Kirkeugle (Tyto alba) – Kendetegn, udbredelse, føde og yngle

Kirkeugle (Tyto alba): Opdag kendetegn, udbredelse, føde og ynglevaner — vingefang, størrelse, habitater og jagtadfærd for denne ikoniske ugle.

Den almindelige kirkeugle er Tyto alba, en ugleart i slægten Tyto. Det er den mest udbredte ugleart og en af de mest udbredte af alle fugle. Slægt af kirkeuglefamilien Tytonidae er en af to hovedstammer af levende ugler, den anden er de typiske ugler (Strigidae). Den er kendt under mange andre navne i forskellige dele af verden, hvilket er et af problemerne med "fællesnavne". Det er en af hovedårsagerne til, at Linné opfandt sit videnskabelige navngivningssystem.

Denne ugle har lange vinger, et lyst ansigt og en firkantet hale. Den lever i landlige områder som gårde og skovområder. Kirkeuglen har et vingefang på 75-110 cm, og dens kropslængde måler op til omkring 25-50 cm. Den vejer mellem 187 og 800 gram.

Kirkeugler yngler om foråret, og de yngler i reder i træer. Den spiser små pattedyr, krybdyr, fisk, insekter og mindre fugle.

Kendetegn

Kirkeuglen er let genkendelig på det hjerteformede, hvide eller lyse ansigt (ansigtsdisk), som hjælper med at forstærke og lokalisere lyd. Plummagen varierer fra næsten hvid på undersiden til gullig eller rødbrun på oversiden med fine pletter. Vingerne er lange og brede, hvilket sammen med en blød fjerstruktur giver næsten lydløs flugt — en vigtig egenskab ved jagt.

• Størrelse: Varierer mellem underarter; typisk kropslængde ca. 25–50 cm og vingefang 75–110 cm.
• Vægt: Meget variabel afhængigt af underart og køn; ca. 187–800 g.
• Livslængde: I naturen ofte 4–10 år, men enkelte kan blive ældre i fangenskab eller under gode forhold.

Udbredelse og levested

Kirkeuglen har en nær-kosmopolitisk udbredelse og findes i store dele af Europa, Asien, Afrika, Australien og Amerika. Den mangler i de koldeste arktiske egne, store ørkener og nogle meget isolerede øer. Arten foretrækker åbne eller halvoverte landskaber med tilgængelige skjulesteder til redepladser — blandt andet gårde, ladebygninger, kirketårne, huler, klipper og hulrum i træer. I bynære områder kan den også yngle i industribygninger og under broer.

Føde og jagt

Hovedparten af føden består af små pattedyr som markmus, baller, rotter og andre gnavere. Kirkeuglen tager også mindre fugle, insekter, padder og lejlighedsvis krybdyr eller fisk, afhængigt af lokaliteten og årstid. Den jagter primært om natten ved at glide lavt over jorden og lytte efter bytte med sit specialiserede høresystem — ansigtsdisken og asymmetrisk placerede ører hjælper med at lokalisere byttet præcist.

Efter et måltid gylper kirkeuglen ufordøjelige hår, knogler og skind op som såkaldte pellets. Analyse af pellets er en almindelig metode til at studere dens fødevalg og bestandssammensætning.

Yngle og adfærd

Kirkeuglen begynder ofte at yngle om foråret, men tidspunktet kan variere mellem regioner og klima. Hunnen lægger typisk 4–7 æg per kuld, og nogle par kan få flere kuld i gunstige år. Hunnen ruger æggene alene i omkring 28–34 dage, mens hannen leverer føde til hunnen og senere til ungerne. Ungerne forlader reden (flyvefærdige) typisk efter 8–10 uger, men bliver ofte fodret i yderligere uger, indtil de kan klare sig selv.

Redepladser er meget varierede: kirketårne og lader har givet arten dens danske navn, men den benytter også træhuler, kløfter, hule bygninger og menneskeskabte redekasser. Kirkeugler kan være territoriale i yngletiden og udviser en række kald og skrig, især om natten.

Trusler og bevaring

Kirkeuglen er i mange områder stadig almindelig, men oplever lokale tilbagegange. De vigtigste trusler er:

• Tab af egnede levesteder og redepladser (f.eks. nedrivning af gamle lader og restaurering af kirketårne).
• Forgiftning fra bekæmpelsesmidler og rodenticider, som ophobes i fødekæden.
• Kollision med køretøjer og tab af fødegrundlag ved intensivt landbrug.

Mange lande har aktive bevaringsindsatser som opsætning af redekasser, bevarelse af traditionelle landbrugsstrukturer og oplysning om skadeligheden af giftstoffer. Kirkeuglen er ofte omfattet af national beskyttelse og internationale aftaler.

Interessante fakta

• Kirkeuglen er kendt for sin næsten lydløse flugt — en fordel i forhold til at overraske byttet.
• Den bruges ofte som indikatorart for sundheden i landbrugslandskabet, fordi dens bestand afhænger af tilgængelighed af små gnavere.
• Navnet "kirkeugle" kommer af artens hyppige brug af kirketårne og gamle bygninger som rede- og hvilepladser.

Økologi

Tyto alba er nataktiv, som det er normalt for ugler. Den bliver dog ofte aktiv kort før mørkets frembrud og kan undertiden ses om dagen, når den flytter sig fra en soveplads, som den ikke bryder sig om.

Det er en fugl fra åbne landområder som f.eks. landbrugsland eller græsarealer med enkelte skovarealer imellem. Denne ugle foretrækker at jage langs skovkanterne. Den har en ubesværet svingende flugt, når den bevæger sig over græsmarker eller lignende jagtområder. Som de fleste ugler flyver kirkeuglen lydløst; de små tandsnit på forkanterne af dens flyvefjerene hjælper med at bryde luftstrømmen over vingerne og reducerer derved turbulens og den støj, der følger med den.

Kost og fodring

Den jager ved at flyve lavt og langsomt over et område med åbent terræn og svæver over steder, der skjuler potentielle byttedyr. Den kan også bruge hegnspæle eller andre udkigsposter til at lægge sig i baghold på byttet. Gråuglen ernærer sig primært af små hvirveldyr som f.eks. gnavere.

Undersøgelser har vist, at en enkelt kirkeugle kan spise en eller flere gnavere om natten; et par med unger kan spise mere end 1.000 gnavere om året. Lokalt overdrevne gnaverarter i vægtklassen på flere gram pr. individ udgør normalt det meste af byttet. Sådanne dyr udgør sandsynligvis mindst tre fjerdedele af den biomasse, der spises af hver eneste T. alba, undtagen i nogle ø-populationer. I Irland har den utilsigtede indførelse af markmus i 1950'erne ført til et stort skift i kirkeuglens føde: hvor deres områder overlapper hinanden, er markmusen nu langt det største bytte. Kosten suppleres med lokale små hvirveldyr og store hvirvelløse dyr.

En (han) Tyto alba alba-type (til venstre) og en (hun) T. a. guttata-type kirkeugle i Nederlandene, hvor disse underarter krydses.


Et kranium af en kirkeugle, der viser det gnavedræbende næb

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er den almindelige kirkeugle?

Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem slægten kirkeugle og den typiske uglefamilie?

Spørgsmål: Hvorfor har kirkeuglen flere navne?

Spørgsmål: Hvad er årsagen til, at Linné opfandt sit system for videnskabelige navne?

Spørgsmål: Hvad er de fysiske kendetegn ved en kirkeugle?

Spørgsmål: Hvor bor kirkeuglen?

Spørgsmål: Hvad spiser kirkeuglen, og hvornår yngler den?

Søg efter bogstav