Den australske zone er en økologisk region, der svarer til den geografiske region Australasien. Det omfatter primært Australien, Ny Guinea og de omkringliggende øer. Den nordlige grænse markeres af Wallace-linjen, som adskiller økozonen fra den indomalayiske region.

Økozonen omfatter Australien, øen Ny Guinea (herunder Papua Ny Guinea og den indonesiske provins Papua).

De mindre øer inkluderer den østlige del af det indonesiske øhav, blandt andet øen Sulawesi, Molukkerne (de indonesiske provinser Maluku og Nordmaluku) samt øerne Lombok, Sumbawa, Sumba, Flores og Timor, ofte samlet omtalt som de små Sundasøer.

Den australske økozone omfatter også flere øgrupper i Stillehavet, bl.a. Bismarck-øgruppen, Vanuatu, Salomonøerne og Ny Kaledonien. New Zealand og de omkringliggende øer betragtes som en særskilt underregion inden for økozonen. Resten af Indonesien hører til den indomalayiske økozone.

Geologisk historie og betydning for biodiversitet

Den australske kontinentalplade var engang forenet med Antarktis som del af Gondwana-superkontinentet. Den lange isolation fra andre landområder har været afgørende for udviklingen af en særpræget flora og fauna skyldes den. Mange grupper udviklede sig uafhængigt, hvilket gav ophav til en høj andel af endemiske arter og unikke udviklingslinjer.

Dyreliv: monotremes, pungdyr og senere indvandrere

Økozonen er særligt kendt for sine karakteristiske pattedyrgrupper. Den rummer de unikke monotreme pattedyr (til eksempel platypus og echidna), som ikke findes naturligt andre steder. Tidligere beskrivelser har sagt, at økozonen manglede indfødte eutheriske (placentale) pattedyr — men fossile fund og nyere forskning viser et mere nuanceret billede.

  • Næsten alle oprindelige pattedyr, bortset fra monotremene, hører til de pungdyr (marsupialia), som dominerede på australsk fauna i millioner af år.
  • De ældste ubestridelige rester af australske placentapattedyr stammer fra Miocæn, da Australien kom tættere på Indonesien. Her begyndte flere linjer af placentale pattedyr gradvist at nå kontinentet.
  • Fossilregisteret viser, at flagermus dukkede op i Australien for omkring 15 millioner år siden, gnavere etablerede sig for ca. 5–10 millioner år siden, og senere kom rotterne (der især spredte sig i nyere tid).

Menneskelig påvirkning og indførte arter

For nogle tusinde år siden førte menneskelige bevægelser til introduktionen af nye dyr, blandt dem dingo'en (indført for flere tusinde år siden). I de sidste par hundrede år, efter europæisk kolonisation, blev mange flere arter indført (f.eks. får, kvæg, heste, rotter, kaniner og vilde katte), hvilket har haft stærke konsekvenser for oprindelig flora og fauna gennem konkurrence, prædation og sygdom. Disse introduktioner har især forandret økologien i Australien; mønsteret i New Zealand og på de små Stillehavsøer har ofte været anderledes, idet indvandringer fra den indomalayiske økozone har været mere begrænsede der.

Flora

Vegetationen spænder fra tørre eukalyptus-skovområder og græsstepper i det indre af Australien til tropiske regnskove på Ny Guinea og mange af øerne. Mange planter er tilpasset tørke og næringsfattig jord, og der er en høj grad af endemisme — særligt i tørre savanne- og buskområder samt i gamle regnskovsområder som dem på Ny Guinea og Ny Kaledonien.

Bevaringsstatus og trusler

Økozonen rummer mange truede arter og sårbare økosystemer. De vigtigste trusler er:

  • Introducerede arter (konkurrence og prædation fra rotter, katte, ræve, kaniner m.fl.).
  • Habitattab og fragmentering på grund af landbrug, skovrydning og byudvikling.
  • Klimaændringer, der påvirker regnmønstre, brandhyppighed og havniveau.

Bevaringsindsatser fokuserer på invasive arter, habitatbeskyttelse, arters reintroduktion og beskyttede områder (nationalparker, reservater) samt samarbejde mellem lande i økozonen.

Grænsen til Indomalaya

Alfred Russell Wallace var den første til at beskrive en klar biogeografisk skillelinje mellem Australasien og resten af verden. Wallace-linjen løber mellem øerne Lombok (tilhørende Australasien) og Bali (tilhørende Indomalaya), og den markerer en markant forskel i dyre- og plantegrupper på hver side af linjen.

Opsummering: Den australske økozone dækker Australien, Ny Guinea og mange omkringliggende øer og øgrupper. Den lange isolation har frembragt en unik flora og fauna med monotremes og et overvejende marsupialt pattedyrssamfund, mens senere geologiske forbindelser og menneskelig aktivitet har medført indvandring og introduktion af placentale pattedyr og andre arter. Økozonen er både biologisk rig og sårbar og kræver målrettet beskyttelse og forvaltning.