Knud
Knud (eller Knud den Store) (ca. 995-12. november 1035) var en vikingekonge af England, Danmark, Norge, en del af Sverige og guvernør eller overherre i Slesvig og Pommern. Den danske indflydelse i Nordsøområdet har aldrig været større end i hans tid. Han havde traktater med de hellige romerske kejsere, Henrik II og Konrad II, og gode forbindelser med sin tids paver.
Knud var den eneste mand, der var konge af England, Danmark og Norge. Han herskede også over en del af Sverige.
Middelalderligt indtryk: Edmund Ironside (til venstre) og Cnut (til højre)
Knud på en mønt præget under hans regeringstid
Knuds rige
Erobring af England
I sommeren 1015 sejlede Knuds flåde mod England med en dansk hær på måske 10.000 mand fordelt på 200 langskibe. Knud stod i spidsen for et opbud af vikinger fra hele Skandinavien. Invasionsstyrken skulle komme til at føre en ofte tæt og grusom krig mod englænderne i de næste fjorten måneder. Stort set alle slag blev udkæmpet mod Aethelreds søn, Edmund Ironside.
Efter at have besteget tronen i 1016 henrettede Knud mange af Edmund's tilhængere for at sikre sin krone.
Familie
Knud, der var kristen, havde to hustruer. Hans første hustru, eller måske konkubine, hed Ælfgifu. Hun var en håndfast hustru, hvilket betyder, at ægteskabet blev indgået ved at lægge hænderne sammen og ikke ved en kirkelig ceremoni. Dette var lovligt på den tid. Hun blev hans nordlige dronning.
Hans anden hustru var Emma af Normandiet, som også blev kaldt Ælfgifu på oldengelsk. Deres bryllup var et kristent bryllup. Hun blev holdt i syd, med et gods i Exeter.
Begge hustruer fødte sønner, som blev konger af England. Knud holdt kirken sød med mange gaver.
Spørgsmål
- 1 - Ælfgifu af Northampton
- Svend Knutsson, konge af Norge
- Harold Harefoot, konge af England
- 2 - Emma af Normandiet
- Harthacanute, konge af Danmark og England
- Gunhilda af Danmark giftede sig med Henrik 3., den hellige romerske kejser.
Knud og bølgerne
Der er en historie om, at Knud sad på sin trone og beordrede havet til at vende om. Vi ved ikke, om det virkelig skete. Det ser ud til at stamme fra Henry of Huntington (ca. 1088 - ca. 1154). Han fortæller den som følger:
"Da kong Cnute havde regeret i tyve år, forlod han dette liv i Shaftesbury og blev begravet i Winchester i den gamle minster. Et par ord skal afsættes til denne konges magt. Før ham havde der aldrig i England været en konge med så stor autoritet. Han var herre over hele Danmark, over hele England, over hele Norge og også over Skotland. Ud over de mange krige, hvori han var særlig berømt, udførte han tre fine og storslåede gerninger.... den tredje, at han, da han var på toppen af sin magt, beordrede sin stol placeret på havets kyst, da tidevandet kom ind. Så sagde han til den stigende tidevand: "Du er underlagt mig, ligesom det land, jeg sidder på, er mit, og ingen har ustraffet modstået mit overherredømme. Jeg befaler dig derfor ikke at stige op på mit land og ikke at tillade dig at gøre din herres tøj eller lemmer våde. Men havet kom op som sædvanligt og gennemblødte respektløst kongens fødder og skinneben. Kongen sprang tilbage og råbte: "Lad hele verden vide, at kongers magt er tom og værdiløs, og at der ikke findes nogen konge, der er dette navn værdig, undtagen ham, ved hvis vilje himmel, jord og hav adlyder evige love. ' Herefter bar kong Knud aldrig den gyldne krone på sin hals, men satte den på billedet af den korsfæstede Herre, i evig lovprisning af Gud den store konge. Ved hvis nåde må kong Knuds sjæl nyde hvile."
Henry of Huntingdon, Historia Anglorum (VI.17)
