Charlotte af Mecklenburg-Strelitz (19. maj 1744 – 17. november 1818) var dronning af Det Forenede Kongerige som hustru til kong George III. Hun var dronninggemal fra sit ægteskab den 8. september 1761 til sin død i 1818, altså i 57 år. Charlotte og George III fik 15 børn, hvoraf 13 overlevede til voksenalderen.
Tidligt liv og ægteskab
Charlotte blev født i Mirow i hertugdømmet Mecklenburg-Strelitz og voksede op i den tyske småstatlige adelskultur. Hun blev udvalgt som ægtefælle til den unge Georg – ægteskabet var del af de dynastiske forbindelser, som var almindelige i Europa på den tid. Som 17‑årig ankom hun til England og indtrådte hurtigt i det kongelige liv som dronninggemal.
Børn og familie
Parret fik et stort antal børn; de mest kendte omfatter sønnerne, der senere blev konger eller fremtrædende prinser: George (senere George IV), Frederick (hertug af York), William (senere William IV), Ernest Augustus (senere konge af Hannover) og Edward (hertug af Kent), som var far til dronning Victoria. Gennem sine børn og børnebørn fik Charlotte derfor stor betydning for Europas dynastiske forbindelser.
Roller, interesser og velgørenhed
Som dronning havde Charlotte ikke formelt politisk magt, men hun spillede en vigtig rolle i hoffets daglige liv og som protektor for kunst, musik og velgørenhed. Hun var kendt for sin interesse for musik og havekunst og fik ry som en regelmæssig støtte for velgørende institutioner – især dem, der arbejdede med mødre og børn. Flere institutioner og steder er navngivet til hendes ære (fx Queen Charlotte's Hospital).
Charlotte bevarede stærke bånd til sin tyske oprindelse og førte et hof, hvor tysk sprog og skikke i perioder var fremherskende. Populære traditioner som juletræet tilskrives hende i nogle beretninger, idet hun siges at have bidraget til at gøre den tyske juletræstradition mere kendt ved det britiske hof.
Historisk kontekst og senere år
Hun var dronning gennem voldsomme omvæltninger i europæisk historie, herunder den amerikanske uafhængighedskrig og Napoleonskrigene. Familien blev også præget af kongens gentagne mentale sygdomsepisoder fra slutningen af 1780'erne og især i 1810'erne; da Georg III blev erklæret ude af stand til at regerer, trådte hans søn, kronprinsen, ind som prinsregent i 1811. Charlotte støttede familien gennem disse vanskelige år, men havde begrænset politisk indflydelse.
Død og eftermæle
Charlotte døde den 17. november 1818 på Kew Palace. Hun blev begravet i St George's Chapel på Windsor Castle. Hendes eftermæle lever videre i både royal historie og i stednavne rundt om i den engelsktalende verden (fx byen Charlotte i North Carolina og tidligere navngivninger såsom Queen Charlotte Islands/H aida Gwaii). Hun huskes som en stabil, pligtopfyldende dronninggemal, som gennem lang tjeneste og mange efterkommere fik stor betydning for den britiske kongefamilies videre udvikling.
