Thylacin (Tasmansk tiger) — uddød kødædende pungdyr fra Australien
Thylacin (tasmansk tiger) — fascinerende fortælling om det uddøde kødædende pungdyr fra Australien: udbredelse, fossiler og den sidste kendte død i 1936.
Thylacine var et kødædende (hovedsageligt kødædende) pungdyr, videnskabeligt kendt som Thylacinus cynocephalus. Thylacinen var også kendt som en tasmansk tiger, en tasmansk ulv og en tasmansk hyæne. Den sidste kendte thylacine døde i en zoologisk have i Hobart den 7. september 1936. De levede engang i hele Australien og på Ny Guinea, men blev i nyere tid især forbundet med Tasmanien.
Udseende og anatomi
Thylacinen lignede på afstand en hund eller ulv, men var et pungdyr. Den målte typisk 100–130 cm fra snude til halespids og vejede omkring 15–30 kg. Den havde en smal snude, kraftige kæber og en karakteristisk ryg med mørke tværstriber, mest fremtrædende over bagpartiet og halen. Som pungdyr havde hunner en pung (marsupium), hvor ungerne udviklede sig efter en forholdsvis kort drægtighedsperiode.
Udbredelse og fossile fund
Thylaciner fandtes historisk i store dele af Australien, på Ny Guinea og senere kun i Tasmanien. Der findes malerier af dyrene i den nordlige del af Western Australia og i Northern Territory, hvilket tyder på et tidligere vidtstrakt udbredelsesområde. I Riversleigh i det nordlige Queensland har forskere fundet fossile knogler af thylaciner, som er mindst 30 millioner år gamle, og disse fund viser, at slægten har en meget lang evolutionær historie i Australasien.
Levevis og føde
Thylacinen var et nataktivt rovdyr, der jævnligt jagede mindre pattedyr og fugle. Den var et opportunistisk rovdyr — både aktiv jæger og ådselsæder — og menes at have været ensom eller i små familiegrupper. Den havde en kraftig bidkraft og et stort gab, hvilket hjalp ved at fange bytte. Ungerne blev født meget tidligt i deres udvikling og færdigudviklede sig i moderenes pung.
Årsager til uddøen
Uddøen af thylacinen skyldes en kombination af faktorer:
- Intens jagt og statslige præmier på Tasmanien: Thylacinen blev udråbt som en trussel mod husdyr, og der blev udbetalt dusører, som førte til massiv afskydning.
- Habitatforandringer og tab af vildmark: Landbrug og ændringer i landskabet reducerede levesteder og byttedyrenes udbredelse.
- Konkurrence og sygdom: Introduktion af hunde og sandsynligvis sygdomme kan have svækket bestande. På fastlandet bidrog dingoens udbredelse til thylacinens forsvinden langt tidligere end i Tasmanien.
- Små bestande og genetisk sårbarhed: Når populationerne bliver meget små, øges risikoen for genetiske problemer og udryddelse ved tilfældige begivenheder.
Eftermæle, historier og eftersøgninger
Selvom den officielle sidste thylacine døde i 1936, er der gennem årene indrapporteret mange formodede observationer i Tasmanien og på det australske fastland. Disse beretninger er dog aldrig bekræftet med ubestridelige beviser. Thylacinen har fået en særlig plads i populærkulturen og i diskussioner om bevaringsarbejde, og den bruges ofte som et advarende eksempel på, hvordan menneskelig aktivitet kan udrydde arter.
Forskning og moderne perspektiver
Der arbejdes fortsat med forskning i thylacinens biologi gennem studier af museale skind, skeletter og fotografier. Genetiske analyser af bevarende prøver har forbedret forståelsen af artens slægtskab med andre pungdyr. Der har også været spekulationer og videnskabelige diskussioner om mulighederne for at genoplive arten ved brug af avanceret genetik og kloning, men sådanne projekter står over for store tekniske, etiske og økologiske udfordringer.
