Slaget ved South Mountain blev udkæmpet den 14. september 1862 i South Mountain i Maryland mellem konfødererede og unionsstyrker. Slaget ved South Mountain var et meget vigtigt slag. Det var det første større slag, der blev udkæmpet nord for Potomac-floden. Det var den første invasion af det nordlige USA af en konfødereret hær. Det var også her og ikke ved Antietam, hvor de konfødererede under general Robert E. Lee blev besejret og vendt tilbage. Det døgnlange slag på banen blev udkæmpet for at få kontrol over de tre passager gennem bjerget: Crampton's, Turner's og Fox's Gaps.
Baggrund
Slaget var en del af den såkaldte Maryland-kampagne, hvor general Robert E. Lee førte Army of Northern Virginia ind i Maryland sommeren 1862 i håb om at true Washington D.C., presse Nordstaterne politisk og skaffe forsyninger. Efter sammenstødene ved Second Bull Run delte Lee sine styrker for at tage Harpers Ferry og sikre sine flankepositioner. Unionens Army of the Potomac under generalmajor George B. McClellan fik kendskab til konfødererede dispositioner og rykkede frem for at forhindre, at Lee kunne operere frit i det nordlige territorium. De tre smalle passager gennem South Mountain var strategisk vigtige for bevægelse og forsyningslinjer, og derfor blev de omdrejningspunkt for kampene den 14. september.
Forløb
Slaget bestod i samtidige og koordinerede angreb fra unionsstyrker i flere kolonner på de tre kløfter i bjergryggen. Kampene var hårde og foregik i krævende terræn med tæt bevoksning og stejl adgang til gaps. Ved Fox's og Turner's Gaps lykkedes det unionstropper at presse gennem efter voldsomme angreb, og ved dagens slutning havde unionen opnået fodfæste på ryggen. I Crampton's Gap forsøgte en anden unionsstyrke at bryde igennem for at nå Harpers Ferry og lette belejringen dér; angrebet gjorde fremskridt, men nåede ikke fuldt ud at forandre situationen ved Harpers Ferry samme dag.
Konføderationen valgte at trække sig tilbage fra passagerne mod Sharpsburg (Antietam) for at samle sine styrker, hvilket førte direkte ind i det efterfølgende slag ved Antietam den 17. september.
Kommandoer og styrker
På overordnet plan stod den konfødererede Army of Northern Virginia under general Robert E. Lee, mens Unionens styrker var en del af Army of the Potomac under generalmajor George B. McClellan. På lokalt niveau forsøgte konfødererede briter og brigader at holde de smalle passes, mens Unionens divisions- og korpskommandoer indsatte tropper i kolonneangreb og flankemanøvrer. Slaget viste, hvor sårbart et opdelt strategisk greb kan være, når fjenden får mulighed for at slå til mod adskilte enheder.
Tab og betydning
Kampene ved South Mountain kostede begge sider mange mænd i form af døde, sårede og savnede; samlet handeltes der om nogle tusinde tab på begge sider. Selvom slaget ikke var så blodigt som det senere Antietam, havde det stor strategisk betydning: det forhindrede konfødererede i at fastholde kontrol over de vigtige passager, tvang Lee til at samle sine styrker og var med til at bane vejen for slaget ved Antietam, hvor Lee endte med at blive standset og trukket tilbage fra sin invasion af nordstaterne.
Eftermæle og bevarelse
South Mountain anses i dag for at være et vigtigt kampsted i den amerikanske borgerkrigshistorie. Mange af kampens steder er bevaret som historiske områder og parker, og der findes monumenter og mindesmærker ved Turner’s, Fox’s og Crampton’s Gaps samt fortløbende lokal og national indsats for at beskytte resterne af slagmarken. Slaget studeres både for sin militære betydning i Maryland-kampagnen og for den måde, hvorpå efterfølgende begivenheder—særligt Antietam—fik store politiske konsekvenser for både Unionen og Konføderationen.
