Hvad er en kontratenor?

En kontratenor er en mandlig sanger, der typisk bruger en falsetstemme eller en veludviklet hovedstemme til at synge høje toner i samme område som en kvindelig kontraalto eller mezzosopran. Kontratenorer kaldes også nogle gange "mandlige altoer", men betegnelsen kontratenor er den mest almindelige i dag. Stemmetypen dækker forskellige teknikker: ren falset, en blandet (koordineret) hoved- og falsetklang eller i sjældnere tilfælde et højt modalregister.

Historie

Countertenorer blev brugt meget i renæssancen og barokken, især i kirkemusik og i vokalpolyfoni, fordi kvinder ofte ikke måtte synge i kirkekor. I denne periode skrev komponister en del musik til høje mandlige stemmer. Kontratenorer havde ikke samme store, dramatiske klang som kastrater, som var mere almindelige i operatraditionen i nogle lande, så kontratenorer blev ikke altid foretrukket i stor operascene.

I det 18. og 19. århundrede blev traditionen med kontratenorstemmen i vid udstrækning glemt på kontinentet, selv om mandlige altoer fortsat sang i engelske katedral- og kirkekor. I det 20. århundrede oplevede stemmen en genopblomstring — især efter den engelske kontratenor Alfred Deller blev kendt for sine indspilninger og koncerter med tidlig musik. Deller fremførte meget af den barokmusik, der oprindeligt var skrevet for høje mandlige stemmer, bl.a. værker af Henry Purcell, som ifølge kilder selv sang i dette register. Interessen for autentisk tidlig musik førte til, at kontratenorer igen blev brugt ofte til renæssance- og barokmusik.

Stemmeteknik og rækkevidde

Kontratenorer anvender oftest falset eller et kombineret hoved-/falsetregister for at nå de høje toner. Typisk ligger en kontratenors komfortable område omtrent fra omkring G3 eller A3 op til D5–F5, og nogle sangere kan gå endnu højere. Der er variation: nogle kontratenorer har en lys, meget falsetpræget klang, mens andre arbejder med en fyldigere, mere resonant tone ved hjælp af en blandet teknik.

Repertoire og roller

Repertoiret for kontratenorer omfatter især:

  • Tidlig musik: renæssance- og barokværker af komponister som Monteverdi, Purcell, Handel m.fl.
  • Oratorier og kirkemusik, hvor høje mandlige stemmer oprindeligt blev brugt.
  • Moderne opera og nyskrevne værker, hvor komponister bevidst skriver roller til kontratenorens klang.
  • Korskontekst i engelske katedraler, hvor mandlige altoer i nogle traditioner har overlevet kontinuerligt.

Mange af de berømte barokeroller, som oprindeligt blev skrevet til kastrater, synges i dag ofte af kontratenorer eller mezzosopraner, afhængig af produktionens stil og sangernes temperament.

Berømte kontratenorer

Efter Alfred Dellers revival har flere sangere gjort kontratenorstemmen kendt internationalt. Nogle af de mest prominente navne er James Bowman, Paul Esswood, Andreas Scholl, David Daniels, Philippe Jaroussky, Iestyn Davies og Max Emanuel Cencic. Disse sangere har udbredt kendskabet til stemmetypen gennem soloindspilninger, operaopførelser og kammerkoncerter.

Moderne brug og træning

Moderne sangundervisning for kontratenorer fokuserer på sikker registrering, resonans og sund støtte, så den høje klang kan bæres uden overbelastning. Mange konservatorier tilbyder specialiseret træning i historisk praksis, ornamentik og barokudtryk, som er nyttigt for dem, der vil fokusere på tidlig musik. Samtidig optræder kontratenorer i nyskrevne værker og crossover-projekter, så stemmen har i dag et bredere anvendelsesområde end kun tidlig musik.

Samlet set er kontratenoren en alsidig og historisk vigtig stemmetype, som både bevarer gamle traditioner og fornyer repertoiret gennem moderne fortolkning og komposition.