Ludvig XIV, også populært kaldet Solkongen (5. september 1638–1. september 1715) var konge af Frankrig og konge af Navarra fra 14. maj 1643 til sin død. Han var konge i 72 år, den længste registrerede regeringstid for nogen europæisk monark. Ludvig XIV ses ofte som det typiske eksempel på enevælden. Han var den ældste af to brødre; den anden var Philippe, som senere blev udnævnt til hertug af Orléans. De to brødre stod tidligt hinanden nær, og deres forhold prægede det kongelige familieliv og dynastiske alliancer.

Tidlig regering og regentskab

Da Ludvig blev konge i 1643 som blot fireårig, var det hans mor, dronning Anne af Østrig, og kardinal Mazarin, der førte rigets styre som regenter. Denne periode var præget af indre uro, især de adelsoprør, der kaldes Fronde (1648–1653), hvor forskellige grupper protesterede mod centraliseringen af kongemagten. Erfaringerne fra Fronde medførte, at Ludvig i høj grad ønskede at styrke kronens autoritet og svække adelens uafhængighed.

Den personlige magt og administration

I 1661, efter Mazarin's død, erklærede Ludvig, at han ville styre alene, og begyndte en systematisk opbygning af en stærk centralmagt. Han konsoliderede statsadministrationen ved at styrke kongelige embedsmænd (intendanter) og reformere skat og bureaukrati. Ludvig opbyggede et højt formaliseret hofliv, hvor hofetikette og ceremonier omkring monarken gjorde kongen til centrum for både politisk og social magt.

Versailles og hoffet

Et af Ludvigs mest varige projekter var ombygningen og udvidelsen af jagtslottet i Versailles til et storslået palads og magtens centrum. Versailles blev symbol på kongemagten: her boede adelen i lange perioder, deltog i ritualer og blev dermed fastholdt i kongens åsyn og indflydelse. Versailles var også et centrum for kunst, mode og diplomati.

Økonomi og ministre

Ludvig samarbejdede med stærke ministre som Jean-Baptiste Colbert, der førte en protektionistisk økonomisk politik (merkantilisme) for at styrke produktion og statens indtægter, og François-Michel Le Tellier, Marquis de Louvois, som reformerede hæren. Colberts politik understøttede fremvæksten af fransk industri og handel, men de mange krige og hofets omkostninger pressede statskassen hårdt og førte gentagne gange til økonomisk vanskelighed.

Krige og udenrigspolitik

Ludvig førte en aktiv udenrigspolitik med målet at udvide Frankrigs grænser og indflydelse. Nogle af de vigtigste konflikter i hans regeringstid var:

  • Krigen om dekanterne eller Devolutionskrigen (1667–1668)
  • Den hollandske krig (Franco‑Dutch War) (1672–1678)
  • Krigene om genforening (f.eks. krigen om "Reunions")
  • Niårskrigen (1688–1697), også kaldet Krigen mod Pfalz og den store koalition
  • Den spanske arvefølgekrig (1701–1714), som i høj grad udmattede Frankrig økonomisk og militært

Selvom Frankrig opnåede territoriale gevinster i flere konflikter, var prisen i menneskeliv og skattebyrde betydelig, og de sidste krige svækkede Frankrigs økonomiske styrke.

Kultur, kunst og propaganda

Ludvig XIV var en stor protektor af kunsten, og hans hof blev et centrum for musik, teater, ballet, maleri og arkitektur. Han støttede kunstnere som komponisten Jean-Baptiste Lully, dramatikeren Molière og digteren Racine samt maleren Charles Le Brun. Hofkulturen blev brugt som statsapparat: kunst og optrin understøttede billedet af kongen som Solkongen og legitimerede hans magt.

Religiøs politik og Huguenoternes skæbne

En af de mest omstridte handlinger i Ludvigs regeringstid var involvering i religion: i 1685 ophævede han Nantes-ediktet (Edict of Nantes) ved revokationen, hvilket fratog protestanterne (huguenotterne) deres religiøse rettigheder. Det medførte forfølgelse, tvangsomvendelser og en massiv emigration af dygtige håndværkere og handelsfolk, hvilket havde negative økonomiske og sociale konsekvenser for Frankrig.

Familie og arvefølge

Ludvig giftede sig i 1660 med Maria Teresa af Spanien. Hans søn, ofte kaldt den store dauphin, døde før ham, og flere af Ludvigs børnebørn forudgik også døden. Derfor blev Ludvigs efterfølger ikke hans søn direkte, men hans barnebarns søn: Ludvig døde i 1715 og efterlod tronen til sin femårige oldebarn, som blev Ludvig XV efter en periode med regentskab. Død og begravelse fandt sted i det kongelige begravelsessted Saint-Denis.

Eftermæle

Ludvig XIV efterlod et komplekst eftermæle. På den ene side står han som et symbol på effektiv centralisering, bureaukratisk udbygning og et mægtigt, kulturelt prydet hof, der satte standarder i hele Europa. På den anden side efterlod hans lange krige, dyre hofhold og religiøse politik Frankrig økonomisk svækket og socialt splittet. Sætningen "L'État, c'est moi" tilskrives ofte ham, men den er sandsynligvis apokryfisk; alligevel indkapsler den den opfattelse af Ludvig som den absolutte konge.

Væsentlige pointer: Ludvig XIVs regeringstid var den længste i europæisk historie og et højdepunkt for eneveldet. Hans politik og livsgerning formede både Frankrigs statslige strukturer og Europas magtbalancer i årtier efter hans død.