Slimskimmelsvampe (Mycetozoa) — definition, livscyklus og typer
Opdag slimskimmelsvampes fascinerende livscyklus, fra amøber til plasmodier, sporeproduktion og typer — alt om Mycetozoa, deres biologi og økologi.
Slimskimmelsvampe (ofte kaldet slimskimmelsvampe) er organiserede mikroorganismer, som findes i regnskoven og mange andre habitater verden over. De bevæger sig glidende over jordoverfladen, nedfaldne træstammer og i løvlaget på jagt efter føde. Ligesom planter og andre organismer danner de sporer, som kan give ophav til nye individer eller koloniers stadier.
Slimskimmelsvampe er ikke en enkelt, monofyletisk gruppe; de er opstået og klassificeret i flere forskellige linjer og er derfor ikke monofyletiske. På grund af deres blandede træk — nogle ligner svampe, andre minder om protozoer — har de historisk været genstand for debat, blandt andet af Anton de Bary i 1858.
Livscyklus
En karakteristisk egenskab ved slimskimmelsvampe er, at de veksler mellem stadier med enkeltceller og stadier, hvor cellerne samarbejder eller smelter sammen:
- De fleste individer tilbringer en stor del af livet som isolerede, amøboide celler, som søger føde enkeltvis. Disse celler er ofte haploide (én kopi af hvert kromosom), ligesom mange af vores kønsceller.
- Når forholdene (fx føde) ændrer sig, udsendes et kemisk signal, som får cellerne til at samles. Hos nogle grupper (fx Dictyostelider) er dette signal ofte cAMP, der fungerer som et lokkemiddel.
- Samlingsprocessen kan føre til dannelse af en flercellet struktur. Hos nogle slimskimmelsvampe smelter cellernes cytoplasma sammen, så cellevægge enten forsvinder eller opløses, og der dannes et stort plasmodium — et syncytium med mange kerner. Dette flerkernede stadium er ofte diploidt og kan bevæge sig som en enkelt enhed.
- Når næringstilførslen bliver knap, begynder plasmodiet at danne kønsceller eller specialiserede celler, og ved meiose dannes haploide celler, som kan udvikle sig til sporer.
- Spores dannes og opbevares i frugtlegemer eller sporebeholdere såsom sporangier eller andre frugtdannende strukturer. Sporerne spredes så ved vind, vand eller ved hjælp af dyr og kan ved gode forhold spire til nye amøboide celler.
Forskelle mellem hovedtyper
Selvom teksten ovenfor beskriver en typisk cyklus for den gruppe, der ofte kaldes Mycetozoa, er der variation:
- Plasmodiale slimskimmelsvampe (ofte kaldet myxomyceter eller Myxogastria): danner store, lysgennemsigtige eller farvede plasmodier med mange kerner. Disse kan blive ret store og ses let i naturen som slimede flader eller farvede belægninger. De danner ofte sporangier, hvor der gennem meioser dannes haploide sporer.
- Cellulære slimskimmelsvampe (f.eks. Dictyostelider): de enkelte amøber forbliver som separate celler, men kan aggregere og danne en multicellet “slug” eller sorocarp (et frugtlegeme) — her differentierer nogle celler til sporer, mens andre ofrer sig og danner den støttende stok. Disse grupper har ofte en haploid vegetativfase.
- Protostelider og øvrige grupper: findes mindre, enkle former, som danner små stalkede frugter og viser endnu større variation i livscyklus og morfologi.
Økologi og betydning
Slimskimmelsvampe spiller en vigtig rolle i økosystemet som nedbrydere og bakterieædere. De lever af at fagocytere bakterier, svampesporer og mikroskopiske organiske partikler, og bidrager dermed til omsætning af næringsstoffer i jord og dødt plantemateriale. De findes i skove, på muld, på kompost og i andre fugtige, næringsrige miljøer.
Observation, identifikation og forskning
Frugtlegemer fra slimskimmelsvampe kan være farvestrålende (gule, orange, rødlige eller hvide) og er ofte synlige for det blotte øje. Man finder dem typisk på rådnende træ, bark eller i løvlaget. De er generelt harmløse for mennesker og planter, men fascinerer naturinteresserede og forskere.
En særlig kendt modelorganisme er slægten Dictyostelium (en cellulær slimskimmel), som bruges til at studere cellekommunikation, differentiering og bevægelse — netop fordi dens aggregation via kemiske signaler (fx cAMP) er nem at undersøge i laboratoriet.
