Ringsæl (Pusa hispida) – Arktisk issæl: udseende, udbredelse og økologi
Ringsæl (Pusa hispida) – lær om den arktiske issæls udseende, udbredelse og økologi: levested, adfærd, fødekæde-rolle og betydning for inuitter og isbjørne.
Den ringsæl (Pusa hispida), også kaldet krukkesæl og omtalt som netsik eller nattiq af inuitterne, er en ørefri sæl, som lever i de arktiske og subarktiske områder. Det er en relativt lille sæl—voksne bliver som regel mellem ca. 1 og 1,7 m lange og vejer fra nogle få dusin til godt over 100 kg afhængig af underart, køn og årstid.
Udseende
Ringsælen kendes let på sit karakteristiske plet- og ringmønster: mørke pletter omgivet af lysegrå eller gule ringe på en lysere baggrund. Pelsen hjælper med kamuflage i is- og snemiljøer. Pelsfarven og mønsteret kan variere mellem individer og underarter. Nyfødte hvalpe fødes med en hvid, tyk lanugopels, som holder dem varme de første uger efter fødslen.
Udbredelse og levested
Ringsælen er en af de mest udbredte issælarter på den nordlige halvkugle. Den lever i hele Polarhavet, i Beringshavet og Okhotskhavet så langt sydpå som Japans nordlige kyst i Stillehavet. Langs den nordatlantiske kyst findes den ved Grønlands og Skandinaviens kyster, og så langt sydpå som Newfoundland. I Nordeuropa findes to isolerede ferskvandsunderarter.
Ringsæler foretrækker havis, især områder med tyk havis og sne, hvor de kan lave huler og fødepladser. Som ferskvandsunderarter udnytter de søområder og isdækkede sømiljøer.
Adfærd og økologi
- Huller i isen: Ringsæler skærer og vedligeholder små åndehuller i isen med kraftige kløer på forlemmene, hvilket gør dem særligt afhængige af stabil isdække i vinterhalvåret.
- Huler og fødesikler: Hunner graver snehuler på isen, hvor de føder og beskytter hvalpene mod kulde og rovdyr.
- Energilagring: Som andre sæler har ringsælen et isolerende lag af fedt (blubber), som er vigtigt for overlevelse i kolde farvande og for at klare perioder uden føde.
- Livslængde og modenhed: Ringsæler kan leve op til godt 20 år i naturen. De når kønsmodenhed typisk i 4–7 års alderen, afhængig af fødeforhold og underart.
Føde
Ringsæler lever hovedsageligt af fisk og bundlevende hvirvelløse dyr. Typiske byttedyr er arktiske småfisk (fx polartorsk/arktisk torsk), krebsdyr og bløddyr. De jagter under vandet og benytter deres store lunger og evne til at holde vejret i længere perioder ved dykning efter føde.
Reproduktion
Parringen sker normalt i vinteren eller tidligt forår. Efter en periode med forsinket implantation føder hunnen typisk én unge om foråret (marts–maj). Hvalpen dier i nogle få uger til et par måneder, vokser hurtigt og taber sin hvide pels, når den er klar til at svømme selvstændigt. De snehuler og ispladser, hunnen udvælger, er afgørende for overlevelsen af den nyfødte unge.
Rovdyr og økologisk rolle
Ringsælen er et centralt byttedyr i arktiske økosystemer og en vigtig fødekilde for isbjørne. Desuden kan hanner og hunner falde bytte for hvaler, hajer og mennesker. Sandsynligvis spiller ringsælen en stor rolle i næringskæden ved at omsætte energi fra fisk og bunddyr til føde for større rovdyr.
Underarter og særlige bestande
Der findes flere regionale bestande og underarter af ringsæl. I Nordeuropa findes to isolerede ferskvandsbestande (ofte omtalt som Saimaa- og Ladoga-ringsæler), som er genetisk og økologisk adskilte fra de marine bestande og har tilpasninger til sømiljøer.
Trusler og bevarelse
- Klimaforandringer: Tab af havis og ændret isdynamik udgør en af de største langsigtede trusler, fordi ringsæler er stærkt afhængige af havis for yngelpleje og åndehuller.
- Jagt og bifangst: Traditionel jagt har historisk været vigtig for arktiske folk, men i nogle områder kan overudnyttelse og utilsigtet fangst i fiskeredskaber være problematisk.
- Støj, forurening og habitatfragmentering: Skibstrafik, olie- og gasaktiviteter samt miljøgifte påvirker lokale bestande.
- Sårbare bestande: Nogle isolerede bestande er særligt truede og kræver målrettet beskyttelse på grund af lille bestand og begrænset genpulje.
