Ringhalsslange (Diadophis punctatus): Fakta, udbredelse og adfærd
Ringhalsslange (Diadophis punctatus) — læs fakta, udbredelse i Nordamerika og natlig adfærd; farver, underarter, giftighed og karakteristisk forsvarsadfærd.
Diadophis punctatus, også kaldet ringhalsslangen, er en slangeart fra Nordamerika. Den har typisk en tydelig, smal farvet ring omkring halsen — deraf navnet — og findes i mange farvevarianter og mønstre. Ringhalsslanger er små og diskrete, og de er let genkendelige på halsringen og ofte en klar, farvet bugside.
Udseende og størrelse
Ringhalsslangen er en lille til mellemstor slange. Den bliver typisk mellem 20 og 45 cm lang, men størrelsen varierer mellem underarter. Farven på ryggen kan være grå, brun, blålig eller næsten sort, mens halsringen ofte er gul, orange eller rød. Bugen er ofte ensartet lys orange eller rød og kan have mørke pletter. Skællene er glatte, og halen er forholdsvis kort.
Udbredelse og habitat
Ringhalsslanger lever i det østlige og centrale Nordamerika, herunder det sydøstlige Canada, store dele af USA og det centrale Mexico. De findes i mange typer af habitater: skovområder, krat, åbne enge, rocky områder og fugtige skove nær vandløb. Ofte gemmer de sig under sten, træstammer, bark, blade eller i huller i jorden.
Adfærd
Ringhalsslanger er overvejende nataktive og skygger for det åbne om dagen ved at gemme sig. De er sekretive og halvfossile (de lever ofte skjult i jord eller under dække). Når de forstyrres, udviser de flere forsvarsadfærd:
- De krøller ofte halen op og udsætter deres farvede bugside for at skræmme rovdyr.
- De kan udskille en stærk, ubehagelig musk fra kirtler nær kloakken.
- Nogle arter gør sig “spændte” og flader halsen ud samt viser den farvede ring.
- Bid er sjældent; slangen foretrækker at flygte eller bruge advarsler fremfor at angribe.
Kost
Ringhalsslanger lever især af små byttedyr, med særlig forkærlighed for bløde byttedyr. Typiske fødeemner er salamandere, frøer, regnorme, snegle, små firben, æg og lejlighedsvis små slanger. De anvender både fysisk fastholdelse og en mild, bagkæbet forgiftning (via Duvernoy’s-kirtel/”rear-fangs”) til at immobilisere byttet.
Giftighed og fare for mennesker
Ringhalsslanger er let giftige for deres bytte, men deres gift er meget mild for mennesker. De har små, bagerste tænder og producerer ikke en farlig mængde gift for mennesker. Bid forekommer sjældent, og hvis det sker, giver det normalt kun lokal irritation eller hævelse. Derfor betragtes arten ikke som farlig for mennesker.
Reproduktion
Ringhalsslanger er æglæggende (ovipare). I yngletiden lægger hunner typisk et lille antal æg — ofte mellem 2 og 12 — i skjulte, fugtige steder som under træstammer eller i jordhuler. Flere hunner kan undertiden lægge i samme rede (kommunal lægning). Æggene klækkes efter nogle uger, og ungerne er selvstændige fra fødslen.
Systematik og underarter
Diadophis tilhører familien Colubridae. Ringhalsslangen anses i praksis ofte for at være den eneste udbredte art i slægten, men den er meget variabel og opdelt i mange former. Der er omkring 14 anerkendte underarter, som adskiller sig i udseende og udbredelse.
Bevaringsstatus
På artniveau er ringhalsslangen generelt almindelig i sit udbredelsesområde og vurderes ikke som truet (IUCN klassificerer arten som Least Concern for de fleste bestande). Lokalt kan enkelte underarter eller bestande dog være påvirkede af tab af levesteder, fragmentering eller forurening. De er nyttige i naturen ved at kontrollere smådyr som regnorme og snegle.
Tips til håndtering og sikkerhed
- Undgå at håndtere vilde ringhalsslanger unødigt. Selv om de ikke er farlige, er det bedst for både menneske og dyr at lade dem være i fred.
- Hvis du finder en slange i dit hjem, flyt den forsigtigt ud med en lang pind eller ring til lokale vildtmyndigheder for vejledning.
