Hagfish er kraniater i overklassen Cyclostomata, klassen Myxini. Hagfisk har ikke noget skelet, men de har et kranium, som er lavet af brusk.

På grund af dette mener mange forskere, at Myxini ikke burde være i underfamilien Vertebrata. På grund af deres finner og gæller kaldes de dog fisk. De er marine, hvilket betyder, at de lever i havet.

Den oprindelige klassifikation fra det 19. århundrede grupperer slørhaler og lampretter sammen som cyclostomer (eller historisk set Agnatha), som den ældste overlevende klasse af hvirveldyr sammen med gnathostomer . Et alternativt skema foreslog, at hvirveldyr med kæber er tættere beslægtet med lampretter end med hagfisk, så hvirveldyr omfatter lampretter, men ikke hagfisk.

Nylige DNA-beviser støtter den oprindelige ordning.

Udseende og anatomi

Slørhaler er langstrakte, slangelignende dyr, typisk 30–100 cm lange afhængig af art, men nogle bliver større. De har et blødt, slimet legeme uden rygsøjle eller knogler; kroppen er dog understøttet af brusket kranium og et enkelt, langsgående bruskstrøg i stedet for en egentlig rygrad. Mundåbningen er rund og tandløs men forsynet med grove tandplader, som bruges til at raspende føde fra døde dyr eller at bore sig ind i byttets kød.

Et af de mest karakteristiske træk er de mange slimkirtler langs siderne af kroppen. Når en slørhale forstyrres, udskiller disse kirtler store mængder tykt slim, som hurtigt opblandes med vand og danner en klæbrig søjle, der kan kvæle eller irritere gæller hos andre fisk. For at fjerne slim og få bedre greb knytter hagfisken ofte sin krop i en knude og trækker knuden fremover.

Levested og udbredelse

Slørhaler lever i havet over det meste af verden, især i tempererede og kølige farvande. Mange arter findes på dybt vand langs kontinentalskråninger, men nogle lever også på lavere dybder og langs kysterne. De søger ofte tilflugt i sand- eller sedimentbuer, under sten eller i huler på havbunden.

Føde og adfærd

  • Hovedsageligt ådselædere: Slørhaler lever ofte af døde eller døende fisk og hvirvelløse dyr. De kan fornemme bytte via lugtesansen og trække sig ind i kadavre for at æde indefra.
  • Kan angribe levende bytte: I nogle tilfælde borer de sig ind i levende fisk eller hvirvelløse dyr for at æde dem indefra.
  • Langsom metabolisme: De kan tåle lange perioder uden mad og har en langsom stofskifte, hvilket passer til livet på dybt vand med sparsom føde.

Reproduktion og udvikling

Reproduktionsbiologien hos slørhaler er kun delvist kendt. De fleste arter antages at være ovipare (lægger æg) med relativt store æg og få afkom. Der er tegn på, at udviklingen er direkte, uden fritlevende larvestadier som hos mange andre fisk. Kønsmodenhed kan tage flere år, og reproduktionshændelser kan være sjældne, hvilket betyder, at populationer kan være sårbare over for overfiskeri.

Systematik og evolution

Slørhaler tilhører klassen Myxini. Der har længe været debat om deres placering i forhold til lampretter og andre hvirveldyr. Traditionelt blev slørhaler og lampretter sat sammen som cyclostomer, men et alternativt forslag placerede hagfisk som mere basale kraniater adskilt fra sande hvirveldyr. Moderne molekylærgenetiske studier (DNA-analyser) har dog i høj grad genindført ideen om cyclostomernes monofyli — altså at slørhaler og lampretter udgør en naturlig gruppe.

Økologisk og økonomisk betydning

Økologisk er slørhaler vigtige som oprydningsdyr på havbunden, fordi de hjælper med at nedbryde døde dyr. For mennesker er de interessante både positivt og negativt:

  • Biomaterialer: Hagfiskeslim har egenskaber, som forskere studerer til anvendelser inden for nye materialer (fx stærke, lette tråde).
  • Fiskehandel: I nogle regioner fanges slørhaler kommercielt, blandt andet til produktion af "hagfish leather" (læder-lignende produkter) og til konsum, hvilket kan føre til lokal overfiskning.
  • Biologisk forskning: Slørhaler bruges i studier af tidlig vertebratudvikling, da de har primitive træk, som kan give indblik i kraniaternes tidlige evolution.

Bevaringsstatus

Fordi mange arter lever på dybt vand og reproducerer langsomt, er deres populationer sårbare over for overudnyttelse og bifangst. For nogle arter er der ringe data, hvilket gør det svært at vurdere deres bevaringsstatus præcist. Lokal regulering af fangst og bedre overvågning anbefales, hvor industrielle fiskerier påvirker dem.

Samlet set er slørhaler usædvanlige og fascinerende dyr: de er kraniater uden rygsøjle, med et ekstremt slimforsvar og en rolle som både oprydningsdyr i havet og som modelorganismer inden for forskning. Den videnskabelige diskussion om deres præcise evolutionære placering har været intens, men moderne DNA-beviser peger på, at cyklostomerne (slørhaler + lampretter) udgør en naturlig gruppe.