Helix — slægt af landsnegle: havesnegle, spisesnegle og biologi
Opdag Helix — stor slægt af landsnegle: havesnegle og spisesnegle (H. aspersa, H. pomatia). Læs om biologi, adfærd, udbredelse, skadedyrsproblemer og kulinarisk brug.
Helix er en slægt af store luftåndende landsnegle, altså lungehvepsesnegle, som lever på land. Disse snegle har et typisk spiralformet hus, en blød krop med en fod til bevægelse og et åndingshul (pneumostom) på kroppens højre side.
Udbredelse og fossilt kendskab
Slægten Helix er kendt fra Oligocæn og frem i fossile lag. Nuværende naturlig udbredelse er primært i Europa og i områderne omkring Middelhavet, men flere arter er blevet indført til andre verdensdele af mennesker.
Arter og betydning
De mest kendte arter er Helix aspersa, den almindelige eller brune havesnegl, og Helix pomatia, den romerske snegl, Burgundsnegl eller spisesnegl. H. pomatia og nogle andre arter høstes og tilberedes som føde; de kendes internationalt som escargot. Nogle arter i slægten er gode at spise, mens andre kan være skadedyr i havebrug eller have økologiske konsekvenser, når de indføres udenfor deres oprindelige udbredelsesområde.
Biologi og adfærd
Helix-snegle foretrækker kølige og fugtige omgivelser, fordi de let kan udtørre. De er mest aktive om natten og i perioder lige efter regnvejr. Under ugunstige forhold trækker sneglene sig ind i deres hus og søger skjul under sten, blade eller anden dækning for at undgå rovdyr og udtørring. I tørre klimaer samles sneglene ofte nær vandkilder, også kunstige som spildevandsudløb fra klimaanlæg.
Sneglene har en radula (raspetunge) med mange små tandlignende strukturer, som de bruger til at skære og rive plantevæv. Den almindelige havesnegl (Helix aspersa) er primært planteædende og kan angribe mange haveplanter, inklusiv gulerødder og salat. For at hjælpe fordøjelsen bærer de ofte en gruppe af symbiotiske bakterier, som kan nedbryde komplekse plantestoffer som cellulose til enklere sukkerarter.
Formering og kærlighedspile
Sneglene i slægten er hermafroditter — hver individ har både hanner og hunner organer — og de udveksler ofte sæd ved parring. En særlig adfærd er brugen af såkaldte kærlighedspile (love darts): kalkagtige eller chitinøse pile, som et individ nogle gange stikker ind i partnerens krop før kopulation. Disse pile indeholder slim og stoffer, der kan øge chancerne for, at den afgivne sæd succesfuldt befrugter æggene.
Efter parring lægger sneglene æg i jorden eller andet fugtigt substrat. En enkelt kuld kan variere meget i størrelse (typisk fra nogle få til flere dusin æg), og en snegl kan lægge flere kuld i løbet af sin levetid. Udviklingstiden til frøene klækkes afhænger af temperatur og fugtighed. Levetiden for arter i slægten varierer, men mange lever typisk flere år under gode forhold.
Økologi, rovdyr og sygdomme
Helix-snegle spiller en rolle i økosystemet ved at nedbryde plantemateriale og være føde for fugle, små pattedyr, padder og nogle insekter. De kan dog også være værter for parasitter og sygdomme, som kan skade vilde dyr eller udgøre en risiko for mennesker, hvis sneglene spises rå eller dårligt tilberedte. Derfor anbefales grundig tilberedning af spisesnegle.
Indførelse, skadedyr og bekæmpelse
Helix-snegle er blevet indført i hele verden, og nogle arter, især H. aspersa, er blevet almindelige skadedyr i haver og landbrug. Bekæmpelse kan omfatte forebyggende foranstaltninger som barrierer og rydning af skjulesteder, fælder (f.eks. øl-fælder), mekanisk fjernelse og brug af biologiske midler. En anvendt biologisk kontrol er nematoden Phasmarhabditis hermaphrodita, som angriber snegle og dræber dem uden at skade mange andre dyr. Kemiske midler findes også, men bør anvendes med omtanke i forhold til miljøet og ikke-målorganismer.
Kulinarisk brug og forvaltning
Nogle Helix-arter indsamles og opdrættes til menneskeføde. H. pomatia er en af de mest eftertragtede til escargot, og i visse lande er høst og salg reguleret eller beskyttet for at beskytte bestandene. Ved indsamling til føde er korrekt rensning og varm tilberedning vigtig for at undgå sundhedsrisici.
Systematik og taksonomi
Taxonomien for landsnegle er under løbende revision med molekylære metoder, og arter der tidligere var placeret i Helix kan være blevet omplaceret i andre slægter. Derfor kan artnavne og systematisk placering variere i litteraturen.
Samlet set er Helix en vigtig og velkendt slægt, både naturhistorisk og kulturelt — fra deres rolle i haver og økosystemer til deres plads i køkkenet som spiselige snegle.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvilken slægt tilhører de store luftåndende landsnegle?
A: Slægten af store luftåndende landsnegle er Helix.
Q: Hvor er Helix snegle hjemmehørende?
A: Helix-snegle er hjemmehørende i Europa og i områder omkring Middelhavet.
Sp: Hvad er nogle eksempler på arter i denne slægt?
A: Nogle eksempler på arter i Helix-slægten er Helix aspersa, den almindelige eller brune havesnegl, og Helix pomatia, også kendt som romersk snegl, bourgognesnegl eller spisesnegl.
Sp: Hvordan parrer snegle i denne slægt sig?
Svar: Snegle i denne slægt laver og bruger kærlighedspile under parringen.
Sp: Hvilken type miljø foretrækker de?
A: Helix-snegle foretrækker kølige, fugtige miljøer, da de let bliver tørre.
Sp: Hvornår er disse skabninger mest aktive?
Svar: Sneglene er mest aktive om natten og efter regnvejr.
Spørgsmål: Hvilken type kost har den almindelige havesnegl? A: Den almindelige havesnegl (Helix aspersa) er planteædende; den kan fordøje det meste vegetation, herunder gulerødder og salat, med hjælp fra en specialiseret afgrøde af symbiotiske bakterier, der nedbryder cellulose til simple sukkerarter til fordøjelse.
Søge