Italiens samling (Risorgimento): Historie og betydning 1815–1871
Risorgimento 1815–1871: Italiens samling fra Wienerkongressen til Rom — Cavour, Garibaldi og betydningen for moderne Italiens politiske og kulturelle udvikling.
Italiensk forening (italiensk: Unità d'Italia), også kendt som Risorgimento (som betyder "genopstandelsen"), henviser til den italienske bevægelse, der forenede de italienske stater i det 19. århundrede. Bevægelsen begyndte i 1815 med Wienerkongressen. Den sluttede i 1871, da Rom blev hovedstad i Kongeriget Italien takket være indsatsen fra grev Cavour, Piemontes premierminister, og Giuseppe Garibaldi, en italiensk nationalhelt, der forenede Syditalien. Det gjorde det muligt for kong Victor Emmanuel II at blive den første konge af Italien.
Baggrund og årsager
- Politiske forhold efter 1815: Wienerkongressen genskabte et fragmenteret Italien bestående af kongedømmer, fyrstedømmer og de pavelige stater under udenlandsk indflydelse (især Østrig).
- Nationalisme og liberalisme: Oplysningstidens ideer, økonomiske og sociale forandringer samt befolkningens voksende ønske om en samlet nationalstat drev bevægelsen.
- Revolutionære grupper: Hemmelige selskaber som Carbonari og bevægelser som Giuseppe Mazzinis "Young Italy" organiserede oprør og udbredte nationalistisk ideologi.
Vigtige begivenheder og milepæle
- 1820–1831: Flere mislykkede oprør i Napoli, Sicilien, og i de centrale italienske stater satte scenen for bredere modstand mod konservativ restauration.
- 1848–1849: De europæiske revolutioner nåede Italien. Der opstod folkestormer, og der blev proklameret republikker, herunder Roms Republik (1849) ledet af Mazzini og forsvaret af Garibaldi, men mange af disse forsøg blev nedkæmpet.
- 1859 — Den anden italienske frihedskrig: Under Premierminister Cavour indgik Piemont-Sardinien alliance med Frankrig (Napoleon III) mod Østrig. Sejre ved bl.a. Magenta og Solferino førte til, at Lombardiet tilhørte Piemont.
- 1860 — Expeditionen af de Tusind: Giuseppe Garibaldi førte en frivillig styrke fra det nordlige Italien og erobrede Sicilien og det sydlige kongedømme (Det to Sicilier), hvilket muliggjorde sydens tilslutning til den nye stat.
- 1861 — Kongeriget Italien: I marts 1861 blev det forenede kongerige proklameret med Victor Emmanuel II som konge. Mange områder var dog endnu ikke inkluderet.
- 1866: I forbindelse med Østrig-Preussen-krigen sluttede Italien sig til Preussen og fik Venedig (Venetia) som følge af Østrigs nederlag.
- 1870–1871 — Overtagelsen af Rom: Da Frankrig trak sine tropper bort under den fransk-preussiske krig, tog italienske styrker Rom og afsluttede dermed samlingen. I 1871 blev Rom hovedstad.
Væsentlige personer
- Camillo Benso, grev af Cavour (grev Cavour): Diplomat og premierminister i Piemont-Sardinien, arkitekt bag den internationale diplomati og liberal reformpolitik, som gjorde en national stat mulig.
- Giuseppe Garibaldi (Garibaldi): Folkehelt og militær leder, kendt for sin evne til at mobilisere frivillige (I Mille) og erobre Syditalien.
- Giuseppe Mazzini: Intellektuel og leder af Young Italy, han spredte de republikanske og nationalistiske idéer, som inspirerede generationer af aktivister.
- Victor Emmanuel II (Victor Emmanuel II): Kongen af Piemont-Sardinien, senere første konge af det forenede Italien.
Betydning og følger
- Politisk enhed: Risorgimento afsluttede århundreders politisk fragmentering og skabte en moderne nationalstat med centraliserede institutioner.
- Kirke–stat-konflikten: Overgangen betød tab af pavens verdslige magt (Pave-staten mistede territorium). Forholdet mellem den italienske stat og paven var anspændt i årtier; pavens reaktion med "den stengående Pavestol" og afvisning af de nye ordninger blev først endeligt løst med Laterantraktaten i 1929.
- Økonomiske og sociale udfordringer: Foreningen bragte ikke øjeblikkelig velstand. Der opstod store regionale forskelle — især mellem industrielt nord og agrart syd (den såkaldte "southern question" eller questione meridionale) — samt problemer som røveri og politisk ustabilitet i syd.
- Kulturel identitet: Risorgimento skabte et fælles symbolsprog: trikoloren (grøn-hvid-rød), patriotiske sange og helte som Garibaldi blev nationale ikoner, og et moderne italiensk sprog og offentlig kultur blev fremmet.
- Internationale konsekvenser: En samlet Italien ændrede magtbalancen i Europa og blev senere en vigtig aktør i europæisk politik.
