Knud den Store (Cnut) – vikingekonge af England, Danmark og Norge

Knud den Store (Cnut) — vikingehersker, der samlede England, Danmark og Norge. Læs om hans magt, diplomati og arven fra det mægtige Nordsøimperium.

Knud (eller Knud den Store) (ca. 995-12. november 1035) var en vikingekonge af England, Danmark, Norge, en del af Sverige og guvernør eller overherre i Slesvig og Pommern. Den danske indflydelse i Nordsøområdet har aldrig været større end i hans tid. Han havde traktater med de hellige romerske kejsere, Henrik II og Konrad II, og gode forbindelser med sin tids paver.

Knud var den eneste mand, der var konge af England, Danmark og Norge. Han herskede også over en del af Sverige.

Livet og baggrund

Knud blev født omkring år 995 som søn af den danske konge Sweyn Forkbeard og var barnebarn af Harald Blåtand. Han voksede op i et miljø præget af skiftende alliancer, plyndringstogter og kamp om herredømme i Skandinavien og over Nordsøområdet. Som ung leder deltog han i militære ekspeditioner og opbyggede sig et ry som dygtig kriger og taktiker.

Vejen til magten i England

I begyndelsen af 1000-tallet rettede Knud blikket mod England, hvor hans far og andre danske ledere tidligere havde haft stor indflydelse. Efter en større invasion i 1015–1016 besejrede Knud den engelske konge Edmund Jernside ved blandt andet slaget ved Assandun (ofte dateret til oktober 1016). Efter en kortvarig aftale om deling af kongeriget døde Edmund samme år, og Knud blev herefter konge af hele England.

For at sikre sin position indgik Knud politiske ægteskaber: han var gift med Ælfgifu af Northampton og senere (i 1017) med Emma af Normandiet, enkemoderen efter Æthelred, hvilket gav ham større legitimitet blandt de engelske stormænd og kirken.

Herredømme i Skandinavien og Nordsøimperiet

Ud over England opretholdt Knud sin magt i Danmark og erobrede eller gjorde krav gældende i Norge og dele af Sverige. Omkring slutningen af 1020'erne udvidede han sit herredømme i Norge ved at fordrive eller underlægge lokale kongedømmer og høvdinge. Han underholdt samtidig diplomatiske forbindelser med de førende regeringer i Europa, herunder det tysk-romerske rige og paven, og søgte at etablere et stabilt imperium over Nordsøen.

Indenrigspolitik, lovgivning og kirke

Knud arbejdede for at skabe orden og stabilitet i sit rige. Han bevarede i vid udstrækning de eksisterende engelske administrative ordninger og benyttede lokale stormænd i ledende stillinger. Han udstedte love og kongebrefter, som både søgte at beskytte kirken og sikre ro i landet. Kirkeligt var Knud en aktiv beskytter og gav stor støtte til klostre og bispedømmer – dels for at styrke sin legitimitet, dels for at fremme en samlet styreform.

Under hans regeringstid fortsatte og forbedredes den engelske møntfod, og handel over Nordsøen blev fremmet gennem både militær magt og diplomati.

Berømte episoder og myter

En af de mest kendte historier om Knud er beretningen om, at han skulle have befalet tidevandet at vige for at vise, at selv en konge har grænser i sin magt. Denne scene optræder i flere middelalderlige kilder og bruges ofte som eksempel på hans beskedenhed eller som kritisk anekdote over for kongelig pragt. Moderne historikere ser dog ofte denne episode som en senere moralsk fortælling snarere end en øjenvidnebeskrivelse.

Død og eftermæle

Knud døde den 12. november 1035. Efter hans død fulgte en periode med uro og rivalisering om arven. To af hans sønner – Harold Harefoot (søn af Ælfgifu) og Harthacnut (søn af Emma) – blev rivaliserende konger i England og Danmark i de følgende år. Endelig genvandt den angelsaksiske slægtsmagt fodfæste, og i 1042 vendte Edward Bekenderen (søn af Emma og Æthelred) tilbage som konge af England.

Knud efterlod sig et komplekst eftermæle: på den ene side et kortvarigt men omfattende rige, som forenede England og store dele af Skandinavien; på den anden side et indtryk af en konge, der søgte at styre pragmatisk og i samarbejde med lokale eliter og kirken. Hans regeringstid var et vigtigt led i overgangen fra vikingetidens plyndringsekspeditioner til mere varige dynastiske og statsopbyggende strukturer i Nordeuropa.

Familie og efterkommere

• Ægtefæller: Ælfgifu af Northampton (første hustru), Emma af Normandiet (anden hustru)
• Kendte børn: Harold Harefoot (som senere blev konge af England), Harthacnut (senere konge af Danmark og England). Der nævnes også andre børn i kilderne, men arveopgøret stod hovedsageligt mellem Harold og Harthacnut.

Knud den Store er i dag husket som en af de mest magtfulde skikkelser i tidlig middelalderlig Nordeuropa — en konge hvis handlinger formede den politiske udvikling i England og Skandinavien i årtier efter hans død.

Søg efter bogstav