- Brug handsker, hvis du skal flytte sten eller brædder, hvor slanger kan gemme sig.
Fakta og bemærkelsesværdige træk
- Tydelig halsring — navnets oprindelse.
- Foretrækker fugtige, skjulte skjulesteder og er ofte nataktiv.
- Har en mild gift rettet mod byttedyr, men udgør ingen seriøs fare for mennesker.
- Praktisk nyttig i økosystemet som kontrol af smådyr.
- Forskere studerer stadig variationen i arten, så vores viden om antal bestande og underarters kan ændre sig med nye undersøgelser.
Beskrivelse
Ringhalsslanger er normalt mørkfarvede med en lys stribe rundt om halsen. Ringhalsslanger, der lever i forskellige områder, kan se forskellige ud. Deres hoveder er normalt mørkere end resten af kroppen.
Slanger, der lever i forskellige områder, er ofte forskellige størrelser. Voksne slanger er normalt 25-38 cm lange. Unge slanger på under et år er normalt omkring 20 cm og vokser ca. 2-5 cm om året.
Ringhalsslanger har glatte skæl med 15-17 rækker af skæl midt på kroppen.
Habitat
Ringhalsslanger lever i mange forskellige slags levesteder. De nordlige og vestlige underarter lever i åbne skove nær klippefyldte bakker eller i fugtigere omgivelser med mange skjulesteder. De sydlige underarter lever for det meste i flodbredder og våde miljøer, især i mere tørre, eller tørre, habitater. Slangerne kan godt lide, når deres levested er lidt vådt. Ringhalsslanger lever ikke højere end 2.200 m over havets overflade. I nordlige områder kan ringhalsslanger leve i huler. Normalt bor der mere end én slange i en hule. Ringhalsslanger gemmer sig ofte under træstykker. Når det er varmt, kan ringhalsslanger lave huller og huler til at gemme sig i. De kan også gemme sig under sten eller andre genstande. Ringhalsslanger lever normalt i flade skove.
Kost
Ringhalsslanger spiser for det meste salamandre, regnorme og snegle. Nogle gange spiser de øgler, frøer og nogle unge slanger af andre arter. Ringhalsslanger i forskellige levesteder kan spise forskellige mængder af visse arter. Ringhalsslanger dræber deres bytte ved hjælp af indsnævring, som er at klemme byttet for at dræbe det, og forgiftning, som er at bruge deres gift. Ringhalsslanger forsøger normalt ikke at skade større dyr. I stedet for at bide større dyr, ruller slangen sin hale sammen og viser sin farvestrålende mave.
Predators
Koralslanger, kongeslanger og racer er rovdyr af ringhalsslanger. Nogle gange spiser store edderkopper eller tusindben unge ringhalsslanger.
Underart
Der findes 14 underarter af ringhalsslanger.
Galleri
· 
Forsvaret af en San Bernardino-ringhalsslange
· 
Sydlig ringhalsslange, D. p. punctatus
· 
Diadophis punctatus kort
· 
Nyudklækket ringhalsslange, Missouri Ozarks.
· 
D. p. pulchellus, koralbelly ringhalsslange
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Diadophis punctatus?
A: Diadophis punctatus er en slangeart, der almindeligvis er kendt som en ringhalset slange.
Q: Hvor lever ringhalsede slanger?
A: Ringhalsslanger lever i det østlige og centrale Nordamerika, USA, det centrale Mexico og det sydøstlige Canada.
Q: Hvorfor hedder den en ringhalset slange?
A: Den kaldes en ringhalset slange, fordi den har en stribe rundt om halsen, der ligner en ring.
Q: Hvornår er ringhalsede slanger aktive?
A: Ringhalsslanger er nataktive, hvilket betyder, at de er aktive om natten.
Q: Er ringhalsede slanger giftige?
A: Ja, ringhalsslanger er en smule giftige, men de gør ikke mennesker fortræd, fordi de er små og ikke bider mennesker ret meget.
Q: Hvordan beskytter ringhalsslanger sig, når de bliver bange?
A: Når ringhalsede slanger er bange, krøller de halerne sammen.
Q: Hvor mange underarter af ringhalsslanger er der?
A: Der er 14 underarter af ringhalsslangen, og den er den eneste art i sin slægt.
Søge