Hypofyse: Funktion, anatomi og hormonregulering i hjernen
Hypofyse: Læs om anatomi, funktion og hormonregulering i hjernen — hvordan hypofysen og hypothalamus styrer vækst, stofskifte og reproduktion.
Hypofysen (også kaldet hypophysis) er en central del af det endokrine system. Den sidder i bunden af hjernen, i en lille benet fordybning kaldet sella turcica, lige bag næseroden og mellem øjnene. Hypofysen er tæt forbundet med hypothalamus, som fungerer som dens overordnede regulator. Som kirtel udskiller hypofysen en række hormoner, der styrer mange vigtige kropsfunktioner.
Hypofysen består af to anatomisk og funktionelt forskellige dele: den forreste hypofyse (adenohypofysen) og den bageste hypofyse (neurohypofysen). De er forbundet med hypofysestilken (også kaldet infundibulum), gennem hvilken hypothalamus sender nerveimpulser og frigivende/inhiberende signalstoffer.
Anatomi og opbygning
Adenohypofysen (forlap) er kirtelvæv, der producerer og udskiller flere forskellige hormoner. Adenohypofysen styres især gennem blodbanen ved det såkaldte hypofyseportåresystem (hypothalamo-hypofysealt portåresystem), hvor hypothalamus udsender frigivende og hæmmende faktorer til hypofysen.
Neurohypofysen (baglap) er i stedet en forlængelse af hypothalamus' nervestrukturer. Her lagres og frigives hormoner, der er dannet i hypothalamus' neurosekretoriske celler.
Vigtige hypofysehormoner og deres funktioner
Hypofysen producerer eller frigiver hormoner, som påvirker andre endokrine kirtler og organer. De vigtigste omfatter:
- Fra adenohypofysen (forlap):
- TSH (thyreoidea-stimulerende hormon) — stimulerer skjoldbruskkirtlen til at producere thyreoideahormoner.
- ACTH (adrenokortikotropt hormon) — stimulerer binyrebarken til at producere kortisol.
- GH (væksthormon) — påvirker vækst og stofskifte i lever, muskler og knogler.
- FSH og LH (follikelstimulerende hormon og luteiniserende hormon) — regulerer æg- og sædproduktion samt kønshormonproduktion i æggestokke og testikler.
- Prolaktin — stimulerer mælkeproduktion hos ammende kvinder.
- MSH (melanocyt-stimulerende hormon) — påvirker pigmentering og har andre funktioner.
- Fra neurohypofysen (baglap):
- Antidiuretisk hormon (ADH, også kaldet vasopressin) — regulerer kroppens vandbalance ved at øge vandreabsorption i nyrerne.
- Oxytocin — fremkalder livmodersammentrækninger ved fødsel og medvirker til udmalkning af mælk.
Regulering og feedback
Hypothalamus styrer hypofysen gennem to hovedmekanismer:
- Frigivende og hæmmende hormoner, der udskilles til hypofysens kapillærer (portåresystemet) og regulerer adenohypofysens hormonproduktion — fx TRH, CRH, GnRH, GHRH, somatostatin og dopamin (neurosekretoriske celler i hypothalamus).
- Direkte nerveforbindelser til neurohypofysen, hvor hormoner syntetiseret i hypothalamus transporteres og frigives.
Mange endokrine systemer fungerer via negative feedback: fx hæmmer et forhøjet niveau af kortisol i blodet udskillelsen af CRH fra hypothalamus og ACTH fra hypofysen, så produktionen falder tilbage mod normal.
Blodforsyning og transport
Hypofysen modtager blod fra arterier, og forbindelsen mellem hypothalamus og adenohypofysen er særlig via et netværk af blodkar (portåresystem), der muliggør hurtig transport af hypothalamiske faktorer direkte til hypofysen uden først at blive fortyndet i storcirkulationen.
Klinisk betydning
Forstyrrelser i hypofysen kan give vidt forskellige symptomer, afhængigt af hvilke hormoner der er for få eller for mange af, eller om der er tryk på nærliggende strukturer (fx synsbaner). Almindelige tilstande omfatter:
- Hypopituitarisme — nedsat produktion af et eller flere hypofysehormoner, hvilket kan medføre træthed, vægttab, sterilitet, lavt blodtryk mv.
- Hypofysetumorer (adenomer) — ofte godartede; kan være hormonproducerende (fx prolaktinom, som giver forhøjet prolaktin) eller ikke-funktionelle, som primært giver symptomer ved tryk på omgivelserne.
- Hyperprolaktinæmi — med symptomer som menstruationsforstyrrelser og galaktoré (mælkeproduktion uden for amning).