Samlet perspektiv
Slimskimmelsvampe repræsenterer en gruppe af organismer med usædvanlige livscyklusser, der udfordrer simple kategorier som “encellede” og “flercellede”. De viser, hvordan samarbejde, cellefusion og differentiering kan opstå i naturen, og deres studier har givet indsigt i både økologi og cellebiologi. Selvom de ikke er en monofyletisk gruppe, forbindes de stadig ofte under betegnelsen Mycetozoa på grund af deres fælles økologiske og livscyklus- karakteristika.
Slimskimmel
Slimskimmel, der vokser ud af en skraldespand med vådt papir
Slimskimmel Stemonitis fusca i Skotland.
Slimskimmel, der spiser bøjlesvamp
Dette er frugtlegemet af Comatricha nigra. Det er ikke en svamp, men en Amoebozoen-slimskimmel
Slimskimmel Trichia varia
Taxonomi
Den moderne molekylærbiologi har ved hjælp af sekvensanalyse vist, at slimskimmel ikke er en monofyletisk gruppe. De blev engang betragtet som svampe, men nu er de opdelt i tre forskellige grupper, og ingen af dem er svampe. De er en formtakson, der er sat sammen, fordi de deler nogle karakteristika. Forholdet mellem grupperne er endnu ikke forstået.
Bikont
Bikonts er eukaryote celler med to flageller. Der er tre grupper, som har udviklet slimskimmelformen uafhængigt af hinanden.
- Acrasidae: slimskimmelsvampe, der tilhører supergruppen Excavata.
- Labyrinthulomyceter: slimnetter, der tilhører supergruppen Chromalveolata. De er marine og danner labyrintiske netværk af rør, hvori amøber uden pseudopodier kan bevæge sig.
- Phytomyxea: parasitiske protister, der tilhører supergruppen Rhizaria. De danner også celler med mere end én kerne og er indre parasitter af planter (f.eks. køllerodssygdom i kål).
Amoebozoa
- Mycetozoa tilhører supergruppen Amoebozoa og omfatter:
- Myxogastria: syncytiale eller plasmodiale slimskimmelsvampe, de mest almindeligt forekommende. En almindelig slimskimmel, der danner små brune tuer på rådnende træstammer, er Stemonitis. En anden form, der lever i rådnende træstammer og ofte anvendes i forskning, er Physarum polycephalum. I træstammer ligner den et slimet spindelvæv af gule tråde, der kan blive op til et par meter stort. Fuligo danner gule skorper i muld.
- Dictyosteliida: encellede slimskimmelsvampe eller dictyostelider. Dictyosteliida, cellulære slimskimmelsvampe, er fjernt beslægtet med de plasmodiale slimskimmelsvampe og har en meget forskellig livsstil. Deres amøber danner ikke store coenocytter og forbliver individuelle. De lever i lignende levesteder og lever af mikroorganismer. Når føden er løbet tør, og de er klar til at danne sporangier, gør de noget radikalt anderledes. De frigiver signalmolekyler i deres omgivelser, hvormed de finder hinanden og danner sværme. Disse amøber slutter sig derefter sammen til et lille flercelligt sneglelignende koordineret væsen, som kravler til et åbent belyst sted og vokser til et frugtlegeme. Nogle af amøberne bliver til sporer, som begynder den næste generation, men nogle af amøberne ofrer sig selv for at blive til en død stilk, der løfter sporerne op i luften.
- Protostelider. Protosteliderne har karakterer, der ligger mellem de to foregående grupper, men de er meget mindre, idet frugtlegemerne kun danner en til få sporer.
Opisthokont
Fonticula er en celleformet slimskimmel, der danner et frugtlegeme i form af en vulkan. Fonticula er ikke nært beslægtet med hverken Dictyosteliida eller Acrasidae. En artikel fra 2009 finder, at den er beslægtet med Nuclearia, som igen er beslægtet med svampe.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er slimskimmel?
A: Slimskimmelsvampe, eller slimskimmelsvampe, er livsformer, som lever i regnskovens bund og mange andre steder i verden. De glider over jorden og nedfaldne træstammer på jagt efter føde.
Spørgsmål: Hvordan formerer de sig?
Svar: Slimskimmelsvampe spreder ligesom planter sporer, som vokser til nye slimskimmelsvampe. De danner også en flercellet organisme, som formerer sig og laver sporer, når der frigives et kemisk signal.
Spørgsmål: Hvilke kendetegn har de?
Svar: Slimskimmelsvampe har nogle træk fra svampe og nogle træk fra protozoer. De enkelte celler er amøboide (amøbelagtