Vampyrblæksprutte

Fysisk beskrivelse

Vampyrblæksprutten kan blive omkring 30 cm lang. Den udgør ingen trussel mod mennesker. Dens 15 cm lange geléagtige krop varierer i farve mellem fløjlsagtig kulsort og lys rødlig farve, afhængigt af stedet og lysforholdene. Et hudbånd forbinder dens otte arme, som hver er foret med rækker af kødfulde pigge eller cirri. Indersiden af denne "kappe" er sort. Kun den distale halvdel (længst væk fra kroppen) af armene har sugekopper. Dens klare, kugleformede øjne - som også afhænger af belysningen - er proportionelt set de største i dyreriget med en diameter på 2,5 cm (1 tomme).

Voksne voksne fisk har et par øreformede finner. Disse finner stikker ud fra de laterale sider af kappen. De tjener som den voksnes primære drivmiddel (til at bevæge sig rundt): Vampyrblæksprutter siges at "flyve" gennem vandet ved at slå med finnerne. Deres kraftige næblignende kæber er hvide som elfenben. Inden i svælget er der to poser. I disse poser skjuler de følelige velarfilamenter. Filamenterne svarer til en ægte blækspruttes tentakler og strækker sig langt ud over armene, men de er et andet armpar end blækspruttens tentakler. I stedet er filamenterne det samme par, som blev tabt af de forfødte blæksprutter.

Vampyrblæksprutten er helt dækket af lysproducerende organer, der kaldes fotoforer. Dyret har stor kontrol over organerne. Det er i stand til at frembringe desorienterende lysglimt af en brøkdel af et sekund til flere minutters varighed. Intensiteten og størrelsen af fotoforerne kan også varieres. Fotohorerne er små hvide skiver, men de er større og mere komplekse i spidsen af armene og ved basen af de to finner. De er fraværende på undersiden af de kappeformede arme. To større hvide områder på toppen af hovedet blev oprindeligt også anset for at være fotoforer, men har vist sig at være fotoreceptorer.

De chromatophorer (pigmentorganer), som er almindelige hos de fleste blæksprutter, er dårligt udviklede hos vampyrblæksprutten. Det betyder, at dyret ikke er i stand til at ændre hudfarve på samme dramatiske måde som de lavvandede blæksprutter, men det er ikke nødvendigt med et sådant trick i de kulsorte dybder, hvor det lever.

Vampyroteuthis infernalis

Levesteder og tilpasninger

Vampyrblæksprutten er et ekstremt eksempel på en dybhavsblæksprutte. Man mener, at den lever på aphotiske (lysløse) dybder fra 600-900 meter eller mere. Inden for denne region af verdenshavene findes et særskilt levested, der er kendt som iltminimumszonen (OMZ). Inden for OMZ er iltmætning for lav til at understøtte aerobt stofskifte hos de fleste højere organismer. Ikke desto mindre er vampyrblæksprutten i stand til at leve normalt i OMZ ved en iltmætning på helt ned til 3 %, hvilket ingen anden blæksprutte - og kun få andre dyr - kan gøre.

For at kunne klare sig i dette levested har vampyrblæksprutterne udviklet flere radikale tilpasninger. Af alle dybhavsblæksprutter er deres stofskifte det laveste. Deres blå blodhæmocyanin binder og transporterer ilt mest effektivt, hvilket de får hjælp af gæller med særlig stor overflade. Dyrene har en svag muskulatur, men opretholder smidighed og flydeevne uden større anstrengelser takket være sofistikerede statocyster (balanceorganer, der minder om menneskers indre øre) og ammoniumrige gelatinevæv, der er tæt på det omgivende havvands tæthed.

I den lavvandede ende af Vampire Squid's vertikale rækkevidde er udsigten fra bunden som himlen i skumringen: Dybvandsblæksprutternes meget følsomme øjne er i stand til at skelne silhuetterne af andre dyr, der bevæger sig ovenover. For at bekæmpe dette genererer vampyrblæksprutten sit eget blålige lys (bioluminescens) i en strategi, der kaldes modlysning: Lyset spreder dyrets silhuet og "skjuler" effektivt dets tilstedeværelse for de opmærksomme øjne nedenunder. Dets egne store øjne opdager selv de svageste glimt. Et par fotoreceptorer er placeret på toppen af hovedet, som måske advarer dyret om bevægelser ovenover.

Ligesom andre dybhavsblæksprutter har vampyrblæksprutter ingen blækposer. Hvis de bliver truet, bliver der i stedet for blæk udsendt en klæbrig sky af bioluminescerende slim, der indeholder utallige kugler af blåt lys, fra armspidserne. Denne lysende spærreild, der kan vare næsten 10 minutter, skal formentlig forvirre potentielle rovdyr og gøre det muligt for vampyrblæksprutten at forsvinde ud i mørket uden at skulle svømme langt. Visningen finder kun sted, hvis dyret er meget ophidset.

