Et storhertugdømme er en stat, hvor statsoverhoved bærer titlen storhertug eller storhertuginde. Titlen adskiller sig fra hertug og konge ved at være højere end et almindeligt hertugdømme, men under et kongerige; historisk er den ofte skabt eller opgraderet som led i dynastiske aftaler og traktater i Europa i det 18.–19. århundrede.

Storhertugdømme som statsform i praksis

I moderne sammenhæng er et storhertugdømme typisk en konstitutionel monarki, hvor storhertugen fungerer som statsoverhoved med ceremonielle pligter og visse formelle beføjelser (fx udnævnelse af regeringschef, godkendelse af love). Rolle og magtbeføjelser varierer efter forfatningen i det enkelte land; i de fleste tilfælde er den reelle udøvende magt overladt til folkevalgte organer.

Eksempel: Luxembourg

Luxembourg er i dag det eneste suveræne storhertugdømme. Luxembourg blev anerkendt som storhertugdømme efter Wienerkongressen i 1815 og kom i personalunion med Nederlandene, hvor kong William I samtidig blev udnævnt til storhertug af Luxembourg. I 1890 blev personalunionen afsluttet: Vilhelm III af Nederlandene døde uden mandlige arvinger, og i Nederlandene efterfulgtes han af dronning Wilhelmina. Luxembourg fulgte derimod salisk lov, som udelukkede kvindelige arvefølgers ret til tronen, og tronen gik dermed til en anden gren af huset Nassau (Adolphe af Nassau blev storhertug i 1890).

Den nuværende storhertug af Luxembourg er Henri; han overtog tronen efter storhertug Jean og blev indsættet den 7. oktober 2000. Luxembourgs forfatning gør storhertugen til landets formelle chef for staten med både repræsentative og visse konstitutionelle funktioner.

Andre historiske og regionale eksempler

Flere tidligere stater i Europa har båret betegnelsen storhertugdømme:

  • Finland var et storhertugdømme (det autonome Storhertugdømmet Finland) under den russiske zar fra 1809 til uafhængigheden i 1917.
  • Litauen var i middelalderen kendt som Det Store (Stor-)Hertugdømme af Litauen og var en betydelig selvstændig stat, senere i personalunion og forbund med Polen (det polsk-litauiske fællesskab).
  • Flere tyske stater bar i 1800‑tallet titlen storhertugdømme, fx Baden, Hessen, Mecklenburg‑Schwerin, Mecklenburg‑Strelitz, Oldenburg og Saxe‑Weimar‑Eisenach.
  • Det toskanske storhertugdømme (Toscana) var en betydende stat i Italien indtil midten af 1800‑tallet.

Den nederlandske provins Limburg har en kompleks historik i det 19. århundrede, men det korrekte er, at Limburg historisk har været et hertugdømme eller delvist under særordninger — ikke et selvstændigt, internationalt anerkendt storhertugdømme på linje med Luxembourg.

Uofficielle titler og nutidig betydning

Der findes også familier og mindre lokale hædersbevisninger, hvor personer bruger titlen "storhertug" eller "storhertuginde" uden bred international anerkendelse som suveræne regenter. I nutidens statssystem er betegnelsen først og fremmest historisk og ceremoniel; kun Luxembourg er i dag et selvstændigt land med en aktiv, anerkendt storhertugtitel.

Opsummering: Et storhertugdømme er en monarkisk stat med et statsoverhoved kaldet storhertug eller storhertuginde. Luxembourg er det eneste nuværende suveræne storhertugdømme, men flere europæiske stater har tidligere båret titlen i formelle eller historiske perioder.