Vestberlin: Vestens enklave i Berlin 1949–1990

Vestberlin var navnet på den vestlige del af Berlin mellem 1949 og 1990. Det var de amerikansk, britisk og fransk besatte områder, der blev oprettet i 1945.

På mange måder var det integreret (forenet) med Vesttyskland, men det var ikke en del af Vesttyskland eller Østtyskland. Den sovjetiske sektor blev Østberlin, som Østtyskland gjorde krav på som sin hovedstad. De vestlige allierede anerkendte aldrig dette krav. De sagde, at hele byen stadig var under besættelse af fire magter. Opførelsen af Berlinmuren i 1961 omgav Vestberlin.

Vestberlin blev kaldt "Berlin (West)" af den vesttyske regering og normalt tysk: Westberlin af den østtyske regering. Den østtyske stavemåde antydede, at Vestberlin i virkeligheden ikke var en del af "Berlin" som helhed, men et separat sted. Østberlin blev officielt kaldt Berlin, Hauptstadt der DDR ("Berlin, DDR's hovedstad") eller blot "Berlin" af Østtyskland.

Baggrund og opdeling efter 1945

Efter Nazitysklands nederlag i 1945 delte de fire sejrherrer – USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen – Berlin i tilsvarende sektorer. Vestberlin bestod af de tre vestlige sektorer, geografisk indlejret i den sovjetiskkontrollerede zone, som senere blev til Østtyskland. Denne usædvanlige situation betød, at Vestberlin politisk og juridisk havde en særstilling: byen var ikke formelt indlemmet i Forbundsrepublikken (Vesttyskland), men var i praksis tæt knyttet til den.

Blokade og luftbro (1948–1949)

I 1948 indledte Sovjetunionen en total blokade af adgangen til Vestberlin. For at omgå blokaden gennemførte vestmagterne den berømte luftbro (Luftbrücke), hvor forsyninger blev fløjet ind til byen i næsten et år. Luftbroens succes tvang Sovjetunionen til at ophæve blokaden i maj 1949 og understregede Vestberlins strategiske og symbolske betydning i Den kolde krig.

Politisk og retlig status

Firemagtsstatus: Formelt var hele Berlin fortsat under firemagtskontrol. De vestlige allierede fastholdt deres rettigheder i byen helt indtil genforeningen i 1990.
Forbindelsen til Vesttyskland: Vestberlin havde tætte økonomiske og politiske forbindelser til Forbundsrepublikken, men en række begrænsninger gjaldt: Vestberlins repræsentanter i Forbundsdagen (Bundestag) havde f.eks. ikke fulde stemmerettigheder, og visse suverænitetsbeføjelser lå formelt hos de allierede.
Statsborgerskab og valg: Indbyggerne i Vestberlin var som hovedregel vesttyske statsborgere, men deres deltagelse i nationale valg var indskrænket i praksis indtil slutningen af 1980'erne.

Dagligliv, økonomi og kultur

Trods sin isolerede geografiske situation blev Vestberlin et økonomisk og kulturelt centrum. Byen modtog økonomisk støtte fra Vesttyskland og senere fra Marshallplanen samt særtilskud for at sikre velfærd og forsvarsvilje. Vestberlin udviklede en levende kulturscene med universiteter (bl.a. Free University, grundlagt 1948), teatre, musikliv og et aktivt civilsamfund. Byen blev samtidig et symbol på frihed i konflikten mellem øst og vest.

Berlinmuren, grænsekontrol og flugtforsøg

Den 13. august 1961 begyndte Østtyskland at opføre Berlinmuren, som fysisk afskar Vestberlin fra Østberlin og resten af DDR. Muren begrænsede bevægelsesfriheden og gjorde adskillige flugtforsøg livsfarlige. Alligevel lykkedes det mange at flygte, nogle via farlige ruter (tunneller, fly, improviserede faldskærme eller undergrundsoperationer). Checkpoint Charlie blev et berømt symbol på opdelingens realitet.

Muren stod som fysisk grænse indtil 9. november 1989, hvor øgede politiske forandringer i Østeuropa og intern pres førte til murens åbning. Dette banede vejen for forhandlinger om Tysklands genforening, der blev effektueret 3. oktober 1990.

Allierede installationer og kommunikation

Lufthavne: Vestberlin havde vigtige lufthavne som Tempelhof (amerikansk sektor) og Tegel (fransk sektor, åbnede 1948) – disse spillede en rolle for både civile forbindelser og i luftbroen 1948–49.
Transport: Vestberlin var omkranset af østtysk territorium, og adgangen til byen fra Vesttyskland foregik ad bestemte transitveje (motorveje, jernbaner og flyruter) under aftalte sikkerhedsregler.
Offentlige tjenester: Nogle fælles funktioner, fx S-Bahn (bybanen), forblev i første omgang under østtysk kontrol, hvilket førte til politiske og driftsmæssige spændinger.

