Mantiser (Mantodea) – bedendemantiser: arter, kendetegn og udbredelse

Lær om mantiser (Mantodea): 2.300 arter, bedelignende holdning, nøglekendetegn og udbredelse i tempererede og tropiske områder — arter, adfærd og fotos.

En mantis (ordenen Mantodea) er en type insekt, ofte kendt som bedende mantiser på grund af deres karakteristiske bønlignende stilling, hvor de samler de forreste ben som i en bønnebevægelse. De har et trekantet hoved med store sammensatte øjne og en meget bevægelig hals, så de kan dreje hovedet og få godt udsyn til bytte.

Gruppen omfatter omkring 2.300 arter. De forekommer i både tempererede og tropiske levesteder, fra græsområder og skove til krat og haver. De fleste arter tilhører familien Mantidae og omtales ofte som mantider. I Europa refererer navnet "bedemantis" i praksis ofte kun til en enkelt art, Mantis religiosa, som er almindeligt kendt og ret udbredt. Mantiser forveksles nogle gange med phasmider (pindeinsekter), men de har en helt anden adfærd og fangstteknik.

Udseende og tilpasninger

Mantiser har en række kendetegn, som gør dem effektive jægere:

• Raptoriale forben: De forreste ben er modificerede til at gribe og fastholde bytte. Benene har ofte pigge, der forhindrer byttet i at slippe væk.
• Trekantet hoved og fremadrettede øjne: Giver god dybdeopfattelse og evne til at bedømme afstand ved angreb.
• Kamouflage: Mange arter har farver og former, der efterligner blade, blomster eller grene — f.eks. den velkendte orkidé-mantis (Hymenopus coronatus), som ligner en blomst.
• Størrelsesvariation: Størrelser varierer meget mellem arter, fra små arter på under 1 cm til store arter, hvor voksne hunner kan blive over 15 cm lange.

Føde og jagt

Mantiser er overvejende rovdyr og jager typisk som stillingsjægere (ambush predators). De sidder stille og venter på, at byttet kommer inden for rækkevidde, hvorefter de lynhurtigt folder de raptoriale forben ud og griber det. Kosten består af insekter som fluer, sommerfugle, biller og græshopper — større arter kan endda fange små padder, fugle eller øgler.

Levevis og reproduktion

Mantisers livscyklus er hemimetabol (ufuldstændig forvandling): æg klækkes til nymfer, som gennemgår flere hudskifter, indtil de når voksenstadiet. Hunnen lægger æggene i en skummasse, der størkner og danner en ægkapsel kaldet en ootheca. En ootheca beskytter æggene mod udtørring og rovdyr.

Der er beretninger om seksuel kannibalisme hos nogle arter, hvor hunnen angriber og spiser hannen før, under eller efter parringen. Dette forekommer ikke hos alle arter eller i alle situationer, men det er et velkendt træk i populærforestillingen om mantiser.

Udbredelse og arter

Mantiser findes på alle kontinenter undtagen Antarktis, men størst artsdiversitet er i tropiske områder. Den europæiske art Mantis religiosa er blandt de mest kendte. Samlet tælles omkring 2.300 arter fordelt på flere familier.

Systematik og slægtsskab

De nærmeste slægtninge til mantiserne er ordenen Blattodea (som omfatter kakerlakker og termitter). Mantodea og Blattodea udgør tilsammen superordenen Dictyoptera. Systematikken inden for mantiserne revideres løbende, efterhånden som molekylære data giver nye indsigter i slægtskaberne.

Betydning for mennesker og bevarelse

Mantiser kan være nyttige i haver, da de æder en række skadelige insekter, men de er ikke selektive rovdyr og kan også fange gavnlige insekter som bestøvere. Nogle tropiske arter opdrættes og holdes som kæledyr; de kræver live-føde og passende temperatur/fugtighed.

Trusler mod visse arter omfatter habitatforringelse, pesticider og klimaforandringer. Mange arter er dog udbredte, men lokale populationer kan være sårbare. Bevarelse af naturlige habitater og begrænsning af kemisk bekæmpelse hjælper med at beskytte mantis-populationer.

Samlet set er mantiser fascinerende rovdyr med effektive jagtteknikker, varieret morfologi og en vigtig plads i mange økosystemer.

Livsvane

Mantider er bemærkelsesværdige for deres jagtevner. De er rovdyr, og deres føde består normalt af levende insekter, herunder fluer og bladlus. Større arter er kendt for at tage små øgler, frøer, fugle, slanger og endda gnavere som bytte.

De fleste manter er rovdyr i baghold og venter på, at byttet kommer for tæt på. Mantisen slår derefter ud med en bemærkelsesværdig hastighed. Nogle jord- og barkarter forfølger dog deres bytte ret hurtigt.

Byttet fanges og holdes sikkert fast med gribende, spidse forben ("raptoriske" ben); det første brystsegment, prothorax, er almindeligvis langstrakt og fleksibelt leddelt, hvilket giver mulighed for større bevægelsesfrihed for de forreste lemmer, mens resten af kroppen forbliver mere eller mindre stille.

Hovedets bevægelser er også bemærkelsesværdigt fleksible. Hos nogle arter kan den bevæge sig næsten 300 grader. Dette giver mulighed for et stort synsfelt (deres sammensatte øjne har et stort binokulært synsfelt) uden at skulle bevæge resten af kroppen. Da deres jagt i høj grad er afhængig af synet, er de hovedsagelig dagaktive, men mange arter flyver om natten, hvor der er mindre risiko for at blive taget af fugle.

Mantider er mestre i camouflage, og de fleste arter benytter sig af beskyttende farvetegninger for at passe ind i løvet eller underlaget. Dette hjælper dem med at undgå rovdyr og med at fange deres ofre bedre. De blander sig ikke kun med løvet, men efterligner det også, idet de fremstår som enten levende eller visne blade, pinde, bark, græsstrå, blomster eller endog sten. Nogle arter i Afrika og Australien er i stand til at blive sorte efter en muldning efter en brand i området for at passe ind i det brandhærgede landskab (brandmelanisme).

Mantider bider, men har ingen gift og er ikke farlige for mennesker. De er ikke kemisk beskyttet; næsten alle store rovdyr vil æde en mantis, hvis de kan opdage den. Mantider er generelt ret aggressive over for hinanden, og de fleste arter er let kannibalistiske, når de får mulighed for det.

Ændringer af forbenene

Søg efter bogstav