Italiensk genforening | den italienske bevægelse, der forenede de italienske stater i det 19. århundrede

Napoléons nederlag til Napoleon

Napoléon Bonaparte invaderede Italien i 1796 og kontrollerede det senere. Da han blev besejret i 1815 i slaget ved Waterloo, kunne de frie stater nu slutte sig sammen.

Wienerkongressen (1814-1815) genindførte det ancien regime fra før krigen. Det østrigske kejserrige, der blev styret af habsburgerne, kontrollerede det meste af Italien.

Erobring af Sardinien

Victor Emmanuel af Piemonte-Sardinien havde en stor vision om et forenet Italien. Han ønskede, at Piemonte-Sardinien skulle være en model for Italiens forening. For at gøre dette iværksatte han mange offentlige arbejder, projekter og politiske reformer. Piemonte-Sardinien blev snart anerkendt som en fremvoksende magt. Det næste skridt til dens erobring var at få Østrig ud af den italienske halvø.

Da Krimkrigen brød ud mellem Frankrig og Storbritannien på den ene side og Rusland på den anden side, havde Piemonte-Sardinien en chance for at vinde respekt og skabe sig et navn. Storbritannien og Frankrig sejrede, og Sardinien kunne deltage i fredskonferencen. Som følge heraf fik Piemonte-Sardinien støtte fra den franske kejser Napoléon III.

Krig mod Østrig

I 1858 udtænkte Sardinien og Frankrig i hemmelighed en plan for et angreb på Østrig. Året efter satte Sardinien sin plan i værk. I stedet for at angribe tilskyndede Sardinien til nationalistiske oprør i de østrigsk besatte områder i Italien for at provokere Østrig til at starte krigen. Efter slagene ved Magenta og Solferino drev Frankrig Østrig ud af Lombardiet, men Østrig holdt stadig fast i Venetien.

Frankrig trak sig derefter ud af krigen, da landet frygtede, at et forenet Italien kunne være en trussel, og indså, at den østrigske styrke i sidste ende ville knuse franskmændene. Det afsluttede krigen, og Østrig beholdt Venetien.

Færdiggørelse af foreningen

I mellemtiden ledede den italienske nationalist Giuseppe Garibaldi en nationalistisk opstand for at samle staterne og territorierne i én republik. Da Sardinien afsluttede krigen, gav Garibaldi det de fleste af provinserne. I marts 1861 vedtog et parlament bestående af hele Italien undtagen Rom og Venetien at forene Italien med Victor Emmanuel II som den første konge. Da Preussen besejrede Østrig i en krig i 1866, indgik Italien en aftale med Berlin for at tvinge Wien til at overdrage Venetien, hvilket efterlod Rom som den sidste italienske by, der endnu ikke var blevet tilføjet.

Den fransk-preussiske krig

På grund af den fransk-preussiske krig i 1870 sendte Frankrig sin hær væk fra Rom. Uden beskyttelse kunne paven ikke yde modstand, og Rom blev til sidst Italiens hovedstad.

Relaterede sider

• Camillo Benso, greve af Cavour
• Tysklands genforening