Jan Hus eller Johannes Huss (ca. 1370 - 6. juli 1415) blev født i Husinec i Bøhmen (nu Tjekkiet). Han var en bøhmisk religiøs tænker og reformator, som satte fokus på en enklere kirke, moral blandt gejstlige og på at gøre Guds ord og nadveren tilgængelig for almindelige mennesker. Hans tanker og undervisning var stærkt påvirket af den britiske lærde John Wycliffes teologi.
Uddannelse og prædikervirke
Hus studerede ved universitetet i Prag, hvor han tog akademiske grader og efterhånden blev en kendt prædikant. Omkring 1400 blev han katolsk præst og fik snart en stilling som prædikant på tjekkisk, det sprog, der taltes i Bøhmen. Han prædikede især i Betlehemkapellet i Prag, hvor han talte direkte til almindelige mennesker på deres eget sprog og dermed styrkede den nationale og religiøse bevidsthed blandt tjekkerne.
Lære og krav om reform
Gennem sine prædikener og skrifter kritiserede Hus korruption og luksus i kirkens øverste lag, mente, at kirkens autoritet skulle være underlagt Kristi ord, og krævede, at laien fik nadveren i begge skikkelser (både brød og vin). Han læste og oversatte Wycliffes skrifter til tjekkisk og mente, at mange af Wycliffes synspunkter var vigtige redskaber til at rense kirken.
Konflikt med kirkeledelsen og dommen
I 1403 bad Hus kirken om at ophæve forbuddet mod Wycliffes skrifter, og han oversatte dem til tjekkisk. Kirken, der blev ledet af ærkebiskop Zbynek Zajíc, havde en anden opfattelse. I 1410 beordrede Zajíc, at Hus' skrifter skulle brændes, og at Hus og hans tilhængere, hussitterne, skulle tvinges ud af kirken. Hus blev ekskommunikeret i 1411. Han blev senere indkaldt til at forsvare sine synspunkter ved koncilet i Konstanz, hvor han efter en retssag blev dømt for kætteri og henrettet ved afbrænding den 6. juli 1415 i Konstanz i Tyskland. Under retsforløbet havde han forventet beskyttelse efter løfte om sikker passage, men blev alligevel arresteret og dømt.
Eftermæle og konsekvenser
Henrettelsen af Jan Hus udløste kraftige sociale og religiøse spændinger i Bøhmen. Hans tilhængere organiserede sig og førte væbnede oprør, som udviklede sig til de såkaldte hussitkrige (ca. 1419–1434). Hussitbevægelsen splittede sig i mere moderate grupper (ofte kaldet utraquister eller kompaktater) og i mere radikale fløje (som taboritterne). Ledende militære og politiske skikkelser som Jan Žižka spillede en central rolle i de tidlige faser af konflikten. Efter hårde kampe og flere forhandlinger blev der i midten af 1400-tallet indgået politiske løsninger, som i praksis førte til, at nogle af hussitternes krav — f.eks. nadveren i begge skikkelser for de troende — fik begrænset anerkendelse.
Betydning
Jan Hus regnes i historien både som martyr og som forløber for senere protestantiske bevægelser. Hans vægt på skriftens autoritet, kritikken af gejstlig moral og ønsket om liturgi og nadver på folkets sprog påvirkede senere reformatorer i Europa. I Tjekkiet har Hus en særlig plads i den nationale bevidsthed: han mindes som en både religiøs og kulturel skikkelse, og hans navn og symbolik ses fortsat i tjekkisk historie, kunst og erindring (fx mindesmærket på Gamle Byplads i Prag).
Hus’ skrifter, prædikener og breve er bevaret i varierende grad og studeres fortsat af historikere og teologer, som ser ham som en vigtig stemme i overgangen fra middelalderens kirkelige struktur til renæssancens og reformationens nye religiøse landskab.
