Smilodon: Den sabeltandede kat — arter, størrelse og fossilfund
Smilodon: sabeltandede katte — tre arter, kæmpe hjørnetænder, imponerende størrelse og verdens største fossilfund fra Rancho La Brea. Læs om vægt, arter og fund.
Smilodon var en slægt af sabeltandede katte, kendt fra Nord- og Sydamerika i sen pliocæn og pleistocæn. Slægten omfatter tre beskrevne arter, som varierede i størrelse og økologi, men fælles havde de kraftige forpartier, korte haler og karakteristisk lange, fladtrykte øverste hjørnetænder ( »sabeltænder« ). Fossiler viser, at Smilodon var specialiseret til at nedlægge store byttedyr i åbne og delvis åbne landskaber.
Arter og størrelser
Smilodon gracilis — ofte omtalt som den ældste og mindste art (2,5 til 0,5 millioner år siden) — var relativt slankere og menes at have været mere agil end sine senere slægtninge. Den er nogle gange også betegnet S. fragilis i ældre litteratur.
Smilodon populator (cirka 1 million til ca. 10.000 år siden) var en stor og tung art fra det østlige Sydamerika. Den er beskrevet som cirka 1,2 m høj ved skulderen og omkring 2,1 m i kropslængde (inkl. hoved, uden hale). Med en estimeret vægt på 220–400 kg hører den til de tungeste kendte kattedyr. Dens øverste hjørnetænder kunne nå op til omkring 28 cm i længde, hvoraf op til 17 cm stak ud af overkæben.
Smilodon fatalis (også omtalt som S. californicus i nogle kilder; cirka 1,6 millioner til 10.000 år siden) er den bedst kendte art fra Nordamerika, især på grund af de mange fund fra Rancho La Brea-tjæregravene i Los Angeles. Denne art var på størrelse med en hunløve, men mere robust bygget og tungere — anslået omkring 200 kg og cirka 1 meter høj ved skuldrene.
Anatomi og jagtstrategi
Smilodon var ikke en langstrakt jæger som moderne leoparder eller tigrer. Den havde korte, kraftige ben, store muskelfester på forpartiet og særligt stærke skuldre og nakke, som pegede på en jagtstil, hvor byttet fastholdtes og klemmes med forlemmerne, mens de lange hjørnetænder gav et dødeligt bid mod halsen eller struben. Den store gape (mundåbning) tillod at placere de lange sabeltænder foran vitale strukturer uden at de knækkede mod underkæben.
Andre karakteristika var en relativt kort hale (sammenlignet med moderne store katte), kraftige kæber og tænder til at skære i kød. Den robuste kropsbygning og de stærke forlemmer tyder på, at Smilodon kunne håndtere store byttedyr såsom heste, bisoner, unge elefantlignende arter og andre store pattedyr.
Fossilfund og Rancho La Brea
Rancho La Brea-tjæregravene i Los Angeles er et af de vigtigste lokaliteter for studiet af Smilodon. Tjæren — et naturligt stof, der minder om asfalt — har bevaret omkring en million knogler af forskelligartede pattedyr fra slutningen af Pleistocæn. Af disse stammer cirka 162.000 knogler fra Smilodon, hvilket muligvis repræsenterer omkring 1200 individer. Det store antal koncentrerede fund har givet unik indsigt i anatomi, aldersfordeling, sygdomme og skadeshistorik hos arten.
Bevaringsforholdene i tjæren har bevaret ikke blot skeletter, men også detaljer om knogleheling og skader, som har været brugt til at vurdere adfærd (f.eks. om arten levede socialt eller modtog pleje). Fund fra andre pleistocæne lokaliteter i både Nord- og Sydamerika supplerer billedet af en udbredt og succesfuld rovdyrslægt i istidens økosystemer.
Årsager til uddøen
Smilodon uddøde i slutningen af pleistocæn (for omkring 10.000 år siden). Årsagerne vurderes at være sammensatte: klimaforandringer i overgangen fra pleistocæn til holocæn ændrede økosystemerne og reducerede de store byttedyrs udbredelse; menneskelig jagt og konkurrence kan også have spillet en rolle; endelig kan sygdomme eller tab af genetisk variation have svækket bestande. I praksis var det sandsynligvis en kombination af disse faktorer, der førte til arternes endelige forsvinden.
