Præsocialitet: Social adfærd hos dyr mellem familie og kolonier
Præsocialitet: Lær om social adfærd hos dyr mellem familie og kolonier — typer, eksempler (fugle, pattedyr, insekter) og evolutionære forklaringer.
Præsocialitet er et begreb, der beskriver mellemliggende former for social adfærd hos dyr — tættere og mere organiseret end blot parring eller tilfældige sammenkomster, men uden at nå op på den højest organiserede form, eusocialitet. Præsociale dyr lever ofte i familiegrupper eller løsere sammenslutninger, samarbejder i pleje af unger og kan udvise en vis arbejdsdeling, men de mangler typisk mindst ét af de tre centrale træk, der karakteriserer fuldstændig eusocialitet.
Hvad adskiller præsocialitet fra eusocialitet?
Præsocialitet omfatter flere grader af socialitet. Eusociale samfund har alle følgende tre egenskaber:
- Flere generationer lever samtidig i samme gruppe.
- En udtalt arbejdsdeling, ofte med specialiserede, nogle gange sterile individer, der udfører opgaver som pasning, forsvaret eller fødesøgning; se arbejdsdeling.
- De ældre individer deltager aktivt i pasningen af de unge.
Præsociale arter kan mangle ét eller flere af disse træk i mere ekstreme former, men viser stadig vedvarende samarbejde og familieorienteret adfærd.
Typer af præsocial adfærd
- Subsocial: Forældre interagerer aktivt med og passer ungerne. Dette er almindeligt hos alle pattedyr, næsten alle fugle, mange krybdyr samt hos en række insekter og fisk. Subsocial adfærd kan være alt fra moderlig pleje efter fødslen til længerevarende familiegruppe-baseret opvækst.
- Parasocial: Individer af samme generation lever sammen i en fælles bolig og interagerer. Parasocial adfærd kan deles op i underkategorier:
- Fælles (communal): Hvert individ passer udelukkende sine egne unger, men deler bolig.
- Quasisocial: Individer samarbejder om pasning og pleje af hele kuldet; alle reproducerer sig.
- Semisocial: Nogle få individer reproducerer, mens andre hjælper; arrangementet mangler dog typisk fuld overlap af generationer eller permanent reproduktiv dominans, som i helt eusociale samfund.
Eksempler på præsocial adfærd
Præsocial adfærd er udbredt i dyreriget. Nogle illustrative eksempler:
- Hunde og deres vilde slægtninge (fx ulve) lever i flokke med koordineret jagt og omsorg for unger.
- Mange insekter, især inden for Hymenoptera (bi, hvepse, myrer), viser varianter af socialitet fra subsocial til næsten eusocial.
- Mennesker udviser kompleks social adfærd med lang periode af børnepleje, kulturoverførsel og arbejdsdeling.
- Mange fugle danner familiegrupper eller flokke, hvor f.eks. ældre søskende hjælper med at fodre yngel.
- Primater som chimpanser lever i sociale grupper med alliancer, omsorg og læring mellem generationer.
Evolutionære forklaringer og fordele
Præsocial adfærd opstår, når fordele ved samarbejde og samliv opvejer omkostningerne ved konkurrence om ressourcer eller parringsmuligheder. Nogle af de centrale forklaringer er:
- Kinselskab (kin selection): Hjælp til nære slægtninge øger indirekte ens egne gener i næste generation, fordi hjælp øger overlevelse og reproduktiv succes hos nært beslægtede individer.
- Øget overlevelse: Samarbejde i pasning og forsvaret af yngel reducerer risiko for tab af afkom pga. rovdyr eller parasitter.
- Ressourceudnyttelse og arbejdsdeling: Selv enkel arbejdsdeling kan øge effektiviteten i fødesøgning og ungebeskyttelse.
- Genetiske og fysiologiske faktorer: Hos nogle grupper, fx Hymenoptera, har genetiske systemer som haplodiploidi været foreslået som en medvirkende faktor til samarbejde, men det er ikke en fuldstændig forklaring alene.
Case: Vespid hvepse
Blandt Vespid hvepse er det angreb fra rovdyr og parasitter, der har favoriseret udviklingen af subsocial adfærd. Hvis hvepemoderen bliver i reden for at passe larverne, bliver det lettere at beskytte æg og larver. Hvis andre voksne bliver hos hende for at hjælpe, øges beskyttelsen yderligere, men disse hjælpere må så også indsamle føde for mere end blot sig selv. Dermed reduceres sandsynligheden for, at parasitter eller rovdyr får succes med at angribe reden. Over tid kan sådanne påbudte samarbejdsgevinster føre til mere faste sociale strukturer.
Afsluttende bemærkninger
Præsocialitet dækker en bred vifte af sociale strategier mellem enkeltliv og fuld eusocialitet. Forståelsen af disse mellemliggende former er vigtig for at forklare, hvordan komplekse samfund — fra flokke og familiegrupper til myre- og bisamfund — er opstået gennem evolutionære processer. Studier af både adfærd, genetik og økologi er nødvendige for at kortlægge de præcise mekanismer bag overgangen fra individuel til samarbejdende levevis.
ulve lever og jager i præsociale flokke
En hveps fra familien Sphecidae, som omfatter en række primitivt sociale arter
Relaterede sider
- Eusocialitet
- Kollektiv adfærd hos dyr
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er presocialitet?
Svar: Presocialitet er et begreb, der gælder for dyreadfærd, hvor dyrene har tætte familieforhold og mere end blot seksuelle interaktioner med medlemmer af samme art, men ikke danner de ekstreme kolonier af eusocial insekter som f.eks. myrer.
Spørgsmål: Hvad er de tre væsentlige træk ved eusocialer?
A: De tre væsentlige træk ved eusocialer er, at der er flere generationer i live på samme tid, at der er en ekstrem arbejdsdeling, hvor nogle dyr er specialiserede til bestemte funktioner, mens andre er sterile, og at ældre dyr samarbejder om at tage sig af de unge.
Spørgsmål: Er præsocial adfærd almindelig i dyreriget?
Svar: Ja, præsocial adfærd er langt mere almindelig i dyreriget end fuldstændig eusocialitet. Som eksempler kan nævnes hunde, der lever i flokke, mange insekter, især hymenoptera, mennesker, mange fugle, chimpanser og mange andre dyr, der udviser social adfærd.
Spørgsmål: Hvordan kan præsocialitet opdeles yderligere?
Svar: Præsocialitet kan yderligere opdeles i subsocial (forældre interagerer med ungerne), parasokal (individer af samme generation lever i en fælles bolig og interagerer med hinanden), fælles (hvert individ tager sig udelukkende af sine egne unger), quasisokal (individer tager sig i samarbejde af alle unger) og semisokal (få individer reproducerer sig, men er ikke helt eusociale).
Spørgsmål: Hvilket pres kan have udvalgt subsocailadfærd blandt hvepseboer?
Svar: Presset fra rovdyr og parasitter kan have valgt subsocailadfærd blandt hvepseboer, da det er lettere at beskytte æg og larver, når hvepemoderen bliver i reden for at passe på larven, hvis andre voksne bliver hos hende. Dette gør det også mindre sandsynligt, at parasitterne vil få held til at gøre bytte i reden.
Spørgsmål: Hvordan adskiller fælles adfærd sig fra quasisokal adfærd?
Svar: Fælles adfærd indebærer, at hvert individ udelukkende tager sig af sine egne unger, mens quasisokal adfærd indebærer, at individerne samarbejder om at tage sig af alle yngel.
Søge