Flyveudygtige fugle er fugle, der ikke kan flyve. De er afhængige af andre måder at bevæge sig på, typisk at løbe eller svømme, og de har udviklet sig fra flyvende forfædre. Der findes i dag omkring 60 nulevende arter, hvoraf de mest kendte er strudsen, emuen, kasuaren, næsehornsfuglen, kiwien og pingvinen.

Arter og eksempler

De flyveudygtige fugle omfatter en række velkendte grupper:

  • Store løbefugle som strudsen, emu og kasuar.
  • Små ø-spesifikke raller og rails, f.eks. Inaccessible Island-ralle (en af de mindste nulevende flyveudygtige fugle: længde ca. 12,5 cm, vægt ≈ 34,7 g).
  • Pingviner, som er stærkt tilpassede til svømning frem for flyvning.
  • Unikke ø-endemiske arter som den nyezealandske kiwi og takahe.

Anatomi og tilpasninger

De vigtigste anatomiske kendetegn ved flyveudygtige fugle er reducerede vingeben og en manglende eller stærkt reduceret køl på brystbenet. Kølen forankrer de muskler, der er nødvendige for vingernes kraftige opad- og nedadbevægelse; når denne køl forsvinder, kan fuglen ikke længere generere den nødvendige kraft til flyvning. Mange flyveudygtige arter har desuden kraftigere ben og ændret kropsform, som understøtter løb eller svømning.

Nogle flyveudygtige arter har en ændret fjerdragt: nogle har tættere eller mere isolerende fjer, f.eks. pingviner, der har tætte, skælformede fjer til at holde på varmen i vandet, mens andre ø-arter kan have blødere eller ændret fjerstruktur. Generelt gælder, at fjerdragtens funktion tilpasses de nye levevisformer og – i nogle tilfælde – reverserer visse flyve-relaterede træk; f.eks. kan vokal- og displaystrukturer ændre sig i fravær af flyvning. Flere af disse forhold vedrører fjer som en vigtig biologisk komponent, og der findes variation i fjerens antal og struktur mellem arter med forskellig økologi (fjer).

Evolutionære årsager

Flyveløshed er opstået uafhængigt mange gange i fuglenes evolution. Flere faktorer forklarer, hvorfor selektion ofte favoriserer tab af flyveevne under visse omstændigheder:

  • Mangel på landrovdyr, især på isolerede øer, mindsker behovet for at flygte i luften.
  • Energiøkonomi: flyvning er dyrt i energibudgettet. Hvis flyvning ikke er nødvendig, kan ressourcer i stedet investeres i kropsstørrelse, reproduktion eller benudvikling.
  • Nichespecialisering, fx overgang til liv i vand (pingviner) eller til hurtig løb på åbent land (struce), leder til fysiologiske ændringer, der er inkompatible med aktiv flyvning.

Når kravene til flyvning bortfalder, virker der en naturlig selektion imod at opretholde og udvikle flyve-relaterede træk, fordi disse træk kan være omkostningsfulde. At flyveløshed forekommer især på øer illustrerer også, at ø-økologi ofte fremmer denne udvikling; nogle flyveudygtige ø-arter er desuden nært beslægtede med flyvende slægtninge, hvilket viser hvor hurtigt sådanne ændringer kan opstå (indebærer, at flyvning er en betydelig biologisk omkostning).

Udbredelse og økologi

New Zealand har flere arter af flyveudygtige fugle (herunder kiwier, flere pingvinarter og takahe) end noget andet land. En væsentlig årsag er, at der indtil menneskets ankomst for tusind år siden manglede store landrovdyr på øerne; de største naturlige rovdyr var rovfugle, hvilket gav grobund for specialiseringer mod jordbaseret liv.

Flyveudygtige fugle kan udfylde mange økologiske roller: de kan være planteædere (struce), rovdyr (nogle raller og uddøde grupper), eller specialister på marine fødekilder (pingviner). Mange er vigtige for spredning af frø og for opretholdelse af lokale fødekæder.

Bevarelse og menneskelig betydning

Mange flyveudygtige arter er sårbare over for menneskelige påvirkninger. Indførte rovdyr som rotter, katte, hunde og svin, samt habitatødelæggelse og overjagt, har ført til udryddelse eller kraftigt reducerede bestande for flere arter — klassiske eksempler er dodo og de nyezealandske moa, som uddøde efter menneskets ankomst. Derfor er bevarelse af ø-endemiske habitat og kontrol med invasive arter centrale indsatsområder.

Samfundsøkonomisk er nogle flyveudygtige fugle også blevet udnyttet af mennesker: strudse opdrættes kommercielt for kød, fjer og deres skind, som anvendes til læderproduktion. Fordi de ikke har behov for at flyve, er fangenskab og håndtering af mange af disse arter ofte enklere end hos flyvende fugle.

Uddøde grupper

Der har eksisteret flere store og specialiserede uddøde flyveudygtige fugle. Eksempler er de gigantiske elefantfugle og moaer, samt de store, landlevende rovdyr i familien Phorusrhacidae, som i nogle perioder blev meget store og udviklede sig til tunge landjagende rovdyr. Disse grupper viser, at tab af flyveevne kan føre til omfattende morfologisk og økologisk diversificering.

Samlet set er flyveudygtige fugle et fremragende eksempel på, hvordan funktionelle krav og økologiske betingelser former organismers anatomi, adfærd og udbredelse. Bevarelse af eksisterende arter kræver særlig opmærksomhed på økosystemernes sårbarhed over for invasive arter og menneskelig aktivitet.