Betydning for forskning
Studiet af Smilodon bidrager væsentligt til forståelsen af rovdyrs evolutionære specialiseringer, pleistocæn-økologi og de dynamikker, der fører til masseuddøen på lokal skala. De mange velbevarede fossilfund, især fra La Brea, gør Smilodon til et af de bedst dokumenterede store rovdyr i den nyere geologiske fortid.
Selvom populærkulturen ofte fremstiller Smilodon som en frygtindgydende »sabeltiger«, var dens biologi og adfærd kompleks og tilpasset til at drage fordel af de store byttedyr, der dominerede pleistocæn-landskaberne.
Tænder og kæber
Smilodon er mest berømt for sine relativt lange hjørnetænder, som er de længste hos sabelkattene med en længde på ca. 28 cm hos den største art Smilodon populator. Dem hos S. fatalis nåede deres fulde størrelse på 18 måneder med en vækstrate på 7 mm/måned. Disse hjørnetænder var slanke og havde fine tandsnit. De var skrøbelige og kunne ikke have bidt i knogler. Derfor brugte kattene ikke deres lange tænder til at nedlægge bytte. Først når byttet var overmandet, brugte de deres tænder.
Smilodon-kranie, der viser en bred åbning
Angrebsmetode
De forreste lemmer på disse katte var længere og stærkere end moderne katte, og derfor og på grund af dette og dens tænder må dens angrebsmetode have været anderledes. Et kvalificeret gæt ville være, at de var rovdyr i baghold, som klamrede sig fast om halsen på deres bytte og huggede til på undersiden af halsen. Dette står i kontrast til den moderne løve, som nedlægger sit bytte ved hjælp af vægt af antal og klemmer kæberne fast om byttets næse og mund. Byttet dør af kvælning.
Smilodons gab kunne have nået næsten 120 grader, mens den moderne løves gab er på 65 grader. Det gør gabet bredt nok til, at Smilodon kunne skære halsen over på deres ofre uden at lukke kæberne i et bid.
Smilodons niche var tættere på leopardernes, som også er et rovdyr, der går i baghold. De har begge brug for dækning for at komme tæt på byttet. Smilodon havde forholdsvis korte ben og en kort, svajet hale. Dens forben var særligt kraftige. Dens krop var tilpasset til at springe på byttet, men den var ikke en særlig hurtig løber.
Fauna og flora i Smilodons omgivelser
Under den sidste istid var der mange mulige byttearter fra La Brea-lokaliteten: mammutter, bison, hest, kamel, jordslåm, pronghorn, tapir, hjorte, (elg og andre). De fleste af disse var uddøde for 5-10.000 år siden. Man mener, at presset fra en større klimaændring og menneskelig jagt var hovedårsagerne.
Der var mere plantedække på det tidspunkt. Der voksede enebær, ege, tørv, cedertræer, rødtræer, sagabrush, sykomor, tidsler og valnødder i omgivelserne. Smilodon overlevede, så længe dens bytte havde vegetation.
Smilodon fatalis vist i naturlig størrelse for at vise dens bygning
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Smilodon?
A: Smilodon var en slægt af sabeltandede katte.
Q: Hvor mange arter af Smilodon var der?
A: Der var tre arter af Smilodon.
Q: Hvad var den oprindelige art af Smilodon?
A: Den oprindelige, mindre art af Smilodon var Smilodon gracilis (eller S. fragilis).
Q: Hvor stor var Smilodon populator?
A: Smilodon populator var 1,2 m høj ved skulderen, 2,1 m (83 in) lang i gennemsnit og havde en anslået vægt på 220 til 400 kg.
Q: Hvordan var de øverste hjørnetænder på Smilodon populator?
A: De øverste hjørnetænder på Smilodon populator nåede op på 28 cm og stak op til 17 cm ud af overkæben.
Q: Hvad er Smilodon fatalis kendt for?
A: Smilodon fatalis er den berømte kat, der er kendt fra Rancho La Brea tjæregravene i Los Angeles.
Q: Hvor stor var Smilodon fatalis?
A: Smilodon fatalis var på størrelse med en hunløve, vejede måske 200 kg og var ca. 1 meter høj ved skuldrene.
Søge