Dalmatisk var et romansk sprog, som blev talt langs kysten og på øerne i Dalmatien ved det østlige Adriaterhav. Sproget udviklede sig fra folkets latin efter den romerske kolonisation og udviser både træk, der ligner andre italo-romanske sprog, og særpræg som følge af langvarige kontakter med venetiansk/italiensk og sydslaviske sprog. Dalmatisk mistede gradvist sine talere i middelalderen og senere; enkelte områder bevarede dialektformer indtil det 18. eller 19. århundrede. I dag er der kun få kilder tilbage, og kun dialekterne fra Veglia (Krk) og Ragusa (Dubrovnik) er tilstrækkeligt dokumenterede til, at sproget kan studeres systematisk. Fra de andre lokale varianter findes ofte kun isolerede ord, stednavne eller korte sætninger bevaret i arkiver og beretninger.
Udbredelse og dialekter
Dalmatisk blev talt i byerne og på øerne langs den dalmatiske kyst fra Istrien i nord til det centrale Dalmatien i syd. Sproget var ikke uniformt, men bestod af en række lokale dialekter — blandt de bedst kendte er Vegliot (talt på øen Veglia/Krk) og Ragusan (talt i og omkring Dubrovnik). Mange kystbyer og øer havde egne varianter, som dog i vid udstrækning er dårligt dokumenterede eller kun kendt gennem enkelte ord i historiske kilder.
Dokumentation og Matteo Bartoli
I 1897 foretog den italienske lingvist Matteo Bartoli en vigtig feltrejse for at dokumentere de sidste rester af dalmatisk. Bartoli, der selv kom fra det nærliggende Istrien, mødte og interviewerede den ældre mand Tuone Udaina — ofte omtalt med hans lokale betegnelser, blandt andet burbur ("barber" på dalmatisk) — og noterede sig hans sprog. Tuone Udaina (på italiensk: Antonio Udina), blev dermed den sidste person, der kunne give omfattende førstehåndsoplysninger om en dalmatisk dialekt.
Bartoli nedskrev omkring 2.800 ord samt historier og personlige beretninger. Materialet blev analyseret og udgivet i en videnskabelig fremstilling, der senere er kendt under titlen Das Dalmatische (udgivet på tysk i 1906). Ifølge beretninger gik Bartolis italiensksprogede manuskripter tabt, og værket blev først igen tilgængeligt på italiensk i en genoversættelse fra 2001. Bartolis optagelser udgør langt hovedparten af det dokumentationsmateriale, man i dag har om dalmatisk, og hans arbejde har været afgørende for rekonstruktionen af sprogets fonologi, ordforråd og grammatiske træk.
Sproglige træk og påvirkninger
Dalmatisk var et outcome af vulgærlatinens udvikling i et område med intensiv kontakt til andre sprog. Det havde en strukturel nærhed til de centrale og sydlige italo-romanske sprog, men bar også præg af stærke lån og kontaktpåvirkninger fra venetiansk/italiensk og kroatisk/sydslaviske sprog. På det leksikale plan fandt man mange lånord fra venetiansk, mens navne, til dels enkelte udtryk og fonetiske påvirkninger kan tilskrives sydslavisk kontakt. Grammatikken viste de typiske forenklinger i kasus og bøjningssystem i forhold til klassisk latin, men detaljerne kendes først og fremmest fra de bevarede ordlister og korte tekster.
Uddøen og eftermæle
Sprogets nedgang hænger tæt sammen med politiske og sociale ændringer: økonomisk og kulturel dominans fra venetianske og senere italienske bymiljøer i kystområderne samt befolkningsbevægelser og sproglig shift mod kroatisk i de indre områder. Når Tuone Udaina blev dræbt ved en ulykke den 10. juni 1898 i en eksplosion under et vejarbejde, betragtes dalmatisk i praksis som uddødt, idet der ikke var flere kendte monolingvale talere tilbage.
Selv om dalmatisk ikke længere tales, interesserer det stadig lingvister og historikere. Bartolis optegnelser og senere forskning giver indsigt i, hvordan vulgærlatin udviklede sig i Adriaterhavsområdet, og i sprogets kontakter med andre sprog. Studiet af dalmatisk bidrager også til forståelsen af den romanske sprogfamilies mangfoldighed og de sproglige processer ved sprogomskift og sprogkontakt.
Eksempelord: Et af de velkendte ord, optaget af Bartoli, er burbur ('barber' på dalmatisk), som understreger både det dagligdags ordforråd og de kulturhistoriske detaljer, man kan få ud af de bevarede optegnelser.
