Smilodon var en slægt af sabeltandede katte, kendt fra Nord- og Sydamerika i sen pliocæn og pleistocæn. Slægten omfatter tre beskrevne arter, som varierede i størrelse og økologi, men fælles havde de kraftige forpartier, korte haler og karakteristisk lange, fladtrykte øverste hjørnetænder ( »sabeltænder« ). Fossiler viser, at Smilodon var specialiseret til at nedlægge store byttedyr i åbne og delvis åbne landskaber.

Arter og størrelser

Smilodon gracilis — ofte omtalt som den ældste og mindste art (2,5 til 0,5 millioner år siden) — var relativt slankere og menes at have været mere agil end sine senere slægtninge. Den er nogle gange også betegnet S. fragilis i ældre litteratur.

Smilodon populator (cirka 1 million til ca. 10.000 år siden) var en stor og tung art fra det østlige Sydamerika. Den er beskrevet som cirka 1,2 m høj ved skulderen og omkring 2,1 m i kropslængde (inkl. hoved, uden hale). Med en estimeret vægt på 220–400 kg hører den til de tungeste kendte kattedyr. Dens øverste hjørnetænder kunne nå op til omkring 28 cm i længde, hvoraf op til 17 cm stak ud af overkæben.

Smilodon fatalis (også omtalt som S. californicus i nogle kilder; cirka 1,6 millioner til 10.000 år siden) er den bedst kendte art fra Nordamerika, især på grund af de mange fund fra Rancho La Brea-tjæregravene i Los Angeles. Denne art var på størrelse med en hunløve, men mere robust bygget og tungere — anslået omkring 200 kg og cirka 1 meter høj ved skuldrene.

Anatomi og jagtstrategi

Smilodon var ikke en langstrakt jæger som moderne leoparder eller tigrer. Den havde korte, kraftige ben, store muskelfester på forpartiet og særligt stærke skuldre og nakke, som pegede på en jagtstil, hvor byttet fastholdtes og klemmes med forlemmerne, mens de lange hjørnetænder gav et dødeligt bid mod halsen eller struben. Den store gape (mundåbning) tillod at placere de lange sabeltænder foran vitale strukturer uden at de knækkede mod underkæben.

Andre karakteristika var en relativt kort hale (sammenlignet med moderne store katte), kraftige kæber og tænder til at skære i kød. Den robuste kropsbygning og de stærke forlemmer tyder på, at Smilodon kunne håndtere store byttedyr såsom heste, bisoner, unge elefantlignende arter og andre store pattedyr.

Fossilfund og Rancho La Brea

Rancho La Brea-tjæregravene i Los Angeles er et af de vigtigste lokaliteter for studiet af Smilodon. Tjæren — et naturligt stof, der minder om asfalt — har bevaret omkring en million knogler af forskelligartede pattedyr fra slutningen af Pleistocæn. Af disse stammer cirka 162.000 knogler fra Smilodon, hvilket muligvis repræsenterer omkring 1200 individer. Det store antal koncentrerede fund har givet unik indsigt i anatomi, aldersfordeling, sygdomme og skadeshistorik hos arten.

Bevaringsforholdene i tjæren har bevaret ikke blot skeletter, men også detaljer om knogleheling og skader, som har været brugt til at vurdere adfærd (f.eks. om arten levede socialt eller modtog pleje). Fund fra andre pleistocæne lokaliteter i både Nord- og Sydamerika supplerer billedet af en udbredt og succesfuld rovdyrslægt i istidens økosystemer.

Årsager til uddøen

Smilodon uddøde i slutningen af pleistocæn (for omkring 10.000 år siden). Årsagerne vurderes at være sammensatte: klimaforandringer i overgangen fra pleistocæn til holocæn ændrede økosystemerne og reducerede de store byttedyrs udbredelse; menneskelig jagt og konkurrence kan også have spillet en rolle; endelig kan sygdomme eller tab af genetisk variation have svækket bestande. I praksis var det sandsynligvis en kombination af disse faktorer, der førte til arternes endelige forsvinden.

Betydning for forskning

Studiet af Smilodon bidrager væsentligt til forståelsen af rovdyrs evolutionære specialiseringer, pleistocæn-økologi og de dynamikker, der fører til masseuddøen på lokal skala. De mange velbevarede fossilfund, især fra La Brea, gør Smilodon til et af de bedst dokumenterede store rovdyr i den nyere geologiske fortid.

Selvom populærkulturen ofte fremstiller Smilodon som en frygtindgydende »sabeltiger«, var dens biologi og adfærd kompleks og tilpasset til at drage fordel af de store byttedyr, der dominerede pleistocæn-landskaberne.