Louis-Philippe I (6. oktober 1773 – 26. august 1850) var en central skikkelse i fransk politik i begyndelsen af 1800-tallet. Han regerede fra 1830 til 1848 under den periode, der kaldes julimonarkiet, og fik officielle titlen som konge af franskmændene (fransk: roi des Français). Louis-Philippe regnes ofte som den sidste konge i Frankrigs monarkiske historie, fordi monarkiet ophørte efter hans fald i 1848.
Tidlige år og eksil
Louis-Philippe blev født i Palais-Royal i Paris som medlem af huset Orléans, en gren af Bourbon-familien. Under Den franske Revolution valgte hans far at støtte revolutionen, men familien kom alligevel i vanskeligheder, og Louis-Philippe tilbragte mange år væk fra Frankrig. Han var i eksil, bl.a. i Storbritannien og andre lande, indtil han vendte tilbage ved det første bourbonrestaurationsår i 1814 — samlet omkring 21 års ophold i udlandet.
Vejen til tronen
Efter henrettelsen af Ludvig XVI og Marie Antoinette blev Frankrig en republik, og nationens politiske landskab forandrede sig drastisk. I juli 1830 førte utilfredshed med kong Karl X’s konservative politik til en kort, men afgørende opstand, der tvang Karl X af Frankrigs abdikation. Efter Juli-revolutionen blev Louis-Philippe udpeget til konge i et forsøg på at skabe en borgerlig, konstitutionel balance mellem monarki og liberale kræfter.
Regeringstid (1830–1848)
Louis-Philippes regeringstid betegnes ofte som julimonarkiet. Hans regime søgte at favne den nye, liberale middelklasse (bourgeoisiet) og fremme økonomisk vækst og industriel udvikling. Han lagde vægt på orden, økonomisk modernisering, jernbaner og handel samt på at styrke forbindelserne til Storbritannien.
- Indenrigspolitik: Monarkiet var præget af begrænset politisk deltagelse – valgretten var censitær (baseret på skattekriterier) og mange sociale grupper var ekskluderet fra politisk indflydelse. Over tid voksede utilfredsheden over korruption, favoritisme og manglende reformer.
- Udenrigspolitik og kolonialisme: Louis-Philippe støttede aktivt kolonialismen, bl.a. gennem Frankrigs erobring af Algeriet, som blev indledt i 1830 og markerede en vigtig ekspansionsfase for Frankrig i Nordafrika.
- Social uro: Regeringen støttede ofte politisk stabilitet med magtanvendelse. Brug af militær mod demonstranter og stram politisk kontrol bidrog til voksende radikalisering blandt arbejdere og demokratiske kræfter.
Oprør og fald
Mod slutningen af 1840’erne var mistilliden til Louis-Philippes styre stor: økonomiske vanskeligheder, høje leveomkostninger, mangel på politisk repræsentation og gentagen undertrykkelse af protester skabte en eksplosiv situation. Da politiske demonstrationer i februar 1848 blev mødt med hård undertrykkelse og franske tropper skød på demonstranter, voksede oprøret til en generaliseret revolution. Dette udløste den franske revolution i 1848, hvilket fik Louis-Philippe til at flygte til England, hvor han kortvarigt antog dæknavnet "Mr. Smith".
Liv i eksil og død
Efter abdikationen forblev Louis-Philippe i eksil i England. Han boede de sidste år af sit liv i Claremont i Surrey og døde den 26. august 1850. Hans ældste søn og arving, Ferdinand-Philippe, døde i 1842 ved en ulykke, hvilket frarøvede huset Orléans en klar tronfølger og bidrog til monarkiets endelige afslutning i Frankrig.
Arv og betydning
Louis-Philippe efterlod et blandet politisk eftermæle. På den ene side fremmede han økonomisk modernisering, stabilitet for den voksende middelklasse og styrkede internationale bånd; på den anden side førte hans begrænsede demokratiske reformer, censur og undertrykkelse af folkelige bevægelser til stigende utilfredshed, som kulminerede i 1848. Julimonarkiets fald markerede overgangen til Den Anden Republik og betød afslutningen på en lang periode med monarkisk styre i Frankrig.
