Tasmansk pungulv
Thylacine var et kødædende (hovedsageligt kødædende) pungdyr. Thylacinen var også kendt som en tasmansk tiger, en tasmansk ulv og en tasmansk hyæne. Den sidste kendte thylacine døde i en zoologisk have i Hobart den 7. september 1936. De levede engang i hele Australien og på Ny Guinea. Der findes malerier af dyrene i den nordlige del af Western Australia og i Northern Territory. I Riversleigh i det nordlige Queensland har forskere fundet fossile knogler af thylaciner, som er mindst 30 millioner år gamle.
Udryddelsen af thylacinen
Thylaciner var almindelige i hele Australien. Der er fundet fossile rester i Queensland, malerier i Western Australia og et mumificeret lig i en grotte på Nullabor-sletten i South Australia. Liget blev dateret til at være 4.650 år gammelt. Thylacinen begyndte at forsvinde fra det australske fastland for ca. 5.000 år siden. Det er omtrent samtidig med, at dingoerne ankom til Australien. På grund af det stigende havniveau for 10.000 år siden blev Tasmanien adskilt fra det australske fastland af Bass Strait, som dingoerne aldrig krydsede. Da europæerne kom til Australien i 1788, levede thylacinen kun på Tasmanien.
Søfolk på Abel Tasmans skib i november 1642 rapporterede, at de havde set "tygr"-fodaftryk. Den franske opdagelsesrejsende Antoine Bruni d'Entrecasteaux fandt en kæbeknogle fra en thylacine i 1792. Den 13. maj 1792 foretog han den første bekræftede observation, som blev beskrevet som værende på størrelse med en stor hund og med sorte striber. I 1805 sendte løjtnant guvernør Paterson en beskrivelse af en thylacine til Sydney. Han sagde, at dyret var sjældent og ualmindeligt.
Thylacinerne blev jaget, fordi landmændene sagde, at de dræbte får. Den tasmanske regering gav penge til landmændene for hver thylacine, de dræbte. Den sidste thylacine blev skudt og dræbt i Mawbanna, Tasmanien, den 13. maj 1930 af landmanden Wilfred Batty. Regeringen indførte love for at beskytte dem nogle få måneder før den sidste døde. De er nu uddøde, hvilket betyder, at der ikke er nogen thylaciner tilbage i live noget sted i verden.
Thyalcine i Hobart zoo, 1933
Udseende
Thylacinen var ca. 1,8 meter lang og dens hale var op til 53 cm lang. Den skulle have været omkring 58 centimeter høj og kunne veje op til 30 kilo. Den var grå og brun i farven med 16 sorte eller brune striber på ryggen. Den havde samme form som en hund, men ryggen, bagdelen og halen lignede mere en kænguru. Dens hale var ret stiv. Den havde meget korte ben. Den havde tænder som en hund, men med flere fortænder. Thyalcine kunne åbne munden ca. 120 grader.
Thylacinen var et nataktivt (nat) jagende dyr. De spiste wallabies, rotter, fugle, echidnas, kaniner og får.
Thylacinerne var pungdyr, hvilket betyder, at hunnen bar ungerne i en pose. Posen åbnede sig bagtil.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en Thylacine?
A: En Thylacine er et kødædende pungdyr, der også var kendt som tasmansk tiger, tasmansk ulv og tasmansk hyæne.
Q: Hvornår døde den sidste kendte Thylacine?
A: Den sidste kendte Thylacine døde i en zoologisk have i Hobart den 7. september 1936.
Q: Hvor levede Thylacine engang?
A: Thylaciner levede engang over hele Australien og Ny Guinea.
Q: Hvor finder man malerier af Thylacines?
A: Malerier af Thylacines er fundet i den nordlige del af Western Australia og i Northern Territory.
Q: Hvad har forskere opdaget ved Riversleigh i det nordlige Queensland?
A: Forskere har fundet fossile knogler fra Thylacines, som er mindst 30 millioner år gamle, ved Riversleigh i det nordlige Queensland.
Q: Hvilken slags dyr er Thylacine?
A: Thylacinen er et pungdyr, der hovedsageligt spiser kød.
Q: Hvad er nogle af de andre navne for Thylacine?
A: Nogle andre navne for Thylacine er tasmansk tiger, tasmansk ulv og tasmansk hyæne.