Overordnet vurderes artskomplekset Pusa hispida som udbredt, men status varierer meget mellem bestande. Det betyder, at bevarelsesindsatser ofte fokuserer lokalt—fx på at beskytte yngleområder, begrænse menneskelig forstyrrelse i kritiske perioder og reducere bifangst.
Betydning for mennesker
Ringsæler har været og er stadig vigtige for mange oprindelige samfund i Arktis som en kilde til kød, skind og andre ressourcer. De indgår også i moderne forskning om klimaforandringers konsekvenser i arktiske økosystemer, både som indikatorarter for isens tilstand og som en nøglekomponent i næringsnettet.
Samlet set er ringsælen en lille, men økologisk vigtig sælart med stor afhængighed af stabil havis. Beskyttelse af dens habitat og målrettede tiltag for sårbare bestande er centrale for dens fortsatte overlevelse i et hastigt forandrende Arktis.
Beskrivelse
Den ringmærkede sæl er den mindste og mest almindelige sæl i Arktis. Den har et lille hoved, en kort kattelignende snude og en buttet krop. Deres pels er mørk med sølvringe på ryggen og siderne og en sølvfarvet bug. Afhængigt af underart og kondition kan den voksne størrelse svinge fra 100 til 175 cm og veje fra 32 til 140 kg. Sælen er i gennemsnit ca. 1,5 m lang og vejer ca. 50-70 kg (110-150 lbs). Deres små forreste svømmefødder har kløer, der er mere end 2,5 cm tykke, og som bruges til at lave åndehuller gennem 2 m tyk is.
backflippers
Udbredelsesområde og levested
Ringsæler lever i hele det Arktiske Ocean. De kan findes i Østersøen, Beringshavet og Hudsonbugten. De kan lide at hvile på isflager og bevæger sig længere mod nord for at finde tættere is. En underart kan findes i ferskvand.
Livshistorie
Hunnerne bliver kønsmodne ved 4 års alderen. Hannerne bliver først kønsmodne i en alder af 7 år. I ynglesæsonen om foråret laver hunnerne huler i den tykke is og føder i disse strukturer. Hunnerne føder en enkelt unge i marts eller april efter en drægtighedsperiode på 9 måneder. Hvalpene fravænnes efter en måned. De opbygger et tykt lag spæk.
Hunnerne begynder normalt at parre sig i slutningen af april. Hannerne strejfer rundt på isen for at finde en partner. Når de er fundet, kan hannen og hunnen tilbringe flere dage sammen, inden de parrer sig. Derefter leder hannen efter en anden mage.
Ringsæler lever omkring 25 til 30 år. De er ensomme dyr. De adskiller sig fra hinanden med hundreder af meter.
Unge af ringmærket sæl.
Kost
Ringsæler spiser en bred vifte af små byttedyr. De spiser 72 arter af fisk og hvirvelløse dyr. Deres foretrukne bytte er bl.a. mysider, rejer, arktisk torsk og sild. Når de spiser, dykker ringmærkede sæler ned til 10-45 m dybde (35-150 ft). Om sommeren lever ringsæler langs kanten af havisen efter polartorsk. På lavt vand lever de af mindre torsk. Ringmærkede sæler kan også spise sild, smelt, hvidfisk, skrubber, aborre og krebsdyr.
Rovdyr
Ringsæler er en vigtig fødekilde, især for isbjørne. I hvalpesæsonen tager polarræve og måger de unger, der er født uden for hvalpene. Dræberhvaler, grønlandshajer og lejlighedsvis hvalrosser jager dem i vandet.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en ringsæl?
A: En ringsæl er en øreløs sæl, der lever i de arktiske og subarktiske områder.
Q: Hvad er størrelsen på en ringsæl?
A: En ringsæl er sjældent mere end 1,5 m lang og er en lille sæl.
Q: Hvad er det karakteristiske mønster hos en ringsæl?
A: En ringsæl har mørke pletter omgivet af lysegrå ringe.
Q: Hvor lever ringsæler?
A: Ringsæler lever i hele Det Arktiske Ocean, i Beringshavet og Det Okhotske Hav så langt sydpå som Japans nordkyst i Stillehavet, og langs Grønlands og Skandinaviens nordatlantiske kyster så langt sydpå som Newfoundland, og de omfatter to ferskvandsunderarter i Nordeuropa.
Q: Hvad er den mest udbredte og vidtstrakte issæl på den nordlige halvkugle?
A: Ringsælen er den mest udbredte og vidtstrakte issæl på den nordlige halvkugle.
Q: Hvad er en isbjørns kost?
A: Ringsæler er et af isbjørnens vigtigste byttedyr.
Q: Hvem spiser ringsæler?
A: Oprindelige folk i Arktis har længe spist ringsæler som en del af deres kost.
Søge