African Sanctus er en musikalsk komposition for kor, solister, orkester og båndoptagelse af David Fanshawe. Den blev komponeret i 1972.

Baggrund

African Sanctus er det mest kendte af Fanshawes værker. Ideen opstod under og efter hans rejser op ad Nilen mellem 1969 og 1973, hvor han foretog omfattende feltoptagelser af lokale sangere og musikere. Rejsen, som Fanshawe oplevede som et personlig og spirituelt kors, fik stor religiøs betydning for ham og påvirkede direkte værkets koncept: en sammenstilling af den traditionelle kristne latinske messe og traditionelle afrikanske melodier og rytmer.

Struktur og opførelse

Værket kombinerer live-opført kor, solister og orkester med afspilning af de originale feltoptagelser på bånd. Koret synger dele af den latinske messe (fx salmer og bønner), mens båndoptagelserne – ofte uderligt polyrytmiske eller monofoniske traditionelle sange – indgår som selvstændige elementer i musikken. Fanshawe orkestrerer og arrangerer dialogen mellem det liturgiske europæiske materiale og de afrikanske indslag, så der opstår en krydsbefrugtende, ofte dramatisk kontrast.

Opsætningen stiller store krav til samspillet mellem live-musikere og det faste båndmateriale: dirigenten må sikre stram synkronisering, og forestillinger kræver teknik til afspilning og korrekt balance mellem akustisk ensemble og optagelserne.

Optagelser og rejse

De anvendte feltoptagelser stammer fra Egypten, Sudan, Uganda og Kenya. Mange af de indfødte melodier og vokaltraditioner, som Fanshawe optog, var på det tidspunkt aldrig tidligere dokumenteret på bånd. Fanshawe kombinerede disse optagelser med egne kompositioner og arrangementer, så de indgik som aktive musikalske stemmer i et nyt, hybridt værk.

Historie og reception

Først hed værket African Revelations, men titlen blev ændret til African Sanctus. Det blev opført første gang i London af Saltarello Choir i juli 1972 og blev senere spillet på BBC Radio på FN-dagen. Tre år senere blev der lavet en dokumentarfilm, der viser, hvordan værket var blevet komponeret.

Værket vakte stor opmærksomhed og har haft mange opførelser internationalt. Det er blevet rost for sin originalitet og for den stærke mødeflade mellem to kulturer, men det har også affødt debat om etik og repræsentation i brugen af feltoptagelser.

Debat om etik og ophavsret

Efterhånden som værket fik udbredelse, rejste kritikere spørgsmål om, hvorvidt feltoptagelserne var indsamlet og anvendt på en måde, der respekterede de medvirkendes rettigheder, samtykke og kompensation. Diskussionerne har handlet om kulturel appropriation, kreditgivning og betaling til de indspillede kunstnere. Fanshawe fastholdt, at han havde betalt og krediteret deltagerne, men debatten om forholdet mellem feltforskning og kommerciel anvendelse af traditionel musik fortsatte.

Arven efter værket

African Sanctus står i dag som et markant eksempel på krydsfeltet mellem traditionel afrikansk musik og klassisk europæisk kortradition. Værket bruges stadig i koncerter og undervisning og betragtes både som et musikalsk landmark og som en case i diskussioner om etnografi, ansvarlig dokumentation og kulturel udveksling.