Ridning: Sportens definition, discipliner og OL-konkurrencer

I springning rider en rytter en hest over en bestemt bane af hestehop, mens der tages tid. Rytteren vinder ved at have den hurtigste tid uden fejl. Der findes mange typer hestespring som f.eks. vertikalspring (et spring, der er lige op og ned og ikke har nogen dybde), oxer (et spring, der er to eller flere skinner dybt, hvilket skaber et bredere spring) og kombinationer (2 eller 3 spring, der er sat lige efter hinanden). Banerne omfatter som regel mere end 10 spring og kræver, at hest og rytter foretager mange komplicerede vendinger, hopper i vanskelige vinkler og udfører mere avancerede prøver på færdigheder og kommunikation.

Det er ikke alle typer heste, der kan springe godt, ligesom det ikke er alle heste, der er i stand til at klare sig godt i hestevæddeløb eller i landbrugsarbejde. De fleste heste, der ses i springkonkurrencer, er varmblodsheste og fuldblodsheste, som er avlet til hestesport. Ridning har været populær siden 1900.

Dressur er en begivenhed, hvor heste bedømmes "på jorden" (ingen spring), og hvor hest og rytter testes på deres evne til at tale med hinanden og udføre specifikke opgaver i en bestemt rækkefølge inden for en bestemt tidsperiode. Der er normalt en række aktiviteter, som hesten og rytteren skal gennemføre. Der er placeret bogstaver rundt omkring i en sandfyldt arena for at vise, hvor bevægelserne skal foregå. I dressur kan hesten og rytteren også udføre en kür, som også er kendt som "dans på hesteryg". Dressurryttere bærer normalt stramme bukser, der kaldes knæbukser, samt en bluse, en overfrakke og en tophue. Hestens bevægelser skal være meget yndefulde. Heste og ryttere, der konkurrerer ved OL i dressur, har haft mange års træning for at lære alle de bevægelser, de skal lave sammen til konkurrencen.

Eventing (eller 3-dages-eventing) kombinerer dressur, springning og hestens udgave af cross country i én sport. Denne kombinerede træning er baseret på de gamle militære prøver i kavaleriet, hvor rytterens liv afhang af, at hesten lyttede til, hvad rytteren bad den om at gøre. I eventing konkurrerer hest og rytter i tre separate prøver, der typisk strækker sig over 2-3 dage: Dressur, springning og cross country.

Cross Country-prøven adskiller denne sport fra de andre ridesportgrene. Den kræver, at hesten galoperer og galoperer i høj fart over solide og komplicerede spring og springkombinationer. Disse spring kan være træstammer, stenmure, vand, grøfter eller banker. Cross country-banen er meget lang, og ved OL kan det tage op til 10 minutter at gennemføre banen.

Dressurprøven sikrer, at hesten lytter til rytteren, er afslappet og er i stand til at udføre meget vanskelige små opgaver. Den tester, at hesten er meget veltrænet. Crosscountryprøven sikrer, at hesten er hurtig, har langdistanceudholdenhed og er modig. Cross-country-hegn kan være meget skræmmende, og hestene kan blive trætte, mens de løber. Springprøven sikrer, at hesten og rytteren er i god fysisk form, har fremragende springfærdigheder og er i stand til at springe mange høje spring på kort tid uden at begå en fejl. Dette er en særlig vanskelig prøve, da atleterne vil være trætte efter at have gennemført de andre prøver. Hvis hesten er for træt, vil den ramme springene og gøre det sværere for rytteren at vinde.

Nogle gange sker der alvorlige ulykker på langrendskurset, og det er en stor risiko, hvis du deltager i kurset.

I disciplinen Hunter-jumper rider folk på heste i forskellige klasser, der har til formål at teste de færdigheder, der kræves i engelsk rævejagt. Prøverne kan gennemføres over hegn eller "under sadlen", dvs. uden spring. I denne disciplin bedømmes hesten på, hvor let den får hver af prøverne til at se ud. Det er rytterens opgave at få prøven til at se så let ud som muligt, ikke at vise tegn på at tvinge hesten til at gøre noget, og at lade hesten vise sin evne.