- Diabetes insipidus — skyldes ofte mangel på ADH og medfører stor tørst og udskillelse af store mængder fortyndet urin.
- Acromegali/Cushing — kan opstå ved overproduktion af henholdsvis GH eller ACTH.
Undersøgelser og behandling
Diagnose stilles ofte ved blodprøver (måling af hypofysehormoner og perifere hormoner), billeddiagnostik som MR af hypofysen og funktionelle tests (stimulation eller suppression). Behandlingen afhænger af årsagen og kan omfatte:
- Medicin (fx dopaminagonister ved prolaktinom; hormonerstatning ved hypopituitarisme)
- Kirurgi (transsphenoidal hypofyseoperation ved større adenom)
- Strålebehandling ved visse tilbagefald eller ved manglende mulighed for operation
- Livsvarig opfølgning med hormonmålinger og billeddiagnostik ved mange tilstande.
Sammenfattende er hypofysen en lille, men afgørende kirtel, der gennem sine hormoner koordinerer mange af kroppens vigtigste processer. Forbindelsen til hypothalamus gør den til et centralt kontrolpunkt i kroppens hormonelle netværk.
Hypofysens og hypothalamus' placering
Hypofysens placering (detalje)
Hormoner frigivet
Kirtlen frigiver flere forskellige slags hormoner.
Forreste hypofyse
De endokrine celler i den forreste hypofyse styres af neurosekretion fra hypothalamus. De forreste hypofyseceller syntetiserer og udskiller disse vigtige endokrine hormoner:
- Adrenocorticotropisk hormon (ACTH): frigives under stress. Øger kortikosteroiderne.
- Thyroideastimulerende hormon (TSH): regulerer skjoldbruskkirtlen.
- Væksthormon ("HGH"): stimulerer celledeling og vækst.
- Prolaktin (PRL): stimulerer mælkeproduktionen i brysterne.
De to gonadotropiner;
- Luteiniserende hormon (LH): hos kvinder udløser det ægløsning. Hos mænd stimulerer det testosteron (virker sammen med næste).
- Follikelstimulerende hormon (FSH): regulerer udvikling, vækst, pubertet og reproduktion.
Mellemliggende lobe
Her produceres et hormon:
- Melanocyt-stimulerende hormon (MSH): stimulerer produktionen og frigivelsen af melanin fra melanocytter i hud og hår. MSH-signaler til hjernen har virkninger på appetit og seksuel ophidselse.
Bagvedliggende hypofyse
Den bageste hypofyse er faktisk en forlængelse af hypothalamus. Neurosekretoriske celler i hypothalamus har axoner, der går helt ned i den bageste hypofyse. Den bageste hypofyse lagrer og udskiller de hormoner, der produceres af disse neurosekretoriske celler:
- Oxytocin, som for størstedelen frigives fra hypothalamus, har virkninger på nerveoverførslen og på kvinder under og efter fødslen. Har en rolle i parbinding, parring og moderlig adfærd. Funktionerne er endnu ikke helt forstået.
- Antidiuretisk hormon (ADH, også kendt som vasopressin): Styrer reabsorptionen af molekyler i nyrernes tubuli. Forhøjer det arterielle blodtryk. Det spiller en central rolle i homøostase og reguleringen af vand, glukose og salte i blodet.
Oxytocin er et af de få hormoner, der skaber et positivt feedback loop. F.eks. stimulerer livmoderkontraktioner frigivelsen af oxytocin fra hypofysen, hvilket igen øger livmoderkontraktionerne. Dette positive feedback loop fortsætter under hele fødslen.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er hypofysen?
A: Hypofysen er en vigtig del af det endokrine system, som er placeret i bunden af hjernen mellem øjnene.
Q: Hvad er hypofysens funktion?
A: Hypofysen kontrollerer mange vigtige funktioner i kroppen ved at udskille hormoner.
Q: Hvordan er hypofysen forbundet med hjernen?
A: Hypofysen er forbundet med hypothalamus, som også er en kirtel.
Q: Hvad er de to dele af hypofysen?
A: Hypofysen består af den forreste hypofyse og den bageste hypofyse.
Q: Hvad er hypofysestilken?
A: Hypofysestilken, også kaldet infundibulum, er bindeleddet mellem hypothalamus og hypofysen.
Q: Hvad kontrollerer de endokrine celler i hypofysens forreste del?
A: De endokrine celler i hypofysens forreste del kontrolleres af regulerende hormoner, der frigives af neurosekretoriske celler i hypothalamus.
Q: Er hypofysen fuldstændig uafhængig i sin funktion?
A: Nej, selv om den er kendt som den endokrine "mesterkirtel", er begge hypofysens lapper under kontrol af hypothalamus.
Søge