Asketræer er mellemstore til store træer af slægten Fraxinus i familien Oleaceae (oliventrælignende). Familien omfatter mellem 45 og 65 arter. Nogle af dem er stedsegrønne, men de fleste er løvfældende. De vokser i de fleste dele af verden. Frøene er almindeligvis kendt som nøgler på engelsk. De er en type frugt, der er kendt som en samara. De fleste askearter har lysegrønne, ovale, finnede blade. Det sammensatte blads midterstamme har 9-13 småblade (småblade) parvis med et i spidsen. Der er ingen stilke til sidebladene. Småbladene er spidse og tandede og har hår på undersiden. Bladene kommer relativt sent om foråret og er blandt de første, der falder af om efteråret.

Kendetegn

Asketræer har flere karakteristika, som gør dem relativt lette at kende i landskabet:

  • Blade: Sammensatte, modsatte (to blade ud for hinanden på grenen) med typisk 7–13 småblade; enkelte arter kan have færre eller flere.
  • Knopper: Knopperne er ofte sorte, sodede eller fløjlsagtige og kan undertiden sammenlignes med en biskoppes mitra i form.
  • Frugt: Enkeltfrøede samaraer (de såkaldte nøgler), der vindspredes og kan blive hængende på træet om vinteren.
  • Blomster: Små, ofte uanselige blomster; mange arter er tvebo (dioeciske), det vil sige, at han- og hunblomster sidder på hvert sit træ, mens nogle er polygame eller hermafroditiske.
  • Træ og bark: Bark kan være glat hos unge træer og senere furet. Træets ved er kendt for styrke, fleksibilitet og stødabsorbering (springiness).

Arter og udbredelse

Slægten omfatter både europæiske, asiatiske og nordamerikanske arter. Nogle almindeligt kendte arter er:

  • Fraxinus excelsior – almindelig ask (uheldigvis hårdt ramt i Europa af sygdomme).
  • Fraxinus americana – amerikansk ask, udbredt i Nordamerika.
  • Fraxinus pennsylvanica – grøn ask (ofte brugt til park- og gadeplantning i Nordamerika).
  • Fraxinus ornus – manna-ask, kendt for sin nøddeagtige saft (manna) og prydblomster.

Asketræer trives i forskellige habitattyper, fra fugtige flodlejer til mere tørre skråninger, afhængig af arten.

Anvendelser

Asketræ er værdsat for sin vedkvalitet. Træets fibre er seje, fleksible og stødabsorberende, hvilket gør det velegnet til:

  • værktøjs- og redskabshåndtag,
  • håndtag, baseball- og softballbat samt buer,
  • møbler, gulve, og trælegeredskaber,
  • gadekunst og traditionelt træarbejde som skafter til bue og pile.

Det er også meget godt brænde, da det brænder varmt og rimeligt længe. Enkelte arter som Fraxinus ornus er også blevet brugt til traditionel medicin, og nogle arter udskiller en sød saft kaldet manna, som historisk er blevet udnyttet.

Dyrkning, pleje og skadedyr

Asketræer er relativt nemme at dyrke, men kræver plads, god jord og ofte fugtigere forhold for at vokse bedst. De tåler beskæring, men bør plejes korrekt for at undgå sår, hvor svampe og insekter kan trænge ind.

To af de største trusler mod asketræer i nyere tid er:

  • Askeskimmel (asketoptørre) forårsaget af svampen Hymenoscyphus fraxineus (tidligere omtalt som Chalara fraxinea), som har dræbt store mængder ask i Europa.
  • Emerald ash borer (Agrilus planipennis), en asiatisk billeart, der har ødelagt millioner af asketræer i Nordamerika.

Bevaring og management omfatter overvågning, karantæneforanstaltninger, selektiv udtynding, forskning i resistente sorter og genbeplantning med genetisk varierede og resistente individer.

Identifikationstips

Vil du sikre, at et træ er en ask, kan du kigge efter:

  • modsatte blade med parvis småblade,
  • karakteristiske sorte eller sodede knopper,
  • de fladede, vingede samaraer (nøgler),
  • sen udspringstid om foråret og tidlig løvfald om efteråret.

Mytologi og kultur

I den nordiske mytologi er verdenstræet Yggdrasil almindeligvis anset for at være et asketræ. Ifølge den nordiske skabelsesberetning blev det første menneske, Askr, dannet af en ask. Den første kvinde blev skabt af et elletræ. Asketræet har derfor haft central betydning i nordisk kultur som symbol på forbindelse mellem verdener, styrke og livets cyklus.

Derudover spiller asketræet en rolle i folketro og traditioner i mange lande — som træ for værktøj og våben, men også som symbol i sange, digte og stednavne.

Afsluttende bemærkninger

Asketræer er både økologisk og kulturelt vigtige. På grund af alvorlige sygdoms- og insektproblemer er bevaringsindsatsen i mange lande intensiveret for at beskytte eksisterende bestande og sikre fremtidig variation gennem forskning i resistente arter og sorter. Når man planter ask, er det en god idé at vælge egnede arter og følge lokale anbefalinger for at mindske risikoen for sygdomsspredning.