Korroborefrøer (Pseudophryne): kritisk truede frøer fra Kosciuszko, Australien
Lær om korroborefrøer (Pseudophryne) — de kritisk truede, gule-sorte frø fra Kosciuszko, Australien, deres faldende bestand og vigtige bevarelsesindsats.
Der findes to arter af korroborefrøer, den sydlige korroborefrø, Pseudophryne corroboree, og den nordlige korroborefrø, Pseudophryne pengilleyi. Den sydlige korroboreefrø er en meget lille frø med advarselsfarve. Den har sorte og gule striber, nogle gange med et grønligt skær, og er blandt de mest iøjnefaldende frøer i verden.
Udseende og størrelse
Korroborefrøerne er små (ofte få centimeter lange) og kompakte. Den markante gule og sorte stribning fungerer som en advarsel til rovdyr om, at frøen er giftig eller usmagelig — derfor betegnes farverne som advarselsfarve. Farvekontrasten varierer mellem individer og mellem de to arter; den sydlige arter er særligt kraftigt farvet.
Udbredelse og levested
Den sydlige korroborefrø lever kun i et meget begrænset område i højlandsområderne i Kosciusko National Park i det sydøstlige Australien. Befolkningen forekommer inden for et samlet areal på cirka 10 km22, typisk i mosede sumpe, alpine vådområder og sphagnum-dækkede enge, hvor der er våde forhold i forårs- og sommersæsonen.
Biologi og adfærd
Korroborefrøernes livscyklus er tilpasset det alpine klima. Parringen foregår i foråret, hvor hannerne lokker ved blide kald. Hunnen lægger æg i fugtige hulrum i vegetationen eller under mos, og æggene udvikles terrestrisk. Når sne- og regnvand fylder lavvandede pytter senere på sæsonen, frigøres larverne til vand, hvor de fuldfører metamorfosen til frøer. Denne strategi gør arten sårbar over for ændringer i nedbør og sneforhold.
Bestand og trusler
Forskere vurderer, at den samlede bestand af korroboreefrøer er meget lille — < 250 individer i naturen er blevet anslået — og antallet er faldet kraftigt. I løbet af de sidste ti år er bestanden estimeret at være reduceret med omkring 80 %, og derfor har Den Internationale Union for Bevarelse af Natur og Naturressourcer (IUCN) opført den sydlige corroboreefrø som en kritisk truet art.
- Sygdom: Chytrid-svampen (Batrachochytrium dendrobatidis) har haft en voldsom indvirkning på mange australske frøarter og anses for at være en af de væsentligste årsager til tilbagegangen hos korroborefrøerne.
- Klimaforandringer: Ændret nedbørsmønster, varmerekorder og reduceret snedække kan forstyrre frøernes reproduktionscyklus, fordi larvernes overlevelse afhænger af vinterens snesmeltning og forårsvand.
- Brande og ændrede brandregimer: Større og hyppigere brande kan ødelægge kritisk levested.
- Habitatfragmentering: Begrænset og fragmenteret leveområde øger risikoen ved tilfældige hændelser og reducerer genudveksling mellem lokalbestande.
- Invasive arter: Rødpudser, svin og andre invasive rovdyr kan påvirke frøpopulationer og deres levesteder.
Bevaringsindsats
For at forhindre uddøen er der igangsat flere bevaringsforanstaltninger:
- Fangenskabsopdræt og genudsættelsesprogrammer, hvor unge frøer opdrættes i kontrollerede faciliteter og udsættes i naturen, når forholdene er gunstige.
- Overvågning af vildtbestande for at følge udviklingen og opdage sygdomsudbrud tidligt.
- Forskning i bekæmpelse eller håndtering af chytrid-svampen og i bedste praksis for genudsætning.
- Beskyttelse og restaurering af vådområder i Kosciuszko National Park samt brand- og vandforvaltningsplaner, der tager hensyn til arternes særlige behov.
Hvad kan du gøre?
Hvis du færdes i eller nær korroborefrøernes habitat, hjælper det at følge lokale retningslinjer for bio-sikkerhed (fx rengøring af støvler og udstyr mellem lokaliteter) og at rapportere observationer af arten til lokale naturforvaltere eller forskere. Offentlig støtte til bevaringsprogrammer og øget opmærksomhed om truslerne mod alpine vådområder bidrager også til arternes overlevelse.
