskerettighedsperspektiver og fra muslimske reformorienterede stemmer) af, hvordan zina-regler er blevet fortolket og praktiseret:

• Uforholdsmæssig påvirkning af kvinder: I praksis er kvinder historisk set oftere blevet straffet end mænd, især når graviditet bruges som bevis. Manglende mulighed for at dokumentere voldtægt eller andre omstændigheder har i mange tilfælde ført til, at voldtægtsofre selv blev retsforfulgt for zina.
• Høje beviskrav i teorien — lave i praksis: Selvom klassisk lov kræver fire vidner eller en frivillig tilståelse, blev andre former for bevis eller omstændigheder ofte anvendt administrativt eller i praksis, hvilket har åbnet for uretfærdige domme.
• Menneskerettigheds- og retssikkerhedsbekymringer: Brug af hudud-straffe som piskning og stening møder stærk kritik fra internationale menneskerettighedsorganisationer. Diskussionen i moderne muslimske samfund handler ofte om, hvordan man kan forene religiøse forpligtelser og grundlæggende rettigheder.

Moderne lovgivning og praksis

I nutidens muslimske verdensdel er der stor variation i, hvordan zina håndteres i lov og praksis:

• Nogle stater har beholdt eller indført strenge straffe i deres straffelove for udenægteskabeligt seksuelt samkvem og i nogle tilfælde også bibeholdt former for hudud-praksis.
• Andre lande har fjernet religiøst baserede zina-bestemmelser fra straffelovgivningen eller afskaffet de mest ekstreme straffe til fordel for civile sanktioner eller administrative regler.
• I retspraksis i moderne stater kan teknologisk og retsmedicinsk bevis, politirapporter og procedurer for håndtering af voldtægt give mulighed for andre former for efterforskning end de klassiske fire-vidner-regler. Samtidig er der fortsat rapporter om miscarriages of justice i forbindelse med anklager om zina.

Juridisk og teologisk debat

Både muslimske lærde og jurister diskuterer fortsat betydningen, beviskravene og de praktiske implikationer af zina-reglerne. Diskussionerne omfatter bl.a. følgende temaer:

• Hvorvidt rajm skal anvendes i moderne retssystemer, og om hadith-baserede kilder kan eller skal fortolkes anderledes i lyset af Koranens ordlyd.
• Hvordan man sikrer retssikkerhed og beskytter sårbare grupper (herunder voldtægtsofre) i systemer, der stadig baserer sig på klassisk fiqh.
• Muligheder for reformer, der respekterer religiøs autoritet samtidig med, at internationale menneskerettighedsnormer og moderne retspleje respekteres.

Det er vigtigt at skelne mellem den klassiske juridiske teori og den måde, spørgsmål om seksuel moral og straf håndteres på i moderne muslimske samfund — praksis er både historisk og geografisk betinget og under stadig forandring.

Ovenstående betydning af zina skal ikke forveksles med kvindenavnet Zina eller Zeina (زينة). Navnet har en anden sproglig rod (græsk xen- i nogle tilfælde) og en anden betydning ("gæst, fremmed" eller "skønhed" afhængig af oprindelse), udtales forskelligt (enten Zīnah eller Zaynah) og staves normalt forskelligt.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er zināʾ?

Spørgsmål: Hvordan straffes zināʾ i sharia-lovgivningen?

Spørgsmål: Hvilke typer beviser kan bruges til at bevise en zina-handling?

Spørgsmål: Hvad sker der, hvis der ikke er nok øjenvidner til at vidne for retten?

Spørgsmål: Er Zina beslægtet med andre ord med lignende stavemåde?

Spørgsmål: Bliver mænd oftere anklaget end kvinder, når det drejer sig om beskyldninger, der involverer Zina?

Søg efter bogstav