Die Wende

Begyndelser

Wende-begivenhederne var en del af kommunismens fald i hele Østeuropa, f.eks. i Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Snart blev der gennemført reformer i disse lande. I august 1989 åbnede Ungarn sine grænser til Østrig, og mange turister fra Østtyskland krydsede grænsen og flygtede til de vestlige lande.

I september fik østtyskerne ikke længere lov til at rejse til Ungarn. Snart tog flere og flere østtyskere til Vesttysklands ambassader i Warszawa og især i Prag. Snart var der mere end 4.000 mennesker på ambassaden i Prag. Vesttyskland kunne nå, at Østtyskland tillod sine folk at tage af sted. Den 30. september 1989 kom den vesttyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, til Prag og fortalte østtyskerne i ambassadens have, at de kunne tage af sted. De rejste til Vesttyskland med tog, som gik gennem DDR. I de første dage af oktober rejste endnu flere østtyskere til Vesttyskland fra Prag.

Mandagsdemonstrationer

I DDR selv blev der oprettet nogle oppositionelle grupper, f.eks. Neues Forum ("Nyt forum"), Demokratischer Aufbruch ("Demokratisk opbrud") eller Demokratie Jetzt ("Demokrati nu").

Siden oktober 1989 har der været masser af demonstrationer mod SED og for demokrati og menneskerettigheder. I byen Leipzig mødtes folk hver mandag i en kirke, som hedder Nikolaikirche. De bad for fred og frihed, og derefter gik de ud for at demonstrere. Disse demonstrationer kaldes Montagsdemonstrationen ("mandagsdemonstrationer").

Den 7. oktober 1989 var DDR's 40-års "fødselsdag". SED afholdt store festligheder og festivaler i Østberlin og andre byer. Samtidig protesterede mange mennesker i gaderne, og mere end 1.000 af dem blev arresteret. I Plauen, i det sydlige Østtyskland, mødtes mange mennesker til en demonstration. To dage senere, den 9. oktober, var der den næste mandagsdemonstration i Leipzig. Omkring 70.000 mennesker gik fredeligt gennem byens centrum, og politiet eller statssikkerheden (Stasi) gjorde ikke noget for at stoppe dem.

Den 18. oktober besluttede SED's hovedledere, at deres formand, Erich Honecker, skulle træde tilbage. Egon Krenz blev ny leder af SED (Generalsekretär des Zentralkomitees der SED, "generalsekretær for SED's centralkomitee") og statsoverhoved (Staatsratsvorsitzender, "formand for statsrådet"). Han sagde, at han ønskede at starte en "Wende", men demonstranterne ønskede stadig, at SED skulle afgive al magt.

Demonstration i Plauen den 30. oktober 1989

Murens fald

Den 4. november var der en meget stor demonstration på Alexanderplatz i Østberlin. Mere end 400.000 mennesker deltog, og demonstrationen blev vist direkte i det østtyske fjernsyn.

DDR's regering drøftede en ny lov om rejser til Vesttyskland og andre lande. Om aftenen den 9. november 1989 blev der afholdt et pressemøde med pressesekretæren for SED's centralkomite Günter Schabowski. Lige før dette pressemøde havde Egon Krenz givet Schabowski et ark papir om den nye rejselov. Inden pressekonferencen sluttede, stillede en journalist fra Italien Schabowski et spørgsmål om rejsefrihed. Schabowski læste op af sit papir, hvor der stod, at alle skulle have lov til at forlade landet og komme tilbage, når de ville. Da han blev spurgt, hvornår denne regel skulle træde i kraft, svarede Schabowski "straks" og "øjeblikkeligt".

Mange mennesker så denne pressekonference på tv, og de vesttyske massemedier rapporterede, at DDR ønskede at åbne grænserne "straks". Så flere og flere østtyskere gik til Muren for at se, om det var sandt. Da de så, at muren stadig var lukket, blev de mere og mere vrede. Efter kl. 23.00 blev grænsen åbnet ved ét grænsekontrolsted, Bornholmer Straße, og snart fulgte de andre kontrolsteder efter. I den nat tog mange mennesker til Vestberlin og tilbage igen. I de næste dage og uger besøgte tusindvis af mennesker Vesttyskland.

Schabowskis pressekonference den 9. november 1989


Østtyske rejsende på vej til Vesttyskland, 12. november 1989

"Rundbordssamtaler" og afslutningen på Stasi

Den 13. november 1989 blev Hans Modrow den nye ministerpræsident i Østtyskland. Han oprettede en rundbordssamtale til politiske beslutninger. I rundbordsgruppen sad medlemmer fra SED og dens masseorganisationer, fra oppositionelle grupper og fra kirkerne. I byer og landsbyer blev der også oprettet mange andre rundbordssamtaler.

Mange mennesker i DDR frygtede stadig ministeriet for statens sikkerhed, som var kendt som "Stasi". Modrow omdøbte ministeriet til Amt für Nationale Sicherheit ("Amt for national sikkerhed"; AfN). AfN begyndte at destruere de dokumenter, som de havde indsamlet i årenes løb. De oppositionelle kræfter ønskede at beholde dokumenterne, og derfor besatte de alle Stasi-kontorer i landet i december 1989 og januar 1990. Den sidste var Stasi-hovedkvarteret i Østberlin den 15. januar 1990.

Frit valg

Den 18. marts 1990 blev der afholdt frie valg til Østtysklands parlament, Volkskammer ("Folkekammeret"). Dette valg blev vundet af Allianz für Deutschland ("Alliancen for Tyskland"), en gruppe af partier, der ønskede, at DDR skulle annekteres af Vesttyskland. Det vigtigste parti i alliancen var CDU, og deres formand, Lothar de Maizière, blev DDR's nye ministerpræsident. Den nye regering indledte genforeningsprocessen, som endelig blev afsluttet den 3. oktober 1990.