Plantation af Ulster
Plantation of Ulster var den organiserede kolonisering (plantage) af Ulster. Ulster er en provins i Irland. Folk fra Skotland og England blev sendt af den engelske regering for at bo der. Dette begyndte i begyndelsen af det 17. århundrede, fra 1606. Det blev koloniseret for at stoppe de mennesker, der boede i området, i at kæmpe mod det engelske styre. Ulster havde været det område, der havde været mest modstandsdygtigt over for engelsk kontrol i det foregående århundrede.
Al jord, der tilhørte irske høvdinge fra O'Neill-dynastiet (Uí Néill på gælisk) og O'Donnell-dynastiet (Uí Domhnaill på gælisk), blev taget fra dem og brugt til kolonisterne. Denne jord var på omkring 2.000 km² i amterne County Donegal (dengang kaldet Tyrconnell), Tyrone, Fermanagh, Cavan, Coleraine og Armagh. Det meste af amterne Antrim og Down blev koloniseret privat.
Kolonisterne blev også kaldt de "britiske lejere". De var for det meste fra Skotland og England. De skulle være engelsktalende og protestanter. De skotske kolonister var for det meste presbyterianske og de engelske for det meste medlemmer af Churchof England. Plantationen af Ulster var den største af de irske plantationer.
De amter i Ulster (moderne grænser), der blev koloniseret under plantagerne. Dette kort er en forenkling, da det areal, der faktisk blev koloniseret, ikke dækkede hele det skraverede område.
Baggrund
Hugh O'Donnell og Hugh O'Neill følte, at deres position og Ulsters magt var truet af de engelske indtrængere. Der var mange serier af slag, hvor små engelske grupper blev besejret, og oprøret blev kendt som niårskrigen. Det følgende år skrev de til kong Philip II af Spanien for at få hjælp. Den spanske hjælp kom, men landede i Kinsale i oktober 1601 mile væk fra Ulster. O'Neill og O'Donnell samlede deres hær og mødtes i Kinsale juleaften 1601. De blev besejret af en stærk engelsk hær på 20.000 mand, ledet af Lord Deputy Mountjoy. Spanierne overgav sig. Inden for to år overgav O'Neill og andre ledere sig ved traktaten i Mellifont. I Mellifont indvilligede Ulsters høvdinge i at acceptere engelsk styre i deres lande (sheriffer og dommere). De indvilligede også i at opgive Brehon-loven, det irske sprog og enhver yderligere tanke om oprør. Med mindre støtte fra deres folk og mere engelsk kontrol over Ulster flygtede O'Neill og næsten hundrede ledende medlemmer af Ulsters irske familier fra Irland i en begivenhed, der er kendt som jarlenes flugt. De rejste til Spanien, Italien og Rom.
Begivenheder
Kong James I blev let overtalt af Englands embedsmænd i Irland til at sige, at den bedste måde at sikre Ulsters fremtidige loyalitet på var gennem en plantage. Først blev Antrim og Down givet til to skotske adelsmænd. Dette bragte tusindvis af skotske bosættere over som forpagtere til at arbejde på jorden. I 1609 var disse plantageejere sikkert etableret. Det område, der skulle beplantes, dækkede seks amter - Donegal, Derry, Armagh, Fermanagh, Cavan og Tyrone. Man havde lært af tidligere plantager. Ingen måtte få mere end 2000 acres, og lovene blev strammere. Der var forskellige grupper involveret i Ulster-plantagen.
- Bedemænd: deres ejendomme var normalt på 1.000 acres. Deres årlige leje var meget lav, omkring 5,33 £. Alle bedemændenes ejendomme lå tæt på hinanden. Til beskyttelse lovede bedemænd at bygge en stærk gård eller et stenhus, afhængigt af størrelsen af deres ejendomme, med en stærk gård eller en bawn (stenmur) omkring den. De forpligtede sig til kun at have engelske eller skotske forpagtere inden for tre år.
- Tjenere: De blev kaldt tjenere, fordi de havde tjent kronen som embedsmænd eller soldater i niårskrigen. De udgjorde den største gruppe af planterselskaber. De fik lov til at have nogle irske forpagtere, hvis de opretholdt en streng kontrol med dem. Servitutterne skulle betale en årlig leje på 8 pund.
- Indfødt irsk: Denne gruppe af bosættere var de indfødte irere, som var forblevet loyale under niårskrigen. De boede i nærheden af tjenere, som lovede at holde øje med dem.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var plantagen af Ulster?
A: Plantagen af Ulster var den organiserede kolonisering (plantage) af Ulster, en provins i Irland. Folk fra Skotland og England blev sendt af den engelske regering for at bo der i begyndelsen af det 17. århundrede.
Spørgsmål: Hvorfor sendte den engelske regering folk til at kolonisere Ulster?
Svar: Den engelske regering sendte folk til at kolonisere Ulster for at forhindre de mennesker, der boede i området, i at kæmpe mod det engelske styre. Det havde været særligt modstandsdygtigt over for engelsk kontrol i det foregående århundrede.
Spørgsmål: Hvem ejede det meste af den jord, der blev taget til kolonisterne?
Svar: Det meste af den jord, der blev inddraget til kolonisterne, var ejet af irske høvdinge, der tilhørte to dynastier - Uí Néill og Uí Domhnaill - på gælisk.
Spørgsmål: Hvor meget jord blev inddraget til kolonisering?
Svar: Det anslås, at der blev inddraget en halv million acres (2 000 km²) til kolonisering i seks amter - County Donegal (dengang kaldet Tyrconnell), Tyrone, Fermanagh, Cavan, Coleraine og Armagh. De fleste dele af amterne Antrim og Down blev også koloniseret privat.
Spørgsmål: Hvem blev disse kolonister kaldt?
Svar: Disse kolonister blev kaldt "britiske lejere". De kom for det meste fra Skotland og England, og de skulle være protestanter og kunne tale engelsk.
Spørgsmål: Hvilken religion fulgte de fleste skotske kolonister?
A: De fleste skotske kolonister fulgte presbyterianismen, mens de engelske kolonister hovedsagelig tilhørte Church of England.
Spørgsmål: Hvordan kan den sammenlignes med andre plantager i Irland?
A: Plantationen af Ulster var den største blandt alle de plantationer, der blev gennemført i Irland i denne periode.
