Barberen fra Sevilla (på italiensk: Il barbiere di Siviglia) er en komisk opera (opera buffa) i to akter af komponisten Gioachino Rossini. Librettoen bygger på Pierre Beaumarchais’ komedie Barberen af Sevilla og blev skrevet af Cesare Sterbini. Rossini, der var omkring 24 år gammel ved færdiggørelsen, skabte en af sine mest elskede og mest fremførte værker med et stof fyldt af energi, hurtig patter og fængende melodier.

Den første forestilling fandt sted den 20. februar 1816 i Rom (Teatro Argentina). Premieren havde en blandet modtagelse, men operaen vandt hurtigt publikumets gunst og er i dag en fast bestanddel af den internationale operarepertoire.

Personer og roller

  • Fyrst Almaviva – tenor (forelsket i Rosina, optræder ofte forklædt)
  • Figaro – baryton (barberen fra titlen, Almavivas hjælper og altmuligmand)
  • Rosina – sopran (pigerollen, som er mål for Almavivas kærlighed)
  • Dr. Bartolo – bas/baryton (Rosinas værge, som vil gifte sig med hende)
  • Don Basilio – bas (musiklærer og intrigemaker)

Handling (kort)

Operaen fortæller i korte træk, hvordan den unge grev Almaviva, forelsket i Rosina, ved hjælp af barberen Figaro gennemfører snedige planer og forklædninger for at vinde hende fra hendes formynder Dr. Bartolo. Handlingen er en serie komiske forviklinger: Almaviva optræder som simpel soldatsanger og som nattestuderende for at komme tæt på Rosina, Figaro arrangerer indbrud og alibier, og gennem list og musik lykkes det parret at overliste Bartolo og forene sig.

Musik og højdepunkter

Rossinis musik kombinerer hurtige, virtuose vokallinjer (patter) med lysende orkestering og karakterfulde ensembles. Blandt de mest kendte numre er:

  • "Largo al factotum" – Figaros berømte, sprudlende aria med hurtig tekstartikulering
  • "Una voce poco fa" – Rosinas briljante aria, hvor hun bekræfter sin vilje og kærlighed
  • "Ecco ridente in cielo" – Almavivas lyriske serenade

Den livlige overture er også meget genkendelig og bruges ofte selvstændigt i koncerter.

Historie og betydning

Der eksisterede en tidligere operaversion af Beaumarchais’ tekst af Giovanni Paisiello (1782), og ved Rossinis premiere var der kortvarig rivalisering mellem tilhængere af de to udgaver. Alligevel gik Rossinis version hurtigt forrest i popularitet. Operaen er et glimrende eksempel på den italienske opera buffa med fokus på hurtigt tempo, komisk timing og ensemblebrug, og den har haft stor indflydelse på senere operakompositioner og iscenesættelser.

Typisk spilletid ligger omkring to timer afhængigt af sætningsvalg og tempi. I dag hører Il barbiere di Siviglia til de hyppigst opførte operaer i verden og findes i utallige indspilninger og produktioner — fra traditionelle historiske opførelser til moderne fortolkninger.