Diadophis punctatus, også kaldet ringhalsslangen, er en slangeart fra Nordamerika. Den har typisk en tydelig, smal farvet ring omkring halsen — deraf navnet — og findes i mange farvevarianter og mønstre. Ringhalsslanger er små og diskrete, og de er let genkendelige på halsringen og ofte en klar, farvet bugside.

Udseende og størrelse

Ringhalsslangen er en lille til mellemstor slange. Den bliver typisk mellem 20 og 45 cm lang, men størrelsen varierer mellem underarter. Farven på ryggen kan være grå, brun, blålig eller næsten sort, mens halsringen ofte er gul, orange eller rød. Bugen er ofte ensartet lys orange eller rød og kan have mørke pletter. Skællene er glatte, og halen er forholdsvis kort.

Udbredelse og habitat

Ringhalsslanger lever i det østlige og centrale Nordamerika, herunder det sydøstlige Canada, store dele af USA og det centrale Mexico. De findes i mange typer af habitater: skovområder, krat, åbne enge, rocky områder og fugtige skove nær vandløb. Ofte gemmer de sig under sten, træstammer, bark, blade eller i huller i jorden.

Adfærd

Ringhalsslanger er overvejende nataktive og skygger for det åbne om dagen ved at gemme sig. De er sekretive og halvfossile (de lever ofte skjult i jord eller under dække). Når de forstyrres, udviser de flere forsvarsadfærd:

  • De krøller ofte halen op og udsætter deres farvede bugside for at skræmme rovdyr.
  • De kan udskille en stærk, ubehagelig musk fra kirtler nær kloakken.
  • Nogle arter gør sig “spændte” og flader halsen ud samt viser den farvede ring.
  • Bid er sjældent; slangen foretrækker at flygte eller bruge advarsler fremfor at angribe.

Kost

Ringhalsslanger lever især af små byttedyr, med særlig forkærlighed for bløde byttedyr. Typiske fødeemner er salamandere, frøer, regnorme, snegle, små firben, æg og lejlighedsvis små slanger. De anvender både fysisk fastholdelse og en mild, bagkæbet forgiftning (via Duvernoy’s-kirtel/”rear-fangs”) til at immobilisere byttet.

Giftighed og fare for mennesker

Ringhalsslanger er let giftige for deres bytte, men deres gift er meget mild for mennesker. De har små, bagerste tænder og producerer ikke en farlig mængde gift for mennesker. Bid forekommer sjældent, og hvis det sker, giver det normalt kun lokal irritation eller hævelse. Derfor betragtes arten ikke som farlig for mennesker.

Reproduktion

Ringhalsslanger er æglæggende (ovipare). I yngletiden lægger hunner typisk et lille antal æg — ofte mellem 2 og 12 — i skjulte, fugtige steder som under træstammer eller i jordhuler. Flere hunner kan undertiden lægge i samme rede (kommunal lægning). Æggene klækkes efter nogle uger, og ungerne er selvstændige fra fødslen.

Systematik og underarter

Diadophis tilhører familien Colubridae. Ringhalsslangen anses i praksis ofte for at være den eneste udbredte art i slægten, men den er meget variabel og opdelt i mange former. Der er omkring 14 anerkendte underarter, som adskiller sig i udseende og udbredelse.

Bevaringsstatus

På artniveau er ringhalsslangen generelt almindelig i sit udbredelsesområde og vurderes ikke som truet (IUCN klassificerer arten som Least Concern for de fleste bestande). Lokalt kan enkelte underarter eller bestande dog være påvirkede af tab af levesteder, fragmentering eller forurening. De er nyttige i naturen ved at kontrollere smådyr som regnorme og snegle.

Tips til håndtering og sikkerhed

  • Undgå at håndtere vilde ringhalsslanger unødigt. Selv om de ikke er farlige, er det bedst for både menneske og dyr at lade dem være i fred.
  • Hvis du finder en slange i dit hjem, flyt den forsigtigt ud med en lang pind eller ring til lokale vildtmyndigheder for vejledning.
  • Brug handsker, hvis du skal flytte sten eller brædder, hvor slanger kan gemme sig.

Fakta og bemærkelsesværdige træk

  • Tydelig halsring — navnets oprindelse.
  • Foretrækker fugtige, skjulte skjulesteder og er ofte nataktiv.
  • Har en mild gift rettet mod byttedyr, men udgør ingen seriøs fare for mennesker.
  • Praktisk nyttig i økosystemet som kontrol af smådyr.
  • Forskere studerer stadig variationen i arten, så vores viden om antal bestande og underarters kan ændre sig med nye undersøgelser.