AlegsaOnline.com

Det nittende ændringsforslag (1920): Kvinders stemmeret i USA

Det nittende ændringsforslag (1920) sikrede kvinders stemmeret i USA — afslutningen på årtiers kamp for ligestilling og politisk deltagelse.

Forfatter: Leandro Alegsa

22-01-2026

Den 18. august 1920 blev det nittende ændringsforslag (ændringsforslag XIX) til den amerikanske forfatning ratificeret og gav amerikanske kvinder stemmeret. Ændringen markerede afslutningen på en lang kamp for kvinder i USA, der begyndte i midten af det 19. århundrede. Bevægelsen, der blev kaldt kvinders valgret, markerede en radikal ændring i den måde, man så på kvinder i Amerika. Da forfatningen blev skrevet, var det accepteret, at en kvinde ikke havde en særskilt juridisk identitet i forhold til sin mand. Kvinders valgret udfordrede dette koncept. Det nittende ændringsforslag omstødte en tidligere afgørelse truffet af USA's højesteret i Minor v. Happersett. Domstolen fastslog, at stemmeretten, der i det fjortende tillæg var garanteret alle borgere i USA, ikke gjaldt for kvinder. Kvinder var borgere, men havde ikke stemmeret. Det nittende ændringsforslag blev første gang fremsat i Kongressen i 1878 af senator Aaron A. Sargent. Lovforslaget om ændringsforslaget blev fremsat uden held hvert år i de næste 40 år. Endelig i 1919 godkendte kongressen ændringen og forelagde den for staterne til ratifikation. Et år senere afgav Tennessee den sidste stemme, der var nødvendig for at tilføje ændringen til forfatningen.

Baggrund og bevægelsens hovedaktører

Kampen for kvinders stemmeret begyndte i praksis med Seneca Falls-konventionen i 1848 og samlede en mangfoldighed af aktivister over flere generationer. Centrale ledere var blandt andre Susan B. Anthony, Elizabeth Cady Stanton, Lucy Stone og senere Carrie Chapman Catt og Alice Paul. Bevægelsen kombinerede lokale kampagner, lobbyarbejde i statslige lovgivninger, folkeoplysning, demonstrationer og til tider civil ulydighed for at sætte emnet på dagsordenen nationalt.

Statlige sejre og strategier

Før den føderale ændring havde mange vestlige stater og territorier allerede givet kvinder fuld stemmeret. Wyoming var pioner som territorium i 1869 og fastholdt retten da det blev stat i 1890. Colorado (1893) og flere andre veststater fulgte efter. Disse statslige sejre var vigtige strategisk, fordi de viste, at kvinders valgret kunne fungere i praksis og gav bevægelsen politisk tyngde i kampen om en national ændring.

Kongresbehandling, ratifikation og betydningsfulde øjeblikke

Ændringsforslaget blev gentagne gange fremsat i Kongressen, indtil der i 1919 endelig opstod et flertal. I Kongressen blev ændringen vedtaget den 4. juni 1919 og sendt til staterne med krav om ratifikation i tre fjerdedele af de daværende 48 stater — altså 36 stater. Den kritiske og dramatiske afgørelse kom 18. august 1920, da Tennessee afgav den 36. ratifikation. Tennessee-mødeballotens resultat blev påvirket af den unge lovgiver Harry T. Burn, som skiftede sit ja/nej‑standpunkt efter at have modtaget et brev fra sin mor, og dermed sikrede den sidste nødvendige stemme.

Teksten i det nittende ændringsforslag

"The right of citizens of the United States to vote shall not be denied or abridged by the United States or by any State on account of sex."

På dansk: "Retten for borgere i De Forenede Stater til at stemme må ikke nægtes eller indskrænkes af De Forenede Stater eller af nogen stat på grund af køn."

Begrænsninger og efterfølgende udfordringer

Selvom ændringen formelt gav kvinder stemmeret, var realiteten ufuldstændig for mange grupper. Racediskrimination og lokale undertrykkelsesmekanismer — som afstemningsafgifter, literacy-tests og andre Jim Crow-foranstaltninger i sydstaterne — forhindrede mange sorte kvinder (og mænd) i praksis i at udøve deres stemmeret i årtier efter 1920. Derudover var der oprindelige folk, som først fik amerikansk statsborgerskab i 1924, og hvem valgrettens udøvelse ofte blev begrænset af delstaternes praksis. Først med senere føderale love, fx Voting Rights Act af 1965, blev nogle af disse barrierer mere effektivt nedbrudt.

Arven efter ændringen

Det nittende ændringsforslag er et centralt vendepunkt i amerikansk politisk historie. Det udvidede demokratiet ved officielt at anerkende kvinders politiske ligeberettigelse og ændrede det politiske landskab ved at bringe millioner af nye vælgere ind i processen. Samtidig understreger historien, at formelle rettigheder ikke altid garanterer lige adgang i praksis — kampen for fuld lighed fortsatte i årtier efter 1920 både for kvinder i almindelighed og for marginaliserede grupper især.

Betydning kort fortalt: Det nittende ændringsforslag sikrede kvinder i USA den føderale ret til at stemme, kulminerede en årtiers kamp, og skabte rammebetingelserne for kvinders fulde politiske deltagelse — selvom fuld realisering af denne ret krævede yderligere kampe mod racemæssig og økonomisk undertrykkelse i de følgende årtier.