Betydning: Thylacinen symboliserer både den biologiske mangfoldighed, der engang fandtes i Australien, og de konsekvenser menneskelige handlinger kan have for arter og økosystemer. Dens historie understreger vigtigheden af tidlig indsats for at beskytte truede arter og deres levesteder.
Udryddelsen af thylacinen
Thylaciner var almindelige i hele Australien. Der er fundet fossile rester i Queensland, malerier i Western Australia og et mumificeret lig i en grotte på Nullabor-sletten i South Australia. Liget blev dateret til at være 4.650 år gammelt. Thylacinen begyndte at forsvinde fra det australske fastland for ca. 5.000 år siden. Det er omtrent samtidig med, at dingoerne ankom til Australien. På grund af det stigende havniveau for 10.000 år siden blev Tasmanien adskilt fra det australske fastland af Bass Strait, som dingoerne aldrig krydsede. Da europæerne kom til Australien i 1788, levede thylacinen kun på Tasmanien.
Søfolk på Abel Tasmans skib i november 1642 rapporterede, at de havde set "tygr"-fodaftryk. Den franske opdagelsesrejsende Antoine Bruni d'Entrecasteaux fandt en kæbeknogle fra en thylacine i 1792. Den 13. maj 1792 foretog han den første bekræftede observation, som blev beskrevet som værende på størrelse med en stor hund og med sorte striber. I 1805 sendte løjtnant guvernør Paterson en beskrivelse af en thylacine til Sydney. Han sagde, at dyret var sjældent og ualmindeligt.
Thylacinerne blev jaget, fordi landmændene sagde, at de dræbte får. Den tasmanske regering gav penge til landmændene for hver thylacine, de dræbte. Den sidste thylacine blev skudt og dræbt i Mawbanna, Tasmanien, den 13. maj 1930 af landmanden Wilfred Batty. Regeringen indførte love for at beskytte dem nogle få måneder før den sidste døde. De er nu uddøde, hvilket betyder, at der ikke er nogen thylaciner tilbage i live noget sted i verden.
Thyalcine i Hobart zoo, 1933
Udseende
Thylacinen var ca. 1,8 meter lang og dens hale var op til 53 cm lang. Den skulle have været omkring 58 centimeter høj og kunne veje op til 30 kilo. Den var grå og brun i farven med 16 sorte eller brune striber på ryggen. Den havde samme form som en hund, men ryggen, bagdelen og halen lignede mere en kænguru. Dens hale var ret stiv. Den havde meget korte ben. Den havde tænder som en hund, men med flere fortænder. Thyalcine kunne åbne munden ca. 120 grader.
Thylacinen var et nataktivt (nat) jagende dyr. De spiste wallabies, rotter, fugle, echidnas, kaniner og får.
Thylacinerne var pungdyr, hvilket betyder, at hunnen bar ungerne i en pose. Posen åbnede sig bagtil.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en Thylacine?
A: En Thylacine er et kødædende pungdyr, der også var kendt som tasmansk tiger, tasmansk ulv og tasmansk hyæne.
Q: Hvornår døde den sidste kendte Thylacine?
A: Den sidste kendte Thylacine døde i en zoologisk have i Hobart den 7. september 1936.
Q: Hvor levede Thylacine engang?
A: Thylaciner levede engang over hele Australien og Ny Guinea.
Q: Hvor finder man malerier af Thylacines?
A: Malerier af Thylacines er fundet i den nordlige del af Western Australia og i Northern Territory.
Q: Hvad har forskere opdaget ved Riversleigh i det nordlige Queensland?
A: Forskere har fundet fossile knogler fra Thylacines, som er mindst 30 millioner år gamle, ved Riversleigh i det nordlige Queensland.
Q: Hvilken slags dyr er Thylacine?
A: Thylacinen er et pungdyr, der hovedsageligt spiser kød.
Q: Hvad er nogle af de andre navne for Thylacine?
A: Nogle andre navne for Thylacine er tasmansk tiger, tasmansk ulv og tasmansk hyæne.
Søge