Marie-Ségolène Royal (født den 22. september 1953 i Dakar, Fransk-Vestafrika, nu Senegal) er en fransk politiker tilknyttet det sociale venstre. Hun var formand for regionrådet i Poitou-Charentes fra 2004 til 2014, har flere gange været medlem af nationalforsamlingen og er et fremtrædende medlem af det franske socialistparti. Hun var Socialistpartiets kandidat til det franske præsidentvalg i 2007, hvor hun som den første kvindelige kandidat i moderne tid gik videre til anden runde, men tabte til Nicolas Sarkozy. Hun var partner med Frankrigs tidligere præsident François Hollande fra 1978 til 2007; parret har børn sammen.

Royal er uddannet i offentlige studier og administration (hun er blandt andet dimitteret fra Institut d'Études Politiques – "Sciences Po" – og École nationale d'administration) og har gjort sig bemærket både som regional politiker og som national frontfigur for venstrefløjen.

Hun er især kendt for:

  • Praktisk decentralisering: stærk fortalervirksomhed for at give mere magt og ansvar til regioner og lokale institutioner, herunder en udbygning af lokale services og politisk deltagelse.
  • Deltagelsesdemokrati: fremme af nye former for borgerinddragelse og dialog mellem politikere og vælgere – et tema hun fremhævede under præsidentvalgkampen med bevægelsen "Désirs d'avenir".
  • En blanding af socialt fokus og moderniserende reformer: hun har ofte bevæget sig mod midten i økonomisk spørgsmål og vist sympatier for elementer af den såkaldte "tredje vej", samtidig med at hun har forsvaret sociale rettigheder.
  • Lov og orden: hun har markeret sig med en relativt hård linje i retning af sikkerhed og orden i offentlige debatter, hvilket har vakt både støtte og kritik inden for venstrefløjen.

Under og efter præsidentkampagnen i 2007 blev Royal centrum for intens mediedækning og debat. Hendes kampagnestil – kombinationen af karisma, personligt nærvær og brug af produktionsnære kommunikative metoder – gjorde hende populær hos mange vælgere, men tiltrak også kritik for manglende detaljerede økonomiske planer og for en ledelsesstil, som nogle opfattede som for personlig.

Efter 2007 fortsatte hun aktiv politisk virksomhed: hun samlede tilhængere i bevægelsen "Désirs d'avenir", deltog i regionale og nationale politiske initiativer og var synlig i debatter om uddannelse, miljø, kvinders rettigheder og lokal forvaltning. Hendes rolle har bidraget til at holde spørgsmålet om borgerinddragelse og decentralisering højt på den politiske dagsorden i Frankrig.

Eftermæle: Marie-Ségolène Royal omtales ofte som en af de mest markante kvindelige politikere i nyere fransk historie. At hun som første kvindelige kandidat nåede anden runde ved et moderne præsidentvalg anses for et betydeligt gennembrud, også selvom hun ikke vandt. Hendes politiske profil – en kombination af socialt engagement, decentraliseringsvisioner og en pragmatisk tilgang til økonomisk modernisering – har sat varige spor i fransk venstrepolitik.