Tekst

De Forenede Staters borgeres ret til at stemme må ikke nægtes eller begrænses af USA eller nogen stat på grund af køn.

Kongressen skal have beføjelse til at håndhæve denne artikel ved passende lovgivning.

Baggrund

I kolonitidens Amerika havde kvinderne faste kønsroller, som de lærte af deres mødre. Under opvæksten var en kvinde juridisk set underordnet sin far. Når hun blev gift, blev hun en feme covert (fransk: en gift kvinde). Hendes ejendom og hendes juridiske status overgik til hendes mand. Hensigten med denne beskyttede klassestatus var at beskytte kvinderne mod de onder, som mænd beskæftigede sig med, herunder politik. Desuden blev skikken også brugt til at forbyde kvinder at få adgang til professionelle job, videregående uddannelser, at stemme, at sidde i nævninge og at vidne i retten. Enlige kvinder var begrænset til job som underviser og sygeplejerske.

I 1848 begyndte kvindernes valgret på nationalt plan. En kongres i Seneca Falls i New York blev organiseret af abolitionisterne Elizabeth Cady Stanton og Lucretia Mott, som også krævede kvinders stemmeret. Susan B. Anthony sluttede sig sammen med andre aktivister til Mott og Stanton og dannede organisationer, der krævede stemmeret. Mange af de tidlige orgainzers levede aldrig for at se vedtagelsen af det nittende ændringsforslag omkring 70 år senere.

Leser mod Garnett

Da det nittende ændringsforslag blev vedtaget, garanterede det, at stemmeretten ikke kunne nægtes på grund af køn. Det var dog ikke det samme som, at kvinder fik lov til at stemme. Højesteret fastslog denne ret i sagen Leser v. Garnett (1922), selv om det ikke var hensigten, at den skulle gøre det. Klagerne anfægtede det nittende ændringsforslag som værende forfatningsstridigt. De hævdede for det første, at ændringen var ugyldig, fordi den øgede vælgerkorpset uden staten Marylands samtykke. For det andet hævdede de, at ratifikationen var baseret på, at flere stater i deres statsforfatninger havde nægtet kvinder stemmeret, og at deres lovgivende forsamlinger derfor ikke havde ret til at ratificere ændringsforslaget. Det tredje argument var, at de to sidste stater, der ratificerede ændringsforslaget, Tennessee og West Virginia, overtrådte deres egne forretningsordener.

I en enstemmig afgørelse afviste retten alle tre argumenter. Det første argument er ugyldigt, fordi ordlyden var næsten den samme som i det 15. ændringsforslag. De anvendte begge den samme metode til vedtagelse, så det ene kan ikke være gyldigt og det andet ugyldigt. Det andet argument, at visse delstaters lovgivende forsamlinger ikke havde beføjelse til at ratificere på grundlag af deres egne forfatninger, blev afvist, fordi de ratificerede en ændring af den føderale forfatning, og det er derfor en føderal funktion. Domstolen erklærede det tredje argument for irrelevant, fordi to andre stater efter Tennessee og West Virginia (Connecticut og Vermont), som fulgte deres egne procedurer, ville have været nok til at ratificere ændringen. Men i forbindelse med behandlingen af substansen af argumentet påpegede Domstolen, at statssekretærerne i Tennessee og West Virginia hver især accepterede ratifikationen fra de lovgivende forsamlinger, hvilket gjorde ratifikationen i disse to stater gyldig. Den 19. ændring gav kvinder stemmeret, men Lesser sikrede, at denne ret kunne anvendes, selv i stater, hvor statsforfatningen ikke tillod det.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad gjorde det nittende ændringsforslag?

A: Det nittende ændringsforslag gav amerikanske kvinder stemmeret.

Spørgsmål: Hvornår blev det ratificeret?

A: Det blev ratificeret den 18. august 1920.

Spørgsmål: Hvad gik forud for den nittende ændring?

A: Den nittende ændring markerede afslutningen på en lang kamp for kvinder i USA, der begyndte i midten af det 19. århundrede og blev kendt som kvinders valgret.

Spørgsmål: Hvordan udfordrede denne bevægelse den eksisterende opfattelse af kvinder?

A: Denne bevægelse udfordrede den opfattelse, at da forfatningen blev skrevet, var det accepteret, at en kvinde ikke havde en særskilt juridisk identitet i forhold til sin mand. Kvinders valgret søgte at ændre dette synspunkt og give kvinder lige rettigheder i henhold til loven.

Spørgsmål: Hvem indførte ændringsforslaget i Kongressen?

Svar: Senator Aaron A. Sargent introducerede det i 1878.

Spørgsmål: Hvor mange gange var det blevet fremsat uden held, før det blev godkendt af Kongressen i 1919?

Svar: Det var blevet fremsat uden held hvert år i 40 år, før det blev godkendt af Kongressen i 1919.

Spørgsmål: Hvilken afgørelse fra Højesteret blev omstødt?

A: Det nittende ændringsforslag omstødte en tidligere afgørelse truffet af USA's højesteret i sagen Minor v. Happersett, hvori det blev fastslået, at den stemmeret, der var garanteret alle borgere i USA i henhold til det fjortende ændringsforslag, ikke gjaldt for kvinder.