Udvikling

Deres udvikling går gennem tre former: de helt unge dyr har et enkelt par finner, en mellemform har to par finner, og den modne form har igen et par finner. Efterhånden som dyrene vokser, og deres overfladeareal i forhold til volumen falder, ændres finnerne i størrelse og omplaceres for at maksimere effektiviteten af gangen. Mens de unge dyr primært fremdriver sig selv ved hjælp af stråleformet fremdrift, finder de voksne dyr, at det er mest effektivt at slå med finnerne. Denne unikke ontogeni har tidligere skabt forvirring, idet de varierende former blev identificeret som flere arter i forskellige familier (Young 2002).

Vampyrblæksprutten formerer sig sandsynligvis langsomt ved hjælp af et lille antal store æg. Væksten er langsom, da der ikke er rigeligt med føde på de dybder, hvor dyrene lever. Det enorme omfang af deres levested og den sparsomme bestand gør forplantningssamtaler til en tilfældig begivenhed. Hunnen kan opbevare en hannes hydraulisk implanterede spermatofore (en slags konisk, cylindrisk sædpose med sæd) i lange perioder, før hun er klar til at befrugte sine æg. Når hun gør det, kan hun være nødt til at ruge over dem i op til 400 dage, før de klækker. Hunnen spiser ikke frem mod denne kulmination og dør kort efter.

Ungerne er ca. 8 mm lange og er veludviklede miniaturer af de voksne, med visse forskelle. Deres arme mangler svømmehud, deres øjne er mindre, og deres velarfilamenter er ikke fuldt ud dannet. Ungerne er gennemsigtige og overlever på en rigelig indre æggeblomme i en ukendt periode, før de begynder at spise aktivt. De mindre dyr opholder sig på meget dybere vand og lever måske af marint snefnug (nedfaldende organisk detritus).

Adfærd

De adfærdsdata, der er kendt, er blevet indsamlet fra flygtige møder med ROV'er; dyrene bliver ofte beskadiget under fangsten og overlever ikke mere end to måneder i akvarier. Et kunstigt miljø gør det vanskeligt at foretage pålidelige observationer af ikke-defensiv adfærd.

Vampyrblæksprutterne er blevet observeret med deres lange velarfilamenter udfoldet og driver rundt i de dybe, sorte havstrømme. Hvis filamenterne kommer i kontakt med et væsen, eller hvis vibrationer rammer dem, undersøger dyrene det med hurtige akrobatiske bevægelser. De er i stand til at svømme med en hastighed svarende til to kropslængder i sekundet og med en accelerationstid på fem sekunder. Deres svage muskler begrænser dog deres udholdenhed betydeligt.

I modsætning til deres slægtninge, der lever i mere gæstfrie dybder, har dybhavsblæksprutter ikke råd til at bruge energi på langvarig flugt. På grund af deres lave stofskifte og den lave tæthed af byttedyr på sådanne dybder må vampyrblæksprutterne bruge innovative taktik til at undgå rovdyr for at spare energi. Deres førnævnte bioluminescerende "fyrværkeri" kombineres med vridning af glødende arme, uregelmæssige bevægelser og flugtbaner. Disse egenskaber gør det svært for et rovdyr at finde ind.

I en trusselsreaktion, der kaldes "græskar-" eller "ananas-stilling", vender vampyrblæksprutten sine kappeformede arme tilbage over kroppen og præsenterer en tilsyneladende større form dækket af frygtindgydende, men uskadelige pigge (kaldet cirri). Undersiden af kappen er stærkt pigmenteret, hvilket skjuler de fleste af kroppens fotoforer. De glødende armspidser er samlet langt over dyrets hoved, hvilket afleder angrebene fra kritiske områder. Hvis et rovdyr skulle bide en armspids af, kan vampyrblæksprutten regenerere den.

Der er rapporteret om blæksprutter, rejer og nilfisk som bytte for vampyrblæksprutter. Der er ikke meget mere kendt om deres fødevaner. I betragtning af deres omgivelser er det usandsynligt, at de er kræsne med hensyn til føde. Vampyrblæksprutter er blevet fundet i maveindholdet fra store dybhavsfisk, dybhavshvaler og pinnipedia som f.eks. søløver.

Forhold

Vampyromorphida er kendetegnet ved at have fotoforer, en særlig type af ukalket endoskelet kaldet "gladius", 8 svømmearme og 2 velarfilamenter. Indtil for ganske nylig var de kun kendt fra moderne arter og nogle fossile rester, som forsøgsvis blev henført til denne gruppe, men et parti kirbier fra den mellemste Jura for ca. 165-164 millioner år siden (mya), som blev fundet i La Voulte-sur-Rhône, viste, at vampyromorfe blæksprutter klart har eksisteret i langt længere tid end hidtil antaget. Disse blev beskrevet som Vampyronassa rhodanica.

De formodede vampyromorfider fra Solnhofen-kalken (156-146 mya), Plesioteuthis prisca, Leptoteuthis gigas og Trachyteutis hastiformis, er store arter og viser træk, som ikke findes hos vampyromorfider. De ligner de ægte blæksprutter, Teuthida (Fischer & Riou 2002).