Under sadlen skal en hest gå, trave og galoppere let og afslappet i begge retninger. Hesten må ikke vise tegn på irritation, vise vrede, ændre hastighed eller på anden måde opføre sig forkert. I nogle tilfælde kan rytterne blive bedt om at "jogge" deres hest, hvilket betyder, at de stiger af hesten, tager sadlen af og løber til fods ved siden af hesten for at vise, at den ikke har nogen skader, og så dommeren kan se på hesten for at se, om den har den rette krop til jagt.

Rytterne bliver bedt om at føre hestene over en bane af naturlige forhindringer, der er lavet til at ligne de forhindringer, som man møder på det engelske landskab. Banerne er enkle, uden snævre sving eller komplicerede spring, og normalt kun et eller to retningsskift. Hesten skal holde den samme hastighed på hele banen, den må ikke berøre nogen af springene med kroppen, og rytteren skal få det til at se så let ud som muligt.

Hunter-jumper er en af de mest populære discipliner for børn og teenagere. Der tilbydes også klasser på de fleste stævner for voksne og professionelle.

Arbejdet med husdyr begyndte, da heste blev redet på en ranch for at samle køer, får eller andre dyr. I dag har hesteshows også konkurrencer, hvor heste kan vise disse færdigheder. Det drejer sig bl.a. om Cutting, Reining, Barrel Racing, Cattle Penning, Calf Roping, Campdrafting og Pole Bending.

Kørsel i hesteverdenen betyder, at en hest trækker en slags vogn. Den ved, hvor den skal gå hen ved, at en person, der sidder på vognen, fortæller den, hvilken retning den skal dreje. En hest, der bruges til at trække en vogn, er normalt større og tungere end de fleste andre heste. Hovene er også meget større end hos en væddeløbshest. Store heste er rolige, troværdige og godmodige. Typer af tunge heste er: Belgier, Shires, Clydesdale, Friesian horse og Gypsy Vanners. Disse hesteracer er generelt rolige, stærke, tunge, men blide. Begyndere ryttere kan muligvis kommunikere med disse velmodige heste.

Løb med heste, der trækker vogne, kaldes seleløb. Harness-racing foregår typisk i trav og med en enkelt hest, der trækker en let vogn med en enkelt jockey.

I andre typer af vogn- eller seleløb kan hold af flere heste løbe rundt på 8-baner. Heste kan også konkurrere i individuelle kørselskonkurrencer, hvor enkelte heste eller hold af heste skal ledes gennem en række prøver.

Hestevæddeløb tester en hests hurtighed. Forskellige racer deltager i forskellige typer løb. Den mest populære type i USA er fuldblodsræsræs, hvor kun heste af denne race kan deltage i galop på en bane. Der findes også udholdenhedsløb, travløb og steeplechases (heste, der galoperer rundt på en bane med spring). De fleste heste, der bruges til væddeløb, bliver redet af professionelle ryttere, der kaldes jockeyer. Normalt er det ikke dem, der ejer eller træner hesten, der rider den i løb.

Barrel Racing er en sport, hvor rytteren rider hesten i et mønster rundt om tre tønder. Rytteren skal være i stand til at dreje hesten meget hurtigt rundt om tønderne. Den hest, der gennemfører mønsteret hurtigst, er vinderen.

Pleasure riding er ridning for fornøjelsens skyld, ikke for at få præmier. Folk rider på stier i skoven, langs stille veje eller i en arena i nærheden af deres hjem eller stald. Ridelektioner kan betragtes som ridning til fornøjelse. Pleasure riding kan også kaldes trail riding. Pleasure riding behøver ikke at være af en bestemt grund, men blot for sjov og fornøjelse. Ridning i en hestevogn kan også være for fornøjelsens skyld.

Udholdenhedsridning er et langdistanceløb for ryttere. Der er to hovedtyper af udholdenhedsridning, nemlig konkurrenceridning og udholdenhedsridning.

Hvis du deltager i langrendskurset, er der en stor risiko for det. Der sker mange ulykker under kurset. Nogle gange dør hestene eller skal bringes til dyrlægen. Men ryttere falder af meget meget.