Thylacine var et kødædende (hovedsageligt kødædende) pungdyr, videnskabeligt kendt som Thylacinus cynocephalus. Thylacinen var også kendt som en tasmansk tiger, en tasmansk ulv og en tasmansk hyæne. Den sidste kendte thylacine døde i en zoologisk have i Hobart den 7. september 1936. De levede engang i hele Australien og på Ny Guinea, men blev i nyere tid især forbundet med Tasmanien.

Udseende og anatomi

Thylacinen lignede på afstand en hund eller ulv, men var et pungdyr. Den målte typisk 100–130 cm fra snude til halespids og vejede omkring 15–30 kg. Den havde en smal snude, kraftige kæber og en karakteristisk ryg med mørke tværstriber, mest fremtrædende over bagpartiet og halen. Som pungdyr havde hunner en pung (marsupium), hvor ungerne udviklede sig efter en forholdsvis kort drægtighedsperiode.

Udbredelse og fossile fund

Thylaciner fandtes historisk i store dele af Australien, på Ny Guinea og senere kun i Tasmanien. Der findes malerier af dyrene i den nordlige del af Western Australia og i Northern Territory, hvilket tyder på et tidligere vidtstrakt udbredelsesområde. I Riversleigh i det nordlige Queensland har forskere fundet fossile knogler af thylaciner, som er mindst 30 millioner år gamle, og disse fund viser, at slægten har en meget lang evolutionær historie i Australasien.

Levevis og føde

Thylacinen var et nataktivt rovdyr, der jævnligt jagede mindre pattedyr og fugle. Den var et opportunistisk rovdyr — både aktiv jæger og ådselsæder — og menes at have været ensom eller i små familiegrupper. Den havde en kraftig bidkraft og et stort gab, hvilket hjalp ved at fange bytte. Ungerne blev født meget tidligt i deres udvikling og færdigudviklede sig i moderenes pung.

Årsager til uddøen

Uddøen af thylacinen skyldes en kombination af faktorer:

  • Intens jagt og statslige præmier på Tasmanien: Thylacinen blev udråbt som en trussel mod husdyr, og der blev udbetalt dusører, som førte til massiv afskydning.
  • Habitatforandringer og tab af vildmark: Landbrug og ændringer i landskabet reducerede levesteder og byttedyrenes udbredelse.
  • Konkurrence og sygdom: Introduktion af hunde og sandsynligvis sygdomme kan have svækket bestande. På fastlandet bidrog dingoens udbredelse til thylacinens forsvinden langt tidligere end i Tasmanien.
  • Små bestande og genetisk sårbarhed: Når populationerne bliver meget små, øges risikoen for genetiske problemer og udryddelse ved tilfældige begivenheder.

Eftermæle, historier og eftersøgninger

Selvom den officielle sidste thylacine døde i 1936, er der gennem årene indrapporteret mange formodede observationer i Tasmanien og på det australske fastland. Disse beretninger er dog aldrig bekræftet med ubestridelige beviser. Thylacinen har fået en særlig plads i populærkulturen og i diskussioner om bevaringsarbejde, og den bruges ofte som et advarende eksempel på, hvordan menneskelig aktivitet kan udrydde arter.

Forskning og moderne perspektiver

Der arbejdes fortsat med forskning i thylacinens biologi gennem studier af museale skind, skeletter og fotografier. Genetiske analyser af bevarende prøver har forbedret forståelsen af artens slægtskab med andre pungdyr. Der har også været spekulationer og videnskabelige diskussioner om mulighederne for at genoplive arten ved brug af avanceret genetik og kloning, men sådanne projekter står over for store tekniske, etiske og økologiske udfordringer.

Betydning: Thylacinen symboliserer både den biologiske mangfoldighed, der engang fandtes i Australien, og de konsekvenser menneskelige handlinger kan have for arter og økosystemer. Dens historie understreger vigtigheden af tidlig indsats for at beskytte truede arter og deres levesteder.