Vejen til genforening

Den internationale status for Berlin blev længerevarende forhandlet. Efter Berlinmurens fald og de politiske omvæltninger i Østeuropa fulgte intense forhandlinger mellem de to tyske stater og de fire sejrherrer. To-plus-fire-traktaten (Zwei-plus-Vier-Vertrag) fra 1990 afviklede de sidste allierede rettigheder og banede vejen for Tysklands fulde suverænitet. Den 3. oktober 1990 blev Tyskland genforenet, og Vestberlin ophørte officielt som særstatus – de tidligere vestlige sektorer blev en del af den samlede tyske hovedstad, Berlin.

Arv og betydning

Vestberlin efterlod sig et stærkt symbolsk og materielt arv: en kulturelt livskraftig bydel, mindet om modstand mod totalitære begrænsninger og et vigtigt kapitel i Den kolde krig. Mange bygninger, institutioner og erindringer fra tiden som Vestberlin er stadig synlige i dagens Berlin og indgår i byens identitet og historieformidling.

Vestberlin, fra 1978.

Oprindelser

I Potsdam-aftalen mellem de fire allierede i krigstiden blev det besluttet at dele Tyskland op. I første omgang var det kun en midlertidig foranstaltning, indtil man kunne finde en permanent måde at genforene et fredeligt Tyskland og Berlin på.

Da den kolde krig begyndte, brød den fælles administration af Tyskland og Berlin sammen. Snart blev det sovjetisk besatte Berlin og det vestligt besatte Berlin forvaltet af hver sin regering.

I 1948 forsøgte Sovjetunionen at tvinge de vestlige allierede ud af Berlin ved at blokere de vestlige sektorer. Sovjet blokerede veje, jernbaner og vandveje, men Potsdam-aftalen garanterede luftkorridorer til Berlin. Fordi de vestlige allierede fløj alle de forsyninger ind, som normalt kom ad landvejen, er Berlin-blokaden også kendt som Berlin-luftbroen. Blokaden ophørte i maj 1949. Ved udgangen af 1949 var der blevet oprettet to nye stater i det besatte Tyskland - Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) i vest og Den Tyske Demokratiske Republik (Østtyskland) i øst - med Vestberlin som en enklave, der ikke var en del af nogen af dem.

Juridisk status

Ifølge de vestlige allierede sluttede besættelsen af det meste af Tyskland i 1949, da Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik blev oprettet. Men besættelsen af Berlin kunne kun bringes til ophør ved en firepartsaftale (fire magter), så Berlin forblev et besat område under alle de allieredes formelle kontrol. Derfor blev Grundgesetz (Forbundsrepublikkens forfatning) aldrig anvendt i Vestberlin.

Sovjetunionen erklærede besættelsen af Østberlin for afsluttet, da Østtyskland blev oprettet. Dette skridt blev ikke anerkendt af de vestlige allierede, som fortsat betragtede hele Berlin som et fælles besat område, der ikke tilhørte nogen af de to stater.

På mange måder fungerede Vestberlin imidlertid som den de facto 11. stat i Vesttyskland.

Kort, der blev udgivet i Vesten, viste Vestberlin som en del af Vesttyskland;
Tyskere, der boede i Vestberlin, blev behandlet som vesttyske borgere af de vesttyske myndigheder;
Der var fri bevægelighed mellem Vestberlin og Vesttyskland;
Der var ingen særskilte indvandringsregler for Vestberlin: alle indvandringsregler for Vesttyskland blev fulgt i Vestberlin.
Vesttyske indrejsevisa, der blev udstedt til besøgende, blev stemplet med "gyldigt til indrejse i Forbundsrepublikken Tyskland og Berlin (Vest)", hvilket gav ret til indrejse i både Vestberlin og selve Vesttyskland. Men de allierede kunne ignorere dette. De kontrollerede teknisk set, hvem der kunne komme ind i Vestberlin.

Men de vestlige allierede forblev de øverste politiske myndigheder i landet. De allierede kunne udnævne borgmesteren og bystyret i Rathaus Schöneberg, men de valgte aldrig nogen andre end den valgte borgmester.

Der var forskelle mellem Vesttyskland og Vestberlin.

