Henry Wadsworth Longfellow (27. februar 1807 - 24. marts 1882) var en amerikansk lærer og digter, oversætter og professor, der i løbet af 1800-tallet opnåede stor popularitet både i USA og i udlandet. Blandt hans mest kendte værker er "Paul Revere's Ride", The Song of Hiawatha" og Evangeline". Han var også den første amerikaner, der oversatte Dante Alighieris Den guddommelige komedie. Longfellow var en af de fem såkaldte Fireside Poets og hørte til blandt de mest indflydelsesrige kulturpersonligheder i 1800-tallets USA.
Biografi
Longfellow blev født i Portland, Maine og studerede på Bowdoin College, hvor han dimitterede som en af skolens fremtrædende studerende. Efter studierne tilbragte han flere år i Europa, hvor han studerede sprog, litteratur og kultur — erfaringer der senere prægede hans forfatterskab og oversættelser. Han vendte tilbage til USA og blev professor i moderne sprog ved Bowdoin. Senere blev han udnævnt til professor på Harvard College, en stilling han beholdt indtil sin pensionering i 1854, hvorefter han koncentrerede sig fuldt ud om forfatterskabet.
Longfellow boede det meste af sit voksne liv i Cambridge, Massachusetts, og i mange år i det hus, der tidligere havde fungeret som George Washingtons hovedkvarter (kendt som Craigie House). Hans privatliv var præget af både glæde og tragedie: hans første kone, Mary Potter, døde i 1835 efter en komplikation i forbindelse med en abort, og hans anden kone, Frances Appleton, omkom i 1861, da hendes kjole antændtes ved en ulykke. Datidens sorg påvirkede hans produktion; efter Frances' død havde han svært ved at skrive, og han brugte blandt andet tiden til store oversættelsesarbejder. Longfellow døde i 1882 og efterlod sig en betydelig litterær arv.
Værker og temaer
Longfellow debuterede som digter med en række samlinger; blandt hans tidlige udgivelser var Voices of the Night (1839) og Ballads and Other Poems (1841). Han er især kendt for narrative og lyriske digte, ofte præget af melodisk sprog og fortællende styrke. Hans digte trækker ofte på mytologi, legender og historiske temaer og henvender sig til et bredt publikum.
- Evangeline" – et episk digt om den akadiske deportation, der har gjort indtryk med sin sorgfulde, fortællende tone.
- The Song of Hiawatha" – et langepos inspireret af indfødte myter og komponeret i en rytmisk trokeisk meter, som gjorde digtet særligt melodiøst.
- Paul Revere's Ride – et kortere, dramatisk fortællende digt, der hylder en episode fra den amerikanske uafhængighedskamp og har opnået stor folkelig udbredelse.
Ud over sine originale digte arbejdede Longfellow med oversættelser af europæiske klassikere — hans oversættelse af Dante Alighieris Den guddommelige komedie bragt nye læsere til Dantes værk og markerede ham som en kulturmæssig brobygger mellem europæisk og amerikansk litteratur.
Stil, kritik og eftermæle
Longfellow skrev hovedsageligt lyriske digte, som er kendetegnet ved deres musikalitet, klare fortællerstemme og lettilgængelige billedsprog. Hans evne til at kombinere folkelige motiver med klassiske former gjorde ham yderst populær blandt samtidens læsere. Samtidig mødte han kritik — visse samtidige og senere kritikere mente, at hans stil kunne være for sentimental eller at han efterlignede europæiske former frem for at udvikle en særskilt amerikansk poesi.
Trods kritikken havde Longfellow enorm indflydelse: han var den mest læste amerikanske digter i sin levetid og opnåede også international anerkendelse. I 1884 blev Longfellow den første ikke-britiske forfatter, for hvem der blev opstillet en mindebuste i Poet's Corner i Westminster Abbey i London; han er den eneste amerikanske digter, der er repræsenteret med en buste dér, hvilket vidner om hans brede anerkendelse.
Sammenfattende står Henry Wadsworth Longfellow som en central figur i amerikansk litteraturhistorie: en brobygger mellem litterære traditioner, en fortællemester med sans for melodisk sprog og en forfatter, hvis digte fortsat læses og diskuteres både for deres umiddelbare appel og for deres plads i den litterære udvikling i USA.
