Den ringsæl (Pusa hispida), også kaldet krukkesæl og omtalt som netsik eller nattiq af inuitterne, er en ørefri sæl, som lever i de arktiske og subarktiske områder. Det er en relativt lille sæl—voksne bliver som regel mellem ca. 1 og 1,7 m lange og vejer fra nogle få dusin til godt over 100 kg afhængig af underart, køn og årstid.

Udseende

Ringsælen kendes let på sit karakteristiske plet- og ringmønster: mørke pletter omgivet af lysegrå eller gule ringe på en lysere baggrund. Pelsen hjælper med kamuflage i is- og snemiljøer. Pelsfarven og mønsteret kan variere mellem individer og underarter. Nyfødte hvalpe fødes med en hvid, tyk lanugopels, som holder dem varme de første uger efter fødslen.

Udbredelse og levested

Ringsælen er en af de mest udbredte issælarter på den nordlige halvkugle. Den lever i hele Polarhavet, i Beringshavet og Okhotskhavet så langt sydpå som Japans nordlige kyst i Stillehavet. Langs den nordatlantiske kyst findes den ved Grønlands og Skandinaviens kyster, og så langt sydpå som Newfoundland. I Nordeuropa findes to isolerede ferskvandsunderarter.

Ringsæler foretrækker havis, især områder med tyk havis og sne, hvor de kan lave huler og fødepladser. Som ferskvandsunderarter udnytter de søområder og isdækkede sømiljøer.

Adfærd og økologi

  • Huller i isen: Ringsæler skærer og vedligeholder små åndehuller i isen med kraftige kløer på forlemmene, hvilket gør dem særligt afhængige af stabil isdække i vinterhalvåret.
  • Huler og fødesikler: Hunner graver snehuler på isen, hvor de føder og beskytter hvalpene mod kulde og rovdyr.
  • Energilagring: Som andre sæler har ringsælen et isolerende lag af fedt (blubber), som er vigtigt for overlevelse i kolde farvande og for at klare perioder uden føde.
  • Livslængde og modenhed: Ringsæler kan leve op til godt 20 år i naturen. De når kønsmodenhed typisk i 4–7 års alderen, afhængig af fødeforhold og underart.

Føde

Ringsæler lever hovedsageligt af fisk og bundlevende hvirvelløse dyr. Typiske byttedyr er arktiske småfisk (fx polartorsk/arktisk torsk), krebsdyr og bløddyr. De jagter under vandet og benytter deres store lunger og evne til at holde vejret i længere perioder ved dykning efter føde.

Reproduktion

Parringen sker normalt i vinteren eller tidligt forår. Efter en periode med forsinket implantation føder hunnen typisk én unge om foråret (marts–maj). Hvalpen dier i nogle få uger til et par måneder, vokser hurtigt og taber sin hvide pels, når den er klar til at svømme selvstændigt. De snehuler og ispladser, hunnen udvælger, er afgørende for overlevelsen af den nyfødte unge.

Rovdyr og økologisk rolle

Ringsælen er et centralt byttedyr i arktiske økosystemer og en vigtig fødekilde for isbjørne. Desuden kan hanner og hunner falde bytte for hvaler, hajer og mennesker. Sandsynligvis spiller ringsælen en stor rolle i næringskæden ved at omsætte energi fra fisk og bunddyr til føde for større rovdyr.

Underarter og særlige bestande

Der findes flere regionale bestande og underarter af ringsæl. I Nordeuropa findes to isolerede ferskvandsbestande (ofte omtalt som Saimaa- og Ladoga-ringsæler), som er genetisk og økologisk adskilte fra de marine bestande og har tilpasninger til sømiljøer.

Trusler og bevarelse

  • Klimaforandringer: Tab af havis og ændret isdynamik udgør en af de største langsigtede trusler, fordi ringsæler er stærkt afhængige af havis for yngelpleje og åndehuller.
  • Jagt og bifangst: Traditionel jagt har historisk været vigtig for arktiske folk, men i nogle områder kan overudnyttelse og utilsigtet fangst i fiskeredskaber være problematisk.
  • Støj, forurening og habitatfragmentering: Skibstrafik, olie- og gasaktiviteter samt miljøgifte påvirker lokale bestande.
  • Sårbare bestande: Nogle isolerede bestande er særligt truede og kræver målrettet beskyttelse på grund af lille bestand og begrænset genpulje.

Overordnet vurderes artskomplekset Pusa hispida som udbredt, men status varierer meget mellem bestande. Det betyder, at bevarelsesindsatser ofte fokuserer lokalt—fx på at beskytte yngleområder, begrænse menneskelig forstyrrelse i kritiske perioder og reducere bifangst.

Betydning for mennesker

Ringsæler har været og er stadig vigtige for mange oprindelige samfund i Arktis som en kilde til kød, skind og andre ressourcer. De indgår også i moderne forskning om klimaforandringers konsekvenser i arktiske økosystemer, både som indikatorarter for isens tilstand og som en nøglekomponent i næringsnettet.

Samlet set er ringsælen en lille, men økologisk vigtig sælart med stor afhængighed af stabil havis. Beskyttelse af dens habitat og målrettede tiltag for sårbare bestande er centrale for dens fortsatte overlevelse i et hastigt forandrende Arktis.