Hasselmusen eller den almindelige hasselmus er Muscardinus avellanarius. Denne lille gnaver er den eneste nulevende art i sin slægt. Kroppens længde er typisk 6–9 cm, halen 5,7–7,5 cm. Vægten ligger normalt omkring 17–20 g, men før vinterdvalen kan den stige til 30–40 g, når dyret fedter op. I engelsksprogede kilder kaldes den som regel "hazel dormouse".

Udseende

Hasselmusen har blød, gyldenbrun pels, store runde øjne og relativt store ører. Halen er busket og bruges til balance ved klatring. Sammenlignet med spiselige hasselmus (Glis glis) er hasselmusen betydeligt mindre og slankere.

Levevis og adfærd

Hasselmus er primært nataktiv og lever mest i trækroner og tæt buskvegetation. Den er en dygtig klatrer og bevæger sig sjældent på jorden i åbent terræn. Den bygger bolignæver af blade, mos og græs i buske, lunde eller huler i træer, ofte gemt i tæt vegetation.

Føde

Kosten er alsidig og følger årstiderne. Hasselmusen spiser bl.a. blomster og pollen (især fra hassel), nektar, bær, frugter, nødder, samt små insekter og edderkopper. Ændringer i blomstringstid og insektforekomst kan påvirke overlevelse og formering.

Formering

Parring og ynglesæson ligger typisk i det sene forår og sommer. Efter en drægtighedsperiode på nogle uger får hunnen normalt ét til to kuld om året med typisk 4–6 unger pr. kuld. Ungerne vokser hurtigt og kan forlade reden efter nogle uger.

Dvale

Hasselmusen går i dvale fra omkring oktober til april/maj afhængig af klimaet. Dvalen består af langvarige perioder med lav aktivitet (torpor) forbundet med fedtlagring før vinteren. Evnen til at gå i dvale gør arten følsom over for ændringer i fødetilgængelighed og milde vinterer, som kan forstyrre dvalerytmen.

Habitat og udbredelse

Arten foretrækker blandet løvskov, krat, hegn og levende hegn, samt områder med tæt undervækst og sammenhængende træ- og busklag. Den er hjemmehørende i Nordeuropa og Lilleasien og findes spredt i store dele af Europa. Det er den eneste hasselmus, der er hjemmehørende på de britiske øer, selv om den spiselige hasselmus (Glis glis) ved et uheld blev indført på de britiske øer og nu har en etableret bestand nogle steder.

De områder i Det Forenede Kongerige, hvor hasselmusen forekommer, er kortlagt og kan ses på webstedet for det nationale biodiversitetsnetværk (National Biodiversity Network).

Bevarelse og trusler

Selvom arten globalt ofte vurderes som mindre truet, er mange lokale bestande pressede. De største trusler er:

  • Tab og fragmentering af egnede levesteder (fx fældning af hegn og beskæring af levende hegn).
  • Intensiv skovdrift uden underbevoksning eller efterladte buske.
  • Pesticider, som reducerer insektbyttet og blomstringen.
  • Rovdyr som katte og ræve, særligt i fragmenterede landskaber.

Mange lande har tilbagegang, og i flere regioner er der iværksat overvågning, genopretning af hegn og korridorer samt beskyttelse af levesteder for at støtte bestanden. Lokale beskyttelsesforanstaltninger og fokuseret pleje af løvskov og levende hegn hjælper med at bevare arten.

Praktiske råd til naturpleje

  • Bevar og genopret sammenhængende busk- og trælag, især hassel, slåen og brombærkrat.
  • Undgå total oprydning i skovbryn – efterlad bundvegetation og dødt ved for insekter og skjul.
  • Skab eller bevare korridorer mellem skovlommer, så hasselmusen kan bevæge sig sikkert.
  • Reducer brugen af pesticider i nærheden af leveområder.

Hasselmusen er en karakteristisk, lille skovboer med krav om strukturrig vegetation og sammenhæng i landskabet. Med rette pleje og bevaringsindsats kan mange lokale bestande stabiliseres eller genoprettes.