Der findes to arter af korroborefrøer, den sydlige korroborefrø, Pseudophryne corroboree, og den nordlige korroborefrø, Pseudophryne pengilleyi. Den sydlige korroboreefrø er en meget lille frø med advarselsfarve. Den har sorte og gule striber, nogle gange med et grønligt skær, og er blandt de mest iøjnefaldende frøer i verden.

Udseende og størrelse

Korroborefrøerne er små (ofte få centimeter lange) og kompakte. Den markante gule og sorte stribning fungerer som en advarsel til rovdyr om, at frøen er giftig eller usmagelig — derfor betegnes farverne som advarselsfarve. Farvekontrasten varierer mellem individer og mellem de to arter; den sydlige arter er særligt kraftigt farvet.

Udbredelse og levested

Den sydlige korroborefrø lever kun i et meget begrænset område i højlandsområderne i Kosciusko National Park i det sydøstlige Australien. Befolkningen forekommer inden for et samlet areal på cirka 10 km22, typisk i mosede sumpe, alpine vådområder og sphagnum-dækkede enge, hvor der er våde forhold i forårs- og sommersæsonen.

Biologi og adfærd

Korroborefrøernes livscyklus er tilpasset det alpine klima. Parringen foregår i foråret, hvor hannerne lokker ved blide kald. Hunnen lægger æg i fugtige hulrum i vegetationen eller under mos, og æggene udvikles terrestrisk. Når sne- og regnvand fylder lavvandede pytter senere på sæsonen, frigøres larverne til vand, hvor de fuldfører metamorfosen til frøer. Denne strategi gør arten sårbar over for ændringer i nedbør og sneforhold.

Bestand og trusler

Forskere vurderer, at den samlede bestand af korroboreefrøer er meget lille — < 250 individer i naturen er blevet anslået — og antallet er faldet kraftigt. I løbet af de sidste ti år er bestanden estimeret at være reduceret med omkring 80 %, og derfor har Den Internationale Union for Bevarelse af Natur og Naturressourcer (IUCN) opført den sydlige corroboreefrø som en kritisk truet art.

  • Sygdom: Chytrid-svampen (Batrachochytrium dendrobatidis) har haft en voldsom indvirkning på mange australske frøarter og anses for at være en af de væsentligste årsager til tilbagegangen hos korroborefrøerne.
  • Klimaforandringer: Ændret nedbørsmønster, varmerekorder og reduceret snedække kan forstyrre frøernes reproduktionscyklus, fordi larvernes overlevelse afhænger af vinterens snesmeltning og forårsvand.
  • Brande og ændrede brandregimer: Større og hyppigere brande kan ødelægge kritisk levested.
  • Habitatfragmentering: Begrænset og fragmenteret leveområde øger risikoen ved tilfældige hændelser og reducerer genudveksling mellem lokalbestande.
  • Invasive arter: Rødpudser, svin og andre invasive rovdyr kan påvirke frøpopulationer og deres levesteder.

Bevaringsindsats

For at forhindre uddøen er der igangsat flere bevaringsforanstaltninger:

  • Fangenskabsopdræt og genudsættelsesprogrammer, hvor unge frøer opdrættes i kontrollerede faciliteter og udsættes i naturen, når forholdene er gunstige.
  • Overvågning af vildtbestande for at følge udviklingen og opdage sygdomsudbrud tidligt.
  • Forskning i bekæmpelse eller håndtering af chytrid-svampen og i bedste praksis for genudsætning.
  • Beskyttelse og restaurering af vådområder i Kosciuszko National Park samt brand- og vandforvaltningsplaner, der tager hensyn til arternes særlige behov.

Hvad kan du gøre?

Hvis du færdes i eller nær korroborefrøernes habitat, hjælper det at følge lokale retningslinjer for bio-sikkerhed (fx rengøring af støvler og udstyr mellem lokaliteter) og at rapportere observationer af arten til lokale naturforvaltere eller forskere. Offentlig støtte til bevaringsprogrammer og øget opmærksomhed om truslerne mod alpine vådområder bidrager også til arternes overlevelse.

Korroborefrøerne er et tydeligt eksempel på, hvor skrøbelige specialiserede arter er, når deres små levesteder udsættes for sygdom, klimaændringer og andre menneskeskabte påvirkninger. Effektive bevaringsindsatser kræver fortsat forskning, overvågning og samarbejde mellem myndigheder, forskere og offentligheden.