Nizam var titlen på de indfødte herskere i staten Hyderabad i Indien siden 1719. De tilhørte Asaf Jahi-dynastiet. Dynastiet blev grundlagt af Mir Qamar-ud-Din Siddiqi, vicekonge i Deccan under mogul-kejserne fra 1713 til 1721. Efter Aurangzebs død i 1707 faldt mogulriget fra hinanden, og vicekongen i Hyderabad erklærede gradvist sin uafhængighed. Fra 1798 var Hyderabad en af fyrstestaterne i Britisk Indien, men beholdt stor lokal kontrol over administration, skattevæsen og interne anliggender gennem traktater med briterne.

Historisk udvikling og regerende Nizams

Asaf Jahi-dynastiet voksede frem som en regional magtfaktor i Deccan. I alt regerede syv Nizams over kongedømmet Hyderabad i næsten to århundreder indtil Indiens uafhængighed i 1947. De centrale herskere i dynastiet omtales almindeligvis som:

  • Asaf Jah I (Mir Qamar-ud-Din Khan)
  • Asaf Jah II (Nizam Ali Khan)
  • Asaf Jah III (Sikandar Jah)
  • Asaf Jah IV (Nasir-ud-Daulah)
  • Asaf Jah V (Afzal-ud-Daulah)
  • Asaf Jah VI (Mir Mahbub Ali Pasha)
  • Asaf Jah VII (Mir Osman Ali Khan) — den sidste nizam

Under britisk overherredømme bevarede nizams betydelig intern selvstændighed, mens udenrigs- og forsvarspolitik i stigende grad blev koordineret med eller styret af briterne gennem traktater.

Administration, økonomi og infrastruktur

Nizams organiserede en central administration med lokale embedsmænd og jagirdari-systemer (landbesiddelser udstedt til loyale tjenere). De etablerede også moderne institutioner og infrastruktur, ofte finansieret af statskassen og personlig rigdom hos herskerne. Eksempler er:

  • Udbygning af veje og jernbaneforbindelser, herunder støtte til det regionale jernbanenet.
  • Udstedelse af egen mønt og kontrol over skattesystemet i staten.
  • Offentlige institutioner som hospitaler, skoler og universiteter — bl.a. oprettelsen af Osmania University under Mir Osman Ali Khan, som blev et vigtigt center for uddannelse i regionen.

Kultur, kunst og arkitektur

Asaf Jahi-herskerne brugte betydelige midler på at støtte fri uddannelse, litteratur, arkitektur, kunst, kultur og madlavning. Hyderabad under nizamernes beskyttelse blev kendt for en rig kulturel blanding af persiske, muslimske og lokale indiske traditioner. Nogle markante bidrag omfatter:

  • Bygninger og paladser som Chowmahalla Palace og Falaknuma Palace, der viser luksus og arkitektonisk sans.
  • Støtte til kunstnere, poeter og håndværkere — herunder udviklingen af den kendte Hyderabadi køkkenkunst (biryani, haleem m.m.).
  • Samlinger og museer (f.eks. Salar Jung-samlingen), som bevarede kunst og antikviteter.

Samfund og befolkning

Hyderabad var en multireligiøs og flersproget stat, hvor muslimske herskere regerede over en overvejende hinduisk befolkning. Staten omfattede store dele af det, der i dag er Telangana, samt områder, der senere blev en del af Maharashtra (Marathwada) og Karnataka (Hyderabad-Karnataka). Nizams politik var ofte præget af pragmatisme: man forsøgte at opretholde orden og stabilitet gennem et blandet system af traditionelle og moderne institutioner.

Afslutning og integration i Indien

Efter Indiens uafhængighed i 1947 søgte nizamen først at bevare Hyderabad som en selvstændig stat. Der opstod imidlertid politisk spænding mellem Nizams administration, nationalistiske bevægelser i Hyderabad og den nye indiske regering. Efter forhandlinger og en periode med uafklaret status iværksatte den indiske regering i september 1948 en militær aktion — kendt som "Operation Polo" eller politimissionen i Hyderabad — som førte til statens indlemmelse i Den Indiske Union. Den sidste nizam, Mir Osman Ali Khan, gik senere med til accession og beholdt i en overgangsperiode en ceremoniel rolle (han var bl.a. Rajpramukh i den reorganiserede stat i nogle år).

Arven fra nizamernes tid er tydelig i Hyderabads byrum, i institutioner som Osmania University, i rigt håndværk, madtraditioner og i arkitekturen. Nizams æra efterlod både imponerende monumenter og komplekse historiske spor i regionens politiske og sociale udvikling.