Chisholm v. Georgia, 2 U.S. 419 (1793), anses for at være den første store afgørelse fra USA's højesteret. I betragtning af dens tidlige dato var der kun få tilgængelige retspraksis i amerikansk ret. Den blev næsten øjeblikkeligt afløst af det ellevte tillæg.
Sagens baggrund
Sagen udsprang af en tvist, hvor en privatperson (eller dennes bobestyrer) fra én stat søgte at inddrive et krav mod staten Georgia i den føderale højesteret. Spørgsmålet var, om føderale domstole ifølge forfatningens tekst havde kompetence til at dømme i en retssag, hvor en stat var sagsøgt af en borger fra en anden stat. Georgia påberåbte sig suveræn immunitet — ideen om, at en suveræn stat ikke uden samtykke kan drages for en domstol af private parter.
Højesterets afgørelse og begrundelse
Højesteret konkluderede, at forfatningens bestemmelse om føderal dømmende magt (Article III, Section 2) rakte til at tillade sager mellem en stat og borgere af en anden stat. Domstolen tolkede den tekstuelle beføjelse i forfatningen som en retlig basis for, at private parter kunne anlægge sag mod en stat i en føderal domstol, og dermed kunne Georgia gøres ansvarlig i den konkrete sag.
Afgørelsen byggede hovedsageligt på en tekstnær fortolkning af forfatningens jurisdiktionsbestemmelser og afviste i denne omgang statens påberåbelse af uindskrænket suveræn immunitet. Beslutningen blev dog mødt med stærk politisk og offentlig modstand i flere stater, som så afgørelsen som en væsentlig indskrænkning af staters suverænitet.
Eftervirkninger: ellettende tillæg og udviklingen af statsimmunitet
Reaktionen på Chisholm førte hurtigt til, at Kongressen foreslog og staterne ratificerede det ellettende tillæg til forfatningen i 1795. Dette tillæg begrænsede føderale domstoles kompetence ved at fastslå, at føderale domstole ikke må dømme i sager anlagt af borgere i én stat eller af borgere eller undersåtter i et fremmed land mod en anden stat. Med andre ord blev afgørelsen i Chisholm i praksis omstødt ved forfatningsændring.
På længere sigt udviklede amerikansk ret doctrine om staters suveræne immunitet videre. Domstolene har senere afklaret, at stater i almindelighed nyder immunitet mod private søgsmål i føderale domstole, men at der findes undtagelser: stater kan give samtykke til at blive sagsøgt, og Kongressen kan i visse tilfælde efter forfatningen (særligt efter fjortende tillæg) vedtage regler, der tillader private retsskridt mod stater. Senere afgørelser har også præciseret grænserne for Kongressens magt til at ophæve statsimmunitet.
Betydning for amerikansk forfatningsret
Chisholm v. Georgia har primært historisk betydning som en af de første store afprøvninger af balancen mellem føderal myndighed og staters suverænitet. Sagen illustrerer, hvordan en højesteretsafgørelse hurtigt kan udløse politisk modreaktion og i dette tilfælde føre til en forfatningsændring. Selvom resultatet i praksis blev ændret af det ellettende tillæg, er Chisholm fortsat et vigtigt referencepunkt i studiet af jurisdiktion, suveræn immunitet og føderalisme i USA.