Arven fra Risorgimento
- Risorgimento er i dag både et symbol på national frigørelse og et felt for debat: man fremhæver både demokratiske og liberale idealer samt de mindre heldige følger som sociale uligheder og tvungen centralisering.
- Historisk hukommelse om perioden har påvirket italiensk politik, kultur og identitet frem til moderne tid.
Risorgimento var således en kompleks proces med politiske, militære, diplomatiske og kulturelle elementer, der tilsammen gjorde det muligt at samle Italien som nation mellem 1815 og 1871. Dets resultater og ubesvarede problemer har formet Italiens videre udvikling gennem det 19. og 20. århundrede.
Napoléons nederlag til Napoleon
Napoléon Bonaparte invaderede Italien i 1796 og kontrollerede det senere. Da han blev besejret i 1815 i slaget ved Waterloo, kunne de frie stater nu slutte sig sammen.
Wienerkongressen (1814-1815) genindførte det ancien regime fra før krigen. Det østrigske kejserrige, der blev styret af habsburgerne, kontrollerede det meste af Italien.
Erobring af Sardinien
Victor Emmanuel af Piemonte-Sardinien havde en stor vision om et forenet Italien. Han ønskede, at Piemonte-Sardinien skulle være en model for Italiens forening. For at gøre dette iværksatte han mange offentlige arbejder, projekter og politiske reformer. Piemonte-Sardinien blev snart anerkendt som en fremvoksende magt. Det næste skridt til dens erobring var at få Østrig ud af den italienske halvø.
Da Krimkrigen brød ud mellem Frankrig og Storbritannien på den ene side og Rusland på den anden side, havde Piemonte-Sardinien en chance for at vinde respekt og skabe sig et navn. Storbritannien og Frankrig sejrede, og Sardinien kunne deltage i fredskonferencen. Som følge heraf fik Piemonte-Sardinien støtte fra den franske kejser Napoléon III.
Victor Emmanuel II og Camillo Benso, greve af Cavour, hovedpersoner i den italienske ening.
Krig mod Østrig
I 1858 udtænkte Sardinien og Frankrig i hemmelighed en plan for et angreb på Østrig. Året efter satte Sardinien sin plan i værk. I stedet for at angribe tilskyndede Sardinien til nationalistiske oprør i de østrigsk besatte områder i Italien for at provokere Østrig til at starte krigen. Efter slagene ved Magenta og Solferino drev Frankrig Østrig ud af Lombardiet, men Østrig holdt stadig fast i Venetien.
Frankrig trak sig derefter ud af krigen, da landet frygtede, at et forenet Italien kunne være en trussel, og indså, at den østrigske styrke i sidste ende ville knuse franskmændene. Det afsluttede krigen, og Østrig beholdt Venetien.
Færdiggørelse af foreningen
I mellemtiden ledede den italienske nationalist Giuseppe Garibaldi en nationalistisk opstand for at samle staterne og territorierne i én republik. Da Sardinien afsluttede krigen, gav Garibaldi det de fleste af provinserne. I marts 1861 vedtog et parlament bestående af hele Italien undtagen Rom og Venetien at forene Italien med Victor Emmanuel II som den første konge. Da Preussen besejrede Østrig i en krig i 1866, indgik Italien en aftale med Berlin for at tvinge Wien til at overdrage Venetien, hvilket efterlod Rom som den sidste italienske by, der endnu ikke var blevet tilføjet.
Den fransk-preussiske krig
På grund af den fransk-preussiske krig i 1870 sendte Frankrig sin hær væk fra Rom. Uden beskyttelse kunne paven ikke yde modstand, og Rom blev til sidst Italiens hovedstad.
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er italiensk forening?
A: Den italienske forening, også kendt som Risorgimento, er en bevægelse, der forenede de italienske stater i det 19. århundrede.
Q: Hvornår begyndte bevægelsen?
A: Bevægelsen begyndte i 1815 med Wienerkongressen.
Spørgsmål: Hvem var nogle af de nøglepersoner, der var involveret i foreningen af Italien?
A: Grev Cavour, der var premierminister i Piemonte, og Giuseppe Garibaldi, en italiensk nationalhelt, der forenede Syditalien, var begge vigtige figurer, der var involveret i foreningen af Italien.
Spørgsmål: Hvordan blev Rom Italiens hovedstad?
Svar: Rom blev Italiens hovedstad takket være grev Cavour og Giuseppe Garibaldi.
Spørgsmål: Hvem blev konge, da Italien blev forenet?
Svar: Kong Victor Emmanuel II blev konge, da Italien blev forenet.
Spørgsmål: Hvilket år sluttede Italiens forening?
Svar: Den italienske forening sluttede i 1871.
Spørgsmål: Hvad betyder "Risorgimento"?
Svar: Risorgimento betyder "genopstandelse".
Søge