Italiensk forening (italiensk: Unità d'Italia), også kendt som Risorgimento (som betyder "genopstandelsen"), henviser til den italienske bevægelse, der forenede de italienske stater i det 19. århundrede. Bevægelsen begyndte i 1815 med Wienerkongressen. Den sluttede i 1871, da Rom blev hovedstad i Kongeriget Italien takket være indsatsen fra grev Cavour, Piemontes premierminister, og Giuseppe Garibaldi, en italiensk nationalhelt, der forenede Syditalien. Det gjorde det muligt for kong Victor Emmanuel II at blive den første konge af Italien.

Baggrund og årsager

  • Politiske forhold efter 1815: Wienerkongressen genskabte et fragmenteret Italien bestående af kongedømmer, fyrstedømmer og de pavelige stater under udenlandsk indflydelse (især Østrig).
  • Nationalisme og liberalisme: Oplysningstidens ideer, økonomiske og sociale forandringer samt befolkningens voksende ønske om en samlet nationalstat drev bevægelsen.
  • Revolutionære grupper: Hemmelige selskaber som Carbonari og bevægelser som Giuseppe Mazzinis "Young Italy" organiserede oprør og udbredte nationalistisk ideologi.

Vigtige begivenheder og milepæle

  • 1820–1831: Flere mislykkede oprør i Napoli, Sicilien, og i de centrale italienske stater satte scenen for bredere modstand mod konservativ restauration.
  • 1848–1849: De europæiske revolutioner nåede Italien. Der opstod folkestormer, og der blev proklameret republikker, herunder Roms Republik (1849) ledet af Mazzini og forsvaret af Garibaldi, men mange af disse forsøg blev nedkæmpet.
  • 1859 — Den anden italienske frihedskrig: Under Premierminister Cavour indgik Piemont-Sardinien alliance med Frankrig (Napoleon III) mod Østrig. Sejre ved bl.a. Magenta og Solferino førte til, at Lombardiet tilhørte Piemont.
  • 1860 — Expeditionen af de Tusind: Giuseppe Garibaldi førte en frivillig styrke fra det nordlige Italien og erobrede Sicilien og det sydlige kongedømme (Det to Sicilier), hvilket muliggjorde sydens tilslutning til den nye stat.
  • 1861 — Kongeriget Italien: I marts 1861 blev det forenede kongerige proklameret med Victor Emmanuel II som konge. Mange områder var dog endnu ikke inkluderet.
  • 1866: I forbindelse med Østrig-Preussen-krigen sluttede Italien sig til Preussen og fik Venedig (Venetia) som følge af Østrigs nederlag.
  • 1870–1871 — Overtagelsen af Rom: Da Frankrig trak sine tropper bort under den fransk-preussiske krig, tog italienske styrker Rom og afsluttede dermed samlingen. I 1871 blev Rom hovedstad.

Væsentlige personer

  • Camillo Benso, grev af Cavour (grev Cavour): Diplomat og premierminister i Piemont-Sardinien, arkitekt bag den internationale diplomati og liberal reformpolitik, som gjorde en national stat mulig.
  • Giuseppe Garibaldi (Garibaldi): Folkehelt og militær leder, kendt for sin evne til at mobilisere frivillige (I Mille) og erobre Syditalien.
  • Giuseppe Mazzini: Intellektuel og leder af Young Italy, han spredte de republikanske og nationalistiske idéer, som inspirerede generationer af aktivister.
  • Victor Emmanuel II (Victor Emmanuel II): Kongen af Piemont-Sardinien, senere første konge af det forenede Italien.

Betydning og følger

  • Politisk enhed: Risorgimento afsluttede århundreders politisk fragmentering og skabte en moderne nationalstat med centraliserede institutioner.
  • Kirke–stat-konflikten: Overgangen betød tab af pavens verdslige magt (Pave-staten mistede territorium). Forholdet mellem den italienske stat og paven var anspændt i årtier; pavens reaktion med "den stengående Pavestol" og afvisning af de nye ordninger blev først endeligt løst med Laterantraktaten i 1929.
  • Økonomiske og sociale udfordringer: Foreningen bragte ikke øjeblikkelig velstand. Der opstod store regionale forskelle — især mellem industrielt nord og agrart syd (den såkaldte "southern question" eller questione meridionale) — samt problemer som røveri og politisk ustabilitet i syd.
  • Kulturel identitet: Risorgimento skabte et fælles symbolsprog: trikoloren (grøn-hvid-rød), patriotiske sange og helte som Garibaldi blev nationale ikoner, og et moderne italiensk sprog og offentlig kultur blev fremmet.
  • Internationale konsekvenser: En samlet Italien ændrede magtbalancen i Europa og blev senere en vigtig aktør i europæisk politik.

Arven fra Risorgimento

  • Risorgimento er i dag både et symbol på national frigørelse og et felt for debat: man fremhæver både demokratiske og liberale idealer samt de mindre heldige følger som sociale uligheder og tvungen centralisering.
  • Historisk hukommelse om perioden har påvirket italiensk politik, kultur og identitet frem til moderne tid.

Risorgimento var således en kompleks proces med politiske, militære, diplomatiske og kulturelle elementer, der tilsammen gjorde det muligt at samle Italien som nation mellem 1815 og 1871. Dets resultater og ubesvarede problemer har formet Italiens videre udvikling gennem det 19. og 20. århundrede.