Flyveudygtige fugle: Definition, arter, evolution og eksempler
Lær om flyveudygtige fugle: definition, arter, evolution og eksempler som struds, kiwi og pingvin. Unikke tilpasninger, økologi og evolutionære forklaringer.
Flyveudygtige fugle er fugle, der ikke kan flyve. De er afhængige af andre måder at bevæge sig på, typisk at løbe eller svømme, og de har udviklet sig fra flyvende forfædre. Der findes i dag omkring 60 nulevende arter, hvoraf de mest kendte er strudsen, emuen, kasuaren, næsehornsfuglen, kiwien og pingvinen.
Arter og eksempler
De flyveudygtige fugle omfatter en række velkendte grupper:
- Store løbefugle som strudsen, emu og kasuar.
- Små ø-spesifikke raller og rails, f.eks. Inaccessible Island-ralle (en af de mindste nulevende flyveudygtige fugle: længde ca. 12,5 cm, vægt ≈ 34,7 g).
- Pingviner, som er stærkt tilpassede til svømning frem for flyvning.
- Unikke ø-endemiske arter som den nyezealandske kiwi og takahe.
Anatomi og tilpasninger
De vigtigste anatomiske kendetegn ved flyveudygtige fugle er reducerede vingeben og en manglende eller stærkt reduceret køl på brystbenet. Kølen forankrer de muskler, der er nødvendige for vingernes kraftige opad- og nedadbevægelse; når denne køl forsvinder, kan fuglen ikke længere generere den nødvendige kraft til flyvning. Mange flyveudygtige arter har desuden kraftigere ben og ændret kropsform, som understøtter løb eller svømning.
Nogle flyveudygtige arter har en ændret fjerdragt: nogle har tættere eller mere isolerende fjer, f.eks. pingviner, der har tætte, skælformede fjer til at holde på varmen i vandet, mens andre ø-arter kan have blødere eller ændret fjerstruktur. Generelt gælder, at fjerdragtens funktion tilpasses de nye levevisformer og – i nogle tilfælde – reverserer visse flyve-relaterede træk; f.eks. kan vokal- og displaystrukturer ændre sig i fravær af flyvning. Flere af disse forhold vedrører fjer som en vigtig biologisk komponent, og der findes variation i fjerens antal og struktur mellem arter med forskellig økologi (fjer).
Evolutionære årsager
Flyveløshed er opstået uafhængigt mange gange i fuglenes evolution. Flere faktorer forklarer, hvorfor selektion ofte favoriserer tab af flyveevne under visse omstændigheder:
- Mangel på landrovdyr, især på isolerede øer, mindsker behovet for at flygte i luften.
- Energiøkonomi: flyvning er dyrt i energibudgettet. Hvis flyvning ikke er nødvendig, kan ressourcer i stedet investeres i kropsstørrelse, reproduktion eller benudvikling.
- Nichespecialisering, fx overgang til liv i vand (pingviner) eller til hurtig løb på åbent land (struce), leder til fysiologiske ændringer, der er inkompatible med aktiv flyvning.
Når kravene til flyvning bortfalder, virker der en naturlig selektion imod at opretholde og udvikle flyve-relaterede træk, fordi disse træk kan være omkostningsfulde. At flyveløshed forekommer især på øer illustrerer også, at ø-økologi ofte fremmer denne udvikling; nogle flyveudygtige ø-arter er desuden nært beslægtede med flyvende slægtninge, hvilket viser hvor hurtigt sådanne ændringer kan opstå (indebærer, at flyvning er en betydelig biologisk omkostning).
Udbredelse og økologi
New Zealand har flere arter af flyveudygtige fugle (herunder kiwier, flere pingvinarter og takahe) end noget andet land. En væsentlig årsag er, at der indtil menneskets ankomst for tusind år siden manglede store landrovdyr på øerne; de største naturlige rovdyr var rovfugle, hvilket gav grobund for specialiseringer mod jordbaseret liv.
Flyveudygtige fugle kan udfylde mange økologiske roller: de kan være planteædere (struce), rovdyr (nogle raller og uddøde grupper), eller specialister på marine fødekilder (pingviner). Mange er vigtige for spredning af frø og for opretholdelse af lokale fødekæder.
Bevarelse og menneskelig betydning
Mange flyveudygtige arter er sårbare over for menneskelige påvirkninger. Indførte rovdyr som rotter, katte, hunde og svin, samt habitatødelæggelse og overjagt, har ført til udryddelse eller kraftigt reducerede bestande for flere arter — klassiske eksempler er dodo og de nyezealandske moa, som uddøde efter menneskets ankomst. Derfor er bevarelse af ø-endemiske habitat og kontrol med invasive arter centrale indsatsområder.
Samfundsøkonomisk er nogle flyveudygtige fugle også blevet udnyttet af mennesker: strudse opdrættes kommercielt for kød, fjer og deres skind, som anvendes til læderproduktion. Fordi de ikke har behov for at flyve, er fangenskab og håndtering af mange af disse arter ofte enklere end hos flyvende fugle.
