Dette er en liste over kejserne i det sene østromerske imperium, som moderne historikere kalder det byzantinske imperium. Denne liste omfatter ikke mange af de kejsere, der regerer sammen med en anden kejser.

Titlen for alle kejsere før Heraklius var Augustus, men andre titler som Dominus blev også brugt. Efter Heraklius blev titlen ændret til det græske Basileus. Denne titel betød tidligere "konge", "suveræn", men blev nu brugt i stedet for Augustus.

Denne liste begynder med Konstantin I den Store, den første kristne kejser, der regerede fra Konstantinopel.

Oversigt og afgrænsning

Artiklens sigte er at give en samlet og forståelig introduktion til de østromerske (byzantinske) kejsere med start fra Konstantin I. Den omfatter hovedlinjerne i kejserrækken, forklarer titler, dynastier og praktiske regler for, hvem der regnes som "kejser" i denne sammenhæng. Listen fokuserer primært på de hovedregenter (senior kejsere) og markerer særlige tilfælde af medregentskab eller samtidige rivaler, men udelukker i mange tilfælde kortvarige eller meget lokale medkejsere, hvis ikke de optræder i de væsentligste kilder.

Titler, sprog og ceremoniel autoritet

Østromerriget var formelt fortsættelsen af det romerske imperium. Indtil begyndelsen af 600-tallet var den officielle titulatur overvejende latinsk (f.eks. Augustus, Dominus). Under Heraklius og efterfølgende regeringer skete en gradvis sprogskifte fra latin til græsk i administration og officiel terminologi, og titlen Basileus blev almindelig.

Kejseren var både statsoverhoved og øverste beskytter af den ortodokse kirke i riget; koronation foregik efter 400-tallet ofte med patriarken i Konstantinopel til stede. Autoriteten hvilede på militær magt, administrativ kontrol og religiøs legitimitet. Myntudstedelse, administrationens titler og hofceremoni var vigtige midler til at udøve og synliggøre magten.

Dynastier og hovedperioder

Den byzantinske kejserrækken kan deles op i flere dynastiske eller tematiske perioder. Nedenfor følger en forenklet oversigt med eksempler på fremtrædende kejsere:

  • Konstantinske dynasti (begyndende med Konstantin I, 306–).
  • Theodosianerne (sluttede det enhedsrumske system, 4.–5. årh.).
  • Leonid- og Justinian-perioden (herunder Justinian I, 6. årh.).
  • Heraklianske dynasti (Heraklius—sprogskiftet og reformer, 7. årh.).
  • Isauriske og amoriske dynastier (ikonoklasme, 8.–9. årh.).
  • Makedonske dynasti (guldalder for kultur og territoriel genopretning, 9.–11. årh.).
  • Komneniske hæremagter (militær og politisk reorganisering, 11.–12. årh.).
  • Paleologerne (sidste dynasti frem til Konstantinopels fald i 1453).

Medregenter, rivaler og praksis for optælling

Byzantinske kejsere indsatte ofte sønner eller højtstående generaler som medkejsere (co-emperors) for at sikre tronfølgen. Disse medregenter kunne have varierende grad af magt: nogle regerede reelt over provinser, andre fungerede primært som formelle medregenter uden selvstændig myndighed. I lister og opsummeringer tælles typisk kun de seniorkejsere (primære regenter) med i hovedrækken; mange korte eller lokale medkejsere samt selverklærede usurpatorer kan udelades eller angives særskilt i noter.

Der er også forskelle i, hvordan moderne historikere tæller samme person (forskellige navneformer, ordning af regentperioder, samtidige rivaler), så præcise tal kan variere lidt mellem kilder.

Kejserrollen: administration og militær

Kejseren stod i spidsen for et komplekst administrativt system med præfekter, magister officiorum, temastruktur (fra 7. årh.) og en udstrakt bureaukrati. Militært var riget afhængigt af både stående felthær, grænsevagter og lokale styrker (temasystemet). Mange overgange af magten skete ved militær akklamation, paladsintriger eller kirkelig legitimation.

Listepraksis og kildemateriale

Primære kilder til kejserrækken omfatter kronikere (fx Theophanes, Michael Psellos), administrative dokumenter, lovtekster (Codex), numismatik (mønter) og sigillografi (segler). Moderne studier kombinerer disse for at rekonstruere kronologien. Hvor kilderne er modstridende, foretrækkes ofte samtidige eller arkeologisk understøttede optegnelser.

Fordi der er mange tilfælde af sameksistens, rivalisering og kortvarige forhøjede personer, angiver den følgende liste hovedregenter og bemærker væsentlige medregenter eller rivaler i noteform (se bilag eller separate opslagslister for en fuldstændig katalogisering af medkejsere og usurpatorer).

Fra Konstantin I til rigets fald

Listen begynder med Konstantin I, der flyttede rigets centrum til Konstantinopel og indførte kristendommen som en central faktor i rigets identitet. Fra Konstantins regeringstid følger århundreder med territorial udvidelse og tab, teologiske konflikter (ikonoklasme, kyrkosplittelser), administrative reformer (fx Heraklius' reorganisering og temasytemet) samt politiske kriser som resultat af indre magtkampe og ydre trusler (arabiske erobringer, bulgarere, normannere, krusaderne og til sidst osmannerne).

Den traditionelle afslutning på den byzantinske kejserliste er Konstantin XI Palaiologos, som faldt ved forsvaret af Konstantinopel mod osmanniske styrker i 1453. Efter dette tidspunkt eksisterer ingen byzantinsk kejserlig myndighed i Konstantinopel.

Noter om læsning af listen

  • Hvis en person optræder som medkejsere eller junior kejser i en kort periode og ikke opnår anerkendt seniorstatus, bliver vedkommende ofte kun nævnt i noter.
  • Brugen af latinske eller græske titler kan variere i kilderne; teksten ovenfor og hovedlisten følger den terminologi, der bedst afspejler tidsperiodens officielle sprog.
  • For en detaljeret kronologisk oversigt med regentår og korte biografiske noter anbefales supplerende opslag, da den fuldstændige liste strækker sig over mere end 1100 år og inkluderer mange komplekse samtidige hændelser.

Afsluttende bemærkninger

Det byzantinske kejserembed var langt mere end en titel: det var centrum for et imperiums politik, religion, kultur og identitet. En "komplet" liste bør derfor altid suppleres med forklaringer om kontekst, medregenter og samtidige rivaler. Denne artikel giver en ramme for at forstå, hvordan en sådan liste er struktureret og hvilke kriterier, der ligger til grund for at medtage eller udelade bestemte personer.