Hovhornugler (Tytonidae): Kirkeuglernes kendetegn, udbredelse og levevis

Hovhornugler (Kirkeugler) – hjerteformet ansigt, lydløs flugt og skarp nattehørelse. Lær om udseende, udbredelse og jagtadfærd i forskellige habitater.

Hovhornugler (familien Tytonidae) er en af de to store uglefamilier; den anden er de ægte ugler, Strigidae. Tytonidae omfatter mellemstore til store ugler med forholdsvis store hoveder og karakteristiske, hjerteformede ansigter, dannet af tætte, stive fjer, som danner en ansigtsskive. De har ofte lange, kraftige ben og stærke kløer, hvilket gør dem effektive til at gribe og bære bytte. I modsætning til mange Strigidae mangler hovhornuglerne typisk markante "øretofs"-fjer.

Kendetegn og specialtilpasninger

Det mest iøjnefaldende kendetegn er den hjerteformede ansigtsskive, som fungerer som en lydopsamler og hjælper med at lokalisere byttets præcise position ved hjælp af meget følsom hørelse. Mange arter har også asymmetrisk placerede ører (hørelse med forskellige højder), hvilket forbedrer den vertikale lokalisering af lyd. Fjerene på vingekanterne og dækfjerene er modificerede, så lyd ved flugt næsten elimineres — dette gør jagten næsten lydløs både for uglen og uvidende byttedyr.

Plumagefarver spænder fra meget lyse, ofte næsten hvide underdele (fx Tyto alba) til brunlige, rødtonede og mere mørke varianter hos andre arter. Mange har fine mørke prikker eller striber. Synen er god i svagt lys, men lyden er det vigtigste sanseorgan ved natlig jagt.

Udbredelse og levesteder

Kirkeuglerne er en vidtspændende familie, men deres distribution er ujævn. De findes på mange kontinenter, men er ikke til stede i det nordlige Nordamerika, i Saharas Afrika og i store dele af Asien. Samtidig forekommer de i både tempererede og tropiske områder og i meget forskellige habitater: fra tørre ørkener til tætte skove, samt åbne landbrugsområder, heder, kystnære områder og også i menneskeskabte strukturer som lader, kirketårne og bygninger.

Nogle arter er knyttet til åbne landskaber med græs eller marker, hvor de kan jage mus og andre småpattedyr, mens andre er mere skovlevende. Flere arter har tilpasset sig menneskelige omgivelser og udnytter lader, kirker og bygninger som rede- og rastepladser.

Levevis og føde

Hovhornugler jager primært i skumringen og om natten. De lokaliserer byttet næsten udelukkende ved lyd og kan fange bytte helt i mørke. Typisk føde omfatter små pattedyr (mus, rotter, muldvarpe, markmus), men de kan også tage fugle, padder, større insekter og lejlighedsvis flagermus eller små hjorte. Jagten foregår enten ved langsom, systematisk flyvning over åbne arealer (søgning/”quartering”) eller ved opsyn fra en siddepind, hvorefter uglen styrter ned på byttet.

Efter måltidet opspyr uglerne ufordøjelige dele af byttet som kompakte pelletter (regurgitater), som ofte bruges i forskning til at bestemme kostsammensætning.

Reproduktion

De fleste arter lægger en forholdsvis stor kuld af æg (ofte 3–7, men variation er stor afhængigt af art og fødegrundlag). Hunnen ruger normalt alene, mens hannen bringer føde. Ungerne vokser hurtigt og forlader reden (flyver først) efter nogle få uger, men bliver ofte i forældrenes nærhed i længere tid, indtil de er selvstændige. Redepladser er typisk hulrum i træer, kløfter, huller i bygninger eller indre rum i lader og kirker.

Taksonomi og eksempler

Familien Tytonidae omfatter især slægterne Tyto (fx kirkeuglen/barn owl, Tyto alba, og maskefløjlsuglen Tyto novaehollandiae) og Phodilus (de såkaldte bay-owls). Enkelte arter i familien har meget snæver udbredelse og specialiserede levesteder — fx nogle ø-enderemiske arter, som kan være truede.

Trusler og bevaring

Mange arter påvirkes af tab af levesteder, ændret landbrugspraksis, tab af redepladser (reparation af gamle bygninger), kollisioner med trafikken og sekundær forgiftning fra rottegift. I nogle områder jages eller forfølges ugler fortsat af mennesker. Samtidig har lokal brug af kirketårne og lader som redepladser stor betydning for bestandene, og bevaringsindsatser omfatter opsætning af redekasser, bevarelse af åbne jagtarealer og begrænsning af giftbrug.

Flere arter har en gunstig bevaringsstatus globalt (fx den vidt udbredte Tyto alba), mens andre ø-enderemiske eller fåtallige arter er sårbare eller truede og kræver målrettet indsats.

Samlet konklusion

Hovhornugler (Tytonidae) er karakterfulde nataktive rovdyr med en helt særlig kombination af en hjerteformet ansigtsskive, fremragende hørelse og næsten lydløse vinger, som gør dem meget effektive natjægere. De findes i mange habitater, har varieret kost og reproduktionsstrategier og er i nogle områder tæt knyttet til menneskets bygninger. Bevarelse af levesteder og reducering af menneskeskabte trusler er afgørende for at sikre deres fortsatte udbredelse.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er en hønsetarm?

Q: Hvad er den anden uglefamilie?

Q: Hvor finder man ikke slørugler?

Q: Hvilken slags levesteder lever slørugler i?

Q: Hvad er det vigtigste kendetegn ved høgeugler?

Q: Hvordan hjælper tilpasningerne af vinge-fjerene hos høgeugler dem med at jage?

Q: Hvornår jager slørugler, og hvordan bruger de lyd til at opdage byttedyrs bevægelser?

Søg efter bogstav