Uddøde grupper
Der har eksisteret flere store og specialiserede uddøde flyveudygtige fugle. Eksempler er de gigantiske elefantfugle og moaer, samt de store, landlevende rovdyr i familien Phorusrhacidae, som i nogle perioder blev meget store og udviklede sig til tunge landjagende rovdyr. Disse grupper viser, at tab af flyveevne kan føre til omfattende morfologisk og økologisk diversificering.
Samlet set er flyveudygtige fugle et fremragende eksempel på, hvordan funktionelle krav og økologiske betingelser former organismers anatomi, adfærd og udbredelse. Bevarelse af eksisterende arter kræver særlig opmærksomhed på økosystemernes sårbarhed over for invasive arter og menneskelig aktivitet.
Pingviner er et velkendt eksempel på flyvefærdige fugle
Fordele og ulemper ved flyvning
En fugl uden flyveevne er en fugl, der stammer fra forfædre, som havde flyveevne. Det kan virke mærkeligt, at en af de mest almindelige tilpasninger hos fugle er tabet af flyveevne! For at forstå det er man nødt til at forstå, hvad de vigtigste fordele ved flyvning er for dyr, som engang var begrænset til landjorden.Fordelene ved at flyve handler om at kunne leve i et meget større geografisk område end landbaserede dyr. Dette ses bedst hos trækfugle, som lever deres liv på to forskellige breddegrader og får det bedste ud af hver af dem. Det normale system er, at de lægger deres æg og opfostrer deres unger et sted og vokser det meste af deres vækst et andet sted. Selv fugle, der ikke trækker, har gavn af at flyve for at finde redepladser og få deres føde. Ud over at søge føde er den største fordel ved at flyve at undgå mange af de rovdyr, der æder landlevende dyr.
Forståeligt nok er flyvevåger i mindretal: ud af ca. 10.000 levende fuglearter er kun ca. 60 flyvevåger. Før mennesket kom til øerne, fandtes der mange flere arter af flyvevåge fugle. Da de fossile optegnelser aldrig er komplette, er det ikke muligt at give et tal for antallet af flyvevåge fuglearter, der levede, før mennesket forlod Afrika.
På trods af dette generelle billede har der været fugle, der mistede evnen til at flyve kort efter, at flyvning udviklede sig. De første fossile fugle uden flyveevne blev fundet i kridttiden. Det har længe været anerkendt, at der er omstændigheder, hvor det bestemt ikke er en god ting at have vinger. Sammenhængen mellem oceaniske øer og flyvefrihed var kendt af Darwin. Forklaringen er for det første, at oceaniske øer har få rovdyr. For det andet, at der opstår storme, som kan blæse fugle med vinger helt væk fra øen så langt væk, at de ikke kan finde tilbage. Når de først har mistet flyvningen, kan landfuglene udvikle sig til at blive større og tungere, og det gør mange af dem. Phorusrhacos blev et dominerende landrovdyr.
Eksempler på flugløse fugle
Følgende er flyvefærdige fugle i eller efter Holocæn-perioden.
Rotterne
- Struds
- Emu
- Kasuarer
- Moa (uddød)
- Elefantfugle (uddøde)
- Kiwier
- Rheas
Anseriformes (vandfugle)
- Dromornis (uddød)
Sphenisciformes (pingviner)
Charadriiformes (måger, terner, auker)
- Storalk (uddød)
Psittaciformes (Papegøjer)
Columbiformes (Duer, Duer)
- Dodo (uddød)
- Rodrigues Solitaire (uddød)
Struds
Storalk
Dodo
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Sp: Hvad er flyvevåger?
A: Flyvningsløse fugle er fugle, der ikke kan flyve, men er afhængige af deres evne til at løbe eller svømme.
Spørgsmål: Hvor mange arter af flyvevåge fugle findes der i dag?
A: Der findes ca. 60 arter af flyvevåge fugle, der lever i dag.
Spørgsmål: Hvad er den mindste flyvevåge fugl?
A: Den mindste flyvefærdige fugl er den uopnåelige ø-rille, som har en længde på 12,5 cm og en vægt på 34,7 g.
Spørgsmål: Hvad er den største nulevende flyvevåge fugl?
A: Den største levende flyvevåge er strudsen, som kan blive 2,7 m høj og veje 156 kg.
Spørgsmål: Hvorfor er nogle fuglearter, der lever på øer, ikke flyvefærdige?
A: Nogle fuglearter, der lever på øer, er flyveløse, fordi der er en selektion mod at flyve, når det ikke er nødvendigt for at overleve; at have vinger og være i stand til at flyve er forbundet med biologiske omkostninger, som disse fuglearter ikke behøver at betale, hvis de forbliver på jorden.
Spørgsmål: Er der andre uddøde familier, der er beslægtet med nutidens flyvevåger?
A: Ja, der fandtes andre familier af uddøde, men beslægtede, flyvevåge fugle som f.eks. phorusrhacidae, der udviklede sig til at være meget stærke jordiske rovdyr.
Spørgsmål: Hvordan bruges strudsefugle af mennesker i dag?
A: Strudse opdrættes for kødet og for deres skind, som bruges til at fremstille læder.
Søge