Rus' (græsk: Ῥῶς) var en tidlig middelalderlig gruppe eller et folk, som gav navn til landene Rusland, Ruthenien og Hviderusland. I midten af 800-tallet var de centreret omkring Novgorod, og i løbet af de næste hundrede år udviklede de sig til det politiske og kulturelle grundlag for, hvad senere blev kaldt Kievan Rus'. Blandingsprocesser mellem indvandrede krigere og handelsfolk og de lokale slaviske befolkninger førte til en gradvis assimilation: nogle ledere bar nordiske (varangiske) navne, andre viser spor af baltoslaviske træk, og senere forekommer både pommerske og slaviske navne.
Oprindelse og navnets betydning
Oprindelsen af betegnelsen Rus' er omdiskuteret. Én fremtrædende teori forbinder navnet med nordiske søfarende, ofte kaldet varangierne — forklaringen støttes af sammenfaldet mellem ordet Rus og det finsk‑svenske ord Ruotsi (der betyder "svensk"); ifølge denne teori kom en del af Rus' fra Skandinavien. Andre forskere peger på lokale slaviske eller baltiske forklaringer og fremhæver, at navnet og identiteten udviklede sig inden for en multietnisk kontekst. Debatten mellem såkaldte "normannister" og "anti‑normannister" om, hvor stor en rolle skandinaviske indvandrere spillede i statens grundlæggelse, er stadig en central del af forskningen.
Novgorod og tidlig historie
Novgorod fungerede i 800‑ og 900‑tallet som et vigtigt handels‑ og magtcentrum ved handelsruten fra Østersøen til Sortehavet, den såkaldte "vejen fra varangierne til grækerne". Rig handel med Byzantium og kontakter til Skandinavien bragte rigdom og kulturel påvirkning. Ifølge de skriftlige kilder, især den såkaldte "Povest' vremennykh let" (den russiske primærkrønike), blev en leder ved navn Rurik (eller Rørik) indkaldt til at styre i Novgorod i midten af 800‑tallet; senere udvidede efterfølgere som Oleg magtområdet sydpå og erobrede Kiev, hvorved en samlet magtbase opstod.
Arkæologiske fund fra Novgorod og andre steder — herunder nordiske genstande, gravskikke og runeinskrifter — understøtter, at der fandtes en væsentlig skandinavisk tilstedeværelse, som dog hurtigt blev blandet med lokale slaviske traditioner.
Dannelse af Kievan Rus' og statens udvikling
Overgangen fra lokale magtceller til et sammenhængende rige skete gradvist. En tidlig fase med varangiske høvdinge i nord blev knyttet sammen med de østslaviske befolkninger i syd, ikke mindst efter at ledere fra Novgorod erobrede og gjorde Kiev til et magtcentrum omkring slutningen af 800‑tallet. Det resulterede i et løsere føderativt rige med handelscentre, fyrstelige gårde og stærke forbindelser til Byzantium.
Under senere herskere centraliseredes magten yderligere, og kulturelle forandringer fulgte: i 988 indførte storfyrst Vladimir den Stores kristendom fra Byzantium som officielt trossystem i Kiev, hvilket fik langtidsvirkninger for religion, skriftbrug og kultur i hele området.
Kilder, arkæologi og moderne forskning
De vigtigste skriftlige oplysninger om Rus' kommer fra den russiske primærkrønike og fra byzantinske og arabiske rejseberetninger. Disse kilder er værdifulde, men blev nedskrevet årtier eller århundreder efter begivenhederne og må derfor bruges kritisk. Arkæologiske undersøgelser har givet uafhængig information om bosættelsesmønstre, handel og kulturmøder.
Moderne forskning arbejder tværfagligt med sprogvidenskab, DNA‑analyser, arkæologi og kildekritik for at få et nuanceret billede af, hvordan Rus' opstod som et etnisk og politisk fænomen. Der er bred enighed om, at Rus' var resultatet af kontakt og sammensmeltning mellem indvandrede krigere/handlende og lokale slaviske og baltiske grupper, snarere end en ensartet ny befolkningsgruppe.
Arv og betydning
Navnet Rus' levede videre og blev ophav til navnene på senere stater og folkelige betegnelser — f.eks. Rusland, Ruthenien og Hviderusland. Politisk og kulturelt lagde Rus' grunden til middelalderens østslaviske civilisation, herunder princelydynastier (Rurikiderne), den ortodokse kirke og de handelsnetværk, der forbandt Østeuropa med Byzantium og Skandinavien.
Samtidig er Rus' genstand for fortsat historisk og politisk diskussion, fordi fortolkningen af dens oprindelse og betydning har konsekvenser for moderne identiteter i Østeuropa.
