Vestberlin

Oprindelser

I Potsdam-aftalen mellem de fire allierede i krigstiden blev det besluttet at dele Tyskland op. I første omgang var det kun en midlertidig foranstaltning, indtil man kunne finde en permanent måde at genforene et fredeligt Tyskland og Berlin på.

Da den kolde krig begyndte, brød den fælles administration af Tyskland og Berlin sammen. Snart blev det sovjetisk besatte Berlin og det vestligt besatte Berlin forvaltet af hver sin regering.

I 1948 forsøgte Sovjetunionen at tvinge de vestlige allierede ud af Berlin ved at blokere de vestlige sektorer. Sovjet blokerede veje, jernbaner og vandveje, men Potsdam-aftalen garanterede luftkorridorer til Berlin. Fordi de vestlige allierede fløj alle de forsyninger ind, som normalt kom ad landvejen, er Berlin-blokaden også kendt som Berlin-luftbroen. Blokaden ophørte i maj 1949. Ved udgangen af 1949 var der blevet oprettet to nye stater i det besatte Tyskland - Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) i vest og Den Tyske Demokratiske Republik (Østtyskland) i øst - med Vestberlin som en enklave, der ikke var en del af nogen af dem.

Juridisk status

Ifølge de vestlige allierede sluttede besættelsen af det meste af Tyskland i 1949, da Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik blev oprettet. Men besættelsen af Berlin kunne kun bringes til ophør ved en firepartsaftale (fire magter), så Berlin forblev et besat område under alle de allieredes formelle kontrol. Derfor blev Grundgesetz (Forbundsrepublikkens forfatning) aldrig anvendt i Vestberlin.

Sovjetunionen erklærede besættelsen af Østberlin for afsluttet, da Østtyskland blev oprettet. Dette skridt blev ikke anerkendt af de vestlige allierede, som fortsat betragtede hele Berlin som et fælles besat område, der ikke tilhørte nogen af de to stater.

På mange måder fungerede Vestberlin imidlertid som den de facto 11. stat i Vesttyskland.

• Kort, der blev udgivet i Vesten, viste Vestberlin som en del af Vesttyskland;
• Tyskere, der boede i Vestberlin, blev behandlet som vesttyske borgere af de vesttyske myndigheder;
• Der var fri bevægelighed mellem Vestberlin og Vesttyskland;
• Der var ingen særskilte indvandringsregler for Vestberlin: alle indvandringsregler for Vesttyskland blev fulgt i Vestberlin.
• Vesttyske indrejsevisa, der blev udstedt til besøgende, blev stemplet med "gyldigt til indrejse i Forbundsrepublikken Tyskland og Berlin (Vest)", hvilket gav ret til indrejse i både Vestberlin og selve Vesttyskland. Men de allierede kunne ignorere dette. De kontrollerede teknisk set, hvem der kunne komme ind i Vestberlin.

Men de vestlige allierede forblev de øverste politiske myndigheder i landet. De allierede kunne udnævne borgmesteren og bystyret i Rathaus Schöneberg, men de valgte aldrig nogen andre end den valgte borgmester.

Der var forskelle mellem Vesttyskland og Vestberlin.

• Vestberlinerne kunne ikke stemme ved forbundsdagsvalg; i stedet valgte Vestberlins Repræsentanternes Hus 20 delegerede uden stemmeret til Forbundsdagen. Senatet i Vestberlin sendte delegerede uden stemmeret til Bundesrat.
• Vestberlinere kunne stille op til valget, herunder den socialdemokratiske kansler Willy Brandt, som havde været regerende borgmester i Vestberlin;
• Vestberlinerne var fritaget for Forbundsrepublikkens værnepligt, hvilket betød, at unge mennesker flyttede til byen for at undgå værnepligt.
• Vestberlinere havde "midlertidige ID-kort", som ikke havde det vesttyske våbenskjold
• Lufthansa og andre vesttyske flyselskaber kunne ikke flyve til Berlin, fordi luftkorridorerne mellem Vesttyskland og Vestberlin kun var forbeholdt britiske, franske og amerikanske fly.
• Vestberlin havde sit eget postkontor, som var adskilt fra Vesttysklands, og som udstedte sine egne frimærker indtil 1990. Administrationen blev varetaget af det vesttyske postvæsen på vegne af de allierede, og frimærkerne var mærket "Deutsche Bundespost Berlin"

I 1969 susede amerikanske militærkøretøjer gennem myldretidstrafikken i boligkvarteret Zehlendorf, en rutinemæssig påmindelse om, at Vestberlin stadig var lovligt besat af de allierede fra Anden Verdenskrig.

Årene med opdeling

Selv om Vestberlin var adskilt fra Østberlin efter 1949, kunne folk nemt bevæge sig mellem de to dele indtil 1961. På mange måder fungerede Berlin som en enkelt by. De offentlige transportnet U-Bahn og S-Bahn, der blev genopbygget efter krigen, dækkede alle besættelsesområder. Mange mennesker boede i den ene halvdel af byen og havde familiemedlemmer, venner og arbejde i den anden halvdel.

Efterhånden som den kolde krig fortsatte, begyndte mange østtyskere at forlade Østtyskland til fordel for Vesttyskland. Østtyskland lukkede grænserne mellem Øst- og Vesttyskland i 1952, men lukkede ikke Vestberlin af. Da der var fri bevægelighed mellem Vestberlin og Vesttyskland, kunne østtyskerne bruge byen som et overgangssted til Vesten. For at stoppe denne afvanding byggede den østtyske regering den 13. august 1961 Berlinmuren og lukkede dermed fysisk Vestberlin af fra Østtyskland. Det var stadig muligt at rejse fra Vestberlin til Vesttyskland med fly og ad særlige jernbane- og autobahnruter, der var afsat til dette formål, men indbyggerne i de to Berlins var nu fysisk og juridisk adskilt fra hinanden.

Firmagtsaftalen om Berlin (september 1971) og transitaftalen (maj 1972) bidrog til at mindske spændingerne omkring Vestberlin og gjorde det lidt lettere for vestberlinere at rejse til Østtyskland og for tyskere, der rejste ad landevejene ind til byen i stedet for at flyve.

Den 9. november 1989 blev muren åbnet, og de to byer blev endnu en gang fysisk - men ikke juridisk - forenet. Den tyske genforening satte snart en stopper for den vestlige besættelse af Vestberlin. Den 3. oktober 1990 blev Vestberlin og Østberlin forenet som byen Berlin, som derefter blev en delstat i Forbundsrepublikken sammen med resten af Østtyskland. Vestberlin og Østberlin ophørte således begge formelt med at eksistere.

Kort med Berlinmurens placering og overgangssteder

Distrikter i Vestberlin

Vestberlin bestod af følgende bydele:

I den amerikanske sektor:

• Neukölln
• Kreuzberg
• Schöneberg
• Steglitz
• Tempelhof
• Zehlendorf

I den britiske sektor:

• Charlottenburg
• Tiergarten
• Wilmersdorf
• Spandau

I den franske sektor:

• Reinickendorf
• Bryllup

Relaterede sider

• Berlin
• Berlin-blokade
• Berlinmuren
• Bonn
• Checkpoint Charlie
• Østberlin
• Den Tyske Demokratiske Republik
• Tyskland
• Spøgelsesstation
• Spandau-fængslet
• Vesttyskland