Februarrevolutionen i Frankrig i 1848 afsluttede kong Louis-Philippe og førte til oprettelsen af den anden franske republik (1848–1852). Revolutionen brød ud i slutningen af februar 1848 efter måneder med social og økonomisk uro, utilfredshed med den konservative regering og et forbud mod de såkaldte "banquet"-møder, som var blevet brugt af oppositionen til at samle støtte.

Baggrund og årsager

Årsagerne til udbruddet var sammensatte: en økonomisk krise med høj arbejdsløshed, stigende fødevarepriser, politisk frustration over censur og manglende parlamentarisk indflydelse og en voksende radikalisering blandt arbejderne. De borgerlige liberale og de mere radikale republikanske og socialistiske grupper stod ofte i opposition til hinanden, men kunne i februar 1848 forene kræfterne mod monarkiet.

Provisorisk regering og reformer

Efter massedemonstrationer abdicerede Louis-Philippe i slutningen af februar, og en provisorisk regering blev dannet med både moderate og radikale republikanere. Denne regering erklærede republikken og søgte at imødegå de sociale spændinger ved at indføre nye sociale principper. Ét af de vigtigste var princippet om droit au travail — "retten til arbejde" — som blev anerkendt som et offentligt ideal og begrundelse for statslige initiativer til at bekæmpe arbejdsløsheden.

Nationale værksteder og Luxembourg-kommissionen

Som led i disse tiltag besluttede regeringen at oprette de såkaldte "nationale værksteder" for arbejdsløse, hvor staten skulle tilbyde arbejde og løn til dem, der ikke fandt beskæftigelse andetsteds. Samtidig blev der under ledelse af Louis Blanc nedsat en slags rådgivende industriparlament i Luxembourg-paladset — ofte omtalt som Luxembourg-kommissionen — som skulle undersøge arbejdsspørgsmål og fremme arbejdernes krav om kollektiv organisering og social beskyttelse.

Spændinger og junidagsopstanden

Tiltagene vakte hurtigt modreaktioner. Mens liberale orleanister og konservative så statens rolle som begrænset, ønskede radikale republikanere og socialister mere gennemgribende sociale reformer. De nationale værksteder viste sig også økonomisk byrdefulde at drive, og regeringen forsøgte at indskrænke dem. De politiske og sociale spændinger kulminerede i juni samme år i den såkaldte junidagsopstand (23.–26. juni 1848), hvor arbejdere i Paris gjorde oprør mod lukningen af værkstederne og mod den politiske marginalisering af de radikale grupper. Oprøret blev brutalt slået ned af regeringsstyrker under kommando af general Cavaignac.

Konsekvenser

  • Den provisoriske regerings sociale eksperimenter, især de nationale værksteder, blev afløst af en mere konservativ politik efter junirevolten.
  • Under den efterfølgende politiske vending styrkede de moderate og konservative kræfter sig, hvilket banede vejen for det senere valg af Louis-Napoléon Bonaparte som præsident og endeligt for hans magtovertagelse i 1851 og oprettelsen af det andet kejserrige i 1852.
  • Revolutionen viste samtidig, hvor stærk klassekonflikten i det moderne industrialiserede samfund var — en konflikt, som kom til at præge fransk politik i årene efter 1848.

International betydning

Februarrevolutionen inspirerede andre opstande i Europa og blev en katalysator for de bredere europæiske revolutioner i 1848. Bevægelsen spredte idéer om nationalt selvstyre, borgerrettigheder og sociale reformer til tyske, italienske, østrigske og central- og østeuropæiske bevægelser — selv om mange af disse oprør senere blev slået ned eller ledte til kun kortvarige politiske ændringer.

Sammenfattende var Februarrevolutionen 1848 i Frankrig en afgørende begivenhed: den afsatte et monarki, indførte den anden republik og satte social retfærdighed og spørgsmålet om statens ansvar for arbejdstagere på den politiske dagsorden — men interne uenigheder og magtpolitiske omvæltninger forhindrede en varig løsning på de sociale konflikter.