Vestberlinerne kunne ikke stemme ved forbundsdagsvalg; i stedet valgte Vestberlins Repræsentanternes Hus 20 delegerede uden stemmeret til Forbundsdagen. Senatet i Vestberlin sendte delegerede uden stemmeret til Bundesrat.
Vestberlinere kunne stille op til valget, herunder den socialdemokratiske kansler Willy Brandt, som havde været regerende borgmester i Vestberlin;
Vestberlinerne var fritaget for Forbundsrepublikkens værnepligt, hvilket betød, at unge mennesker flyttede til byen for at undgå værnepligt.
Vestberlinere havde "midlertidige ID-kort", som ikke havde det vesttyske våbenskjold
Lufthansa og andre vesttyske flyselskaber kunne ikke flyve til Berlin, fordi luftkorridorerne mellem Vesttyskland og Vestberlin kun var forbeholdt britiske, franske og amerikanske fly.
Vestberlin havde sit eget postkontor, som var adskilt fra Vesttysklands, og som udstedte sine egne frimærker indtil 1990. Administrationen blev varetaget af det vesttyske postvæsen på vegne af de allierede, og frimærkerne var mærket "Deutsche Bundespost Berlin"

I 1969 susede amerikanske militærkøretøjer gennem myldretidstrafikken i boligkvarteret Zehlendorf, en rutinemæssig påmindelse om, at Vestberlin stadig var lovligt besat af de allierede fra Anden Verdenskrig.

Årene med opdeling

Selv om Vestberlin var adskilt fra Østberlin efter 1949, kunne folk nemt bevæge sig mellem de to dele indtil 1961. På mange måder fungerede Berlin som en enkelt by. De offentlige transportnet U-Bahn og S-Bahn, der blev genopbygget efter krigen, dækkede alle besættelsesområder. Mange mennesker boede i den ene halvdel af byen og havde familiemedlemmer, venner og arbejde i den anden halvdel.

Efterhånden som den kolde krig fortsatte, begyndte mange østtyskere at forlade Østtyskland til fordel for Vesttyskland. Østtyskland lukkede grænserne mellem Øst- og Vesttyskland i 1952, men lukkede ikke Vestberlin af. Da der var fri bevægelighed mellem Vestberlin og Vesttyskland, kunne østtyskerne bruge byen som et overgangssted til Vesten. For at stoppe denne afvanding byggede den østtyske regering den 13. august 1961 Berlinmuren og lukkede dermed fysisk Vestberlin af fra Østtyskland. Det var stadig muligt at rejse fra Vestberlin til Vesttyskland med fly og ad særlige jernbane- og autobahnruter, der var afsat til dette formål, men indbyggerne i de to Berlins var nu fysisk og juridisk adskilt fra hinanden.

Firmagtsaftalen om Berlin (september 1971) og transitaftalen (maj 1972) bidrog til at mindske spændingerne omkring Vestberlin og gjorde det lidt lettere for vestberlinere at rejse til Østtyskland og for tyskere, der rejste ad landevejene ind til byen i stedet for at flyve.

Den 9. november 1989 blev muren åbnet, og de to byer blev endnu en gang fysisk - men ikke juridisk - forenet. Den tyske genforening satte snart en stopper for den vestlige besættelse af Vestberlin. Den 3. oktober 1990 blev Vestberlin og Østberlin forenet som byen Berlin, som derefter blev en delstat i Forbundsrepublikken sammen med resten af Østtyskland. Vestberlin og Østberlin ophørte således begge formelt med at eksistere.

Kort med Berlinmurens placering og overgangssteder

Distrikter i Vestberlin

Vestberlin bestod af følgende bydele:

I den amerikanske sektor:

Neukölln
Kreuzberg
Schöneberg
Steglitz
Tempelhof
Zehlendorf

I den britiske sektor:

Charlottenburg
Tiergarten
Wilmersdorf
Spandau

I den franske sektor:

Reinickendorf
Bryllup

Relaterede sider

Spørgsmål og svar

Q: Hvad var Vestberlin?

A: Vestberlin var den vestlige del af Berlin, der var besat af den amerikanske, britiske og franske sektor mellem 1949 og 1990.

Q: Var Vestberlin en del af Vesttyskland eller Østtyskland?

A: Nej, Vestberlin var ikke en del af Vesttyskland eller Østtyskland, selvom det var integreret med Vesttyskland.

Q: Hvad skete der med den sovjetiske sektor i Berlin?

A: Den sovjetiske sektor blev til Østberlin, som Østtyskland gjorde krav på som sin hovedstad.

Q: Accepterede de vestallierede Østtysklands krav på Østberlin?

A: Nej, de vestallierede anerkendte ikke Østtysklands krav på Østberlin. De mente, at hele byen stadig var under firemagtsbesættelse.

Q: Hvornår blev Berlinmuren bygget?

A: Berlinmuren blev bygget i 1961, og den omringede Vestberlin.

Q: Hvordan omtalte den vesttyske regering Vestberlin?

A: Den vesttyske regering omtalte Vestberlin som "Berlin (Vest)".

Q: Hvad var det officielle navn på Østberlin?

A: Det officielle navn på Østberlin var "Berlin, Hauptstadt der DDR" (Berlin, hovedstad i DDR), eller bare "Berlin", som Østtyskland kaldte det.