Nittende ændring til USA's forfatning

Tekst

De Forenede Staters borgeres ret til at stemme må ikke nægtes eller begrænses af USA eller nogen stat på grund af køn.

Kongressen skal have beføjelse til at håndhæve denne artikel ved passende lovgivning.

Baggrund

I kolonitidens Amerika havde kvinderne faste kønsroller, som de lærte af deres mødre. Under opvæksten var en kvinde juridisk set underordnet sin far. Når hun blev gift, blev hun en feme covert (fransk: en gift kvinde). Hendes ejendom og hendes juridiske status overgik til hendes mand. Hensigten med denne beskyttede klassestatus var at beskytte kvinderne mod de onder, som mænd beskæftigede sig med, herunder politik. Desuden blev skikken også brugt til at forbyde kvinder at få adgang til professionelle job, videregående uddannelser, at stemme, at sidde i nævninge og at vidne i retten. Enlige kvinder var begrænset til job som underviser og sygeplejerske.

I 1848 begyndte kvindernes valgret på nationalt plan. En kongres i Seneca Falls i New York blev organiseret af abolitionisterne Elizabeth Cady Stanton og Lucretia Mott, som også krævede kvinders stemmeret. Susan B. Anthony sluttede sig sammen med andre aktivister til Mott og Stanton og dannede organisationer, der krævede stemmeret. Mange af de tidlige orgainzers levede aldrig for at se vedtagelsen af det nittende ændringsforslag omkring 70 år senere.

Leser mod Garnett

Da det nittende ændringsforslag blev vedtaget, garanterede det, at stemmeretten ikke kunne nægtes på grund af køn. Det var dog ikke det samme som, at kvinder fik lov til at stemme. Højesteret fastslog denne ret i sagen Leser v. Garnett (1922), selv om det ikke var hensigten, at den skulle gøre det. Klagerne anfægtede det nittende ændringsforslag som værende forfatningsstridigt. De hævdede for det første, at ændringen var ugyldig, fordi den øgede vælgerkorpset uden staten Marylands samtykke. For det andet hævdede de, at ratifikationen var baseret på, at flere stater i deres statsforfatninger havde nægtet kvinder stemmeret, og at deres lovgivende forsamlinger derfor ikke havde ret til at ratificere ændringsforslaget. Det tredje argument var, at de to sidste stater, der ratificerede ændringsforslaget, Tennessee og West Virginia, overtrådte deres egne forretningsordener.

I en enstemmig afgørelse afviste retten alle tre argumenter. Det første argument er ugyldigt, fordi ordlyden var næsten den samme som i det 15. ændringsforslag. De anvendte begge den samme metode til vedtagelse, så det ene kan ikke være gyldigt og det andet ugyldigt. Det andet argument, at visse delstaters lovgivende forsamlinger ikke havde beføjelse til at ratificere på grundlag af deres egne forfatninger, blev afvist, fordi de ratificerede en ændring af den føderale forfatning, og det er derfor en føderal funktion. Domstolen erklærede det tredje argument for irrelevant, fordi to andre stater efter Tennessee og West Virginia (Connecticut og Vermont), som fulgte deres egne procedurer, ville have været nok til at ratificere ændringen. Men i forbindelse med behandlingen af substansen af argumentet påpegede Domstolen, at statssekretærerne i Tennessee og West Virginia hver især accepterede ratifikationen fra de lovgivende forsamlinger, hvilket gjorde ratifikationen i disse to stater gyldig. Den 19. ændring gav kvinder stemmeret, men Lesser sikrede, at denne ret kunne anvendes, selv i stater, hvor statsforfatningen ikke tillod det.