Maria af Modena (Maria Beatrice Eleonora Anna Margherita Isabella d'Este; 05. oktober [O.S. 25. september] 1658 - 7. maj [O.S. 26. april] 1718) var dronning af England, Skotland og Irland som anden hustru til kong James II. Hun var født som prinsesse af det italienske hertugdømme Modena og kom fra huset d'Este. Maria var dybt troende og forblev en hengiven katolik hele sit liv, hvilket kom til at præge både hendes position ved det engelske hof og den politiske modstand, som familien mødte.
Tidligt liv og ægteskab
Maria voksede op i Modena i en katolsk, aristokratisk familie og blev tidligt gift med James, hertug af York (senere James II), i 1673. Ægteskabet var politisk og religiøst betydningsfuldt: det forstærkede forbindelsen mellem den engelske tronfølge og katolske fyrstehuse på kontinentet. Som hertuginde og senere som dronning udviste Maria stor fromhed og sædvanligvis tilbageholdende politisk interesse; hun prioriterede familie, religiøs praksis og velgørenhed frem for aktive magtspil.
Som dronning og den såkaldte fødselsskandale
Da James besteg tronen i 1685, blev Maria dronning. Hendes katolske tro og den politiske frygt for katolsk indflydelse i England lagde grunden til stigende mistillid blandt mange protestanter. Maria fødte sønnen James Francis Edward Stuart, der i jakobitisk tradition senere blev kaldt "The Old Pretender". Hans fødsel i 1688 udløste imidlertid en voldsom konspirationsteori: mange englændere troede, at barnet ikke var Maria og James’ eget, men var blevet smuglet ind i fødestuen i en varmekasse for at sikre en katolsk arving til tronen. Anklagen — ofte omtalt som ”warming-pan”-historien — blev undersøgt af det kongelige hemmelige råd, som erklærede påstandene for falske. Ikke desto mindre forstærkede sagen allerede eksisterende spændinger og blev et af de omdrejningspunkter i den politiske krise, der fulgte.
Glorværdig Revolution og eksil
Følelserne omkring arvefølgen og den bredere religiøse mistillid kulminerede i den glorværdige revolution i 1688, hvor James II blev afsat. Han blev fordrevet af sin datter Mary og hendes mand William III af Orange, der overtog magten. Maria, ofte kaldt "Dronningen over vandet" af jacobitterne, fulgte familien i eksil i Frankrig, hvor Louis XIV af Frankrig gav hende og hendes husly på slottet Saint-Germain-en-Laye. I eksilet opretholdt hun et jakobitisk hof og et kredsløb af tilhængere, selvom hun personligt levede et stille, pietistisk liv.
Liv i Frankrig, regentskab og tab
Maria fik aldrig samme politiske opbakning i Frankrig som ægtefællen, men hendes hoffolk og det franske hof havde generelt sympati for hende. Efter Jakobs død i 1701 anerkendte jakobitterne deres søn James Francis Edward Stuart, som den retmæssige konge, og Maria fungerede i en periode som regent for ham i eksil, indtil han stod gammel nok til at overtage formelle roller. Jakobitternes position blev dog svækket, især efter, at Frankrig i forbindelse med Utrecht-traktaten måtte indgå politiske kompromiser, som førte til, at den jakobitiske hofstat mistede sin franske beskyttelse. Maria led også personligt tab: hendes datter Louise Mary døde af kopper, og Maria mistede derved en nær familieforbindelse i sine sidste år.
Sidste år og eftermæle
Efter at være blevet forladt af mange af sine politiske støtter tilbragte Maria stadig meget tid i religiøse omgivelser, blandt andet sammen med nonnerne i klosteret Chaillot. Hun døde i 1718 af brystkræft. I Frankrig blev hun mindet med varme for sin fromhed, sin værdighed i eksil og sin hengivenhed over for den jakobitiske sag. Selv om hendes liv ofte blev skygget af politisk mistro og intriger — især efter sønnen James Francis Edward Stuart, blev kaldt "The Old Pretender" — huskes Maria i historien både som en trofast ægtefælle og som centrum for et eksilet jakobitisk fællesskab.
Bemærk: Maria var en central skikkelse i en periode med intense religiøse og dynastiske stridigheder i Storbritannien. Hendes rolle som katolsk dronning og mor til en efterfølger, som mange anså for illegitim, var med til at forme 1700-tallets britiske politiske landskab og de efterfølgende jakobitiske bevægelser.