Korroborefrøerne er et tydeligt eksempel på, hvor skrøbelige specialiserede arter er, når deres små levesteder udsættes for sygdom, klimaændringer og andre menneskeskabte påvirkninger. Effektive bevaringsindsatser kræver fortsat forskning, overvågning og samarbejde mellem myndigheder, forskere og offentligheden.
Habitat
Den sydlige korroborefrø lever i et lille område i Kosciusko National Park. Den lever normalt i Snow Gum-skov og Sphagnum-sumpområder. Disse steder er meget kolde, fordi korroborefrøen kun lever i områder, der ligger højere end 1000 m over havets overflade. Corroboree-frøerne yngler i små damme og vådområder i sommermånederne.
Fysisk beskrivelse
Den sydlige korroborefrø har et meget karakteristisk mønster af sort med lyse gule striber. De er meget små, kun omkring 25 mm lange, når de er udvoksede. Hunfrøen er normalt større end hannen og kan blive helt op til 30 mm (1 tomme). De spiser hovedsageligt insekter, som myrer, biller og mider. De har en meget anderledes ynglecyklus end de fleste andre frøer. De fleste frøer yngler om foråret, men disse frøer yngler kun om sommeren i løbet af januar og februar. De bruger de våde områder til at grave små huller til deres parring og redebygning. De lægger mellem 16-40 æg. Æggene klækkes 4-6 måneder senere, når vandstanden stiger og oversvømmer rederne. Frøerne lever som haletudser i yderligere 6-8 måneder. De forvandler sig til frøer ved sommerens begyndelse i december. De bliver kønsaktive efter yderligere to år. Det vides ikke, at frøerne overlever en anden ynglesæson.
Toksicitet
Corroboree-frøer er de første hvirveldyr, der er opdaget, som er i stand til at fremstille deres eget giftige alkaloid, pseudo-phrynamin. De fleste andre frøer får det fra deres føde. Alkaloidet udskilles fra huden som et forsvar mod rovdyr og måske også mod hudinfektioner forårsaget af mikrober.
Bevaring
Den sydlige korroboreefrø er Australiens mest truede frø. Forskerne har ikke fundet en årsag til det faldende antal frøer. Der er en række problemer, der påvirker det område, de lever i. Øget adgang for folk med firehjulstrækkere og udviklingen af skisportssteder ødelægger deres levesteder. Den globale opvarmning er også et stort problem for dem, fordi de er vant til kulde. Den globale opvarmning kan forkorte frøernes yngletid om vinteren og ødelægge deres snedækkede levested. Huller i ozonlaget kan også være et problem, for når der er huller i ozonlaget, betyder det, at flere solstråler rammer jorden, og derfor er der mindre sne. Sygdomme fra svampe kan dræbe mange frøer. Erosion og forurening af de vandløb, hvor de yngler, kan dræbe frøernes æg. De rammes også af vildsvin, som ødelægger vådområderne.
NSW National Parks and Wildlife Service opdrætter nu frøerne i laboratorier og sætter dem derefter ud i naturen, når de er fuldt udvoksede. Efter buskbrandene i sommeren 2002 og 2003 blev alle æggene i naturen indsamlet og bragt til Melbourne Zoo for at blive klækket.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er det videnskabelige navn på den sydlige corroboree-frø?
A: Det videnskabelige navn på den sydlige korrobore-frø er Pseudophryne corroboree.
Q: Hvor mange arter af corroboree-frøer er der?
A: Der findes to arter af korroboree-frøer: den sydlige korroboree-frø og den nordlige korroboree-frø.
Q: Hvad er farven på den sydlige spidssnudede frø?
A: Den sydlige spidssnudede frø har sorte og gule striber, nogle gange med et grønligt skær. Den har advarselsfarver og er en af de lyseste frøer i verden.
Q: Hvor lever den sydlige korroborefrø?
A: Den sydlige corroboree-frø lever kun i et område på omkring 10 km2 (4 sq mi) i Kosciusko National Park i det sydøstlige Australien.
Q: Hvor stor er bestanden af corroboree-frøer?
A: Den samlede bestand af corroboree-frøer er mindre end 250.
Q: Er bestanden af den sydlige corroboree-frø faldet eller steget i de sidste ti år?
A: Bestanden af den sydlige korbærfrø er reduceret med 80% i de sidste ti år.
Q: Hvad er status for den sydlige korbærfrø med hensyn til bevarelse?
A: Den sydlige korroboree frø er opført som en kritisk truet art af International Union for Conservation of Nature and Natural Resources (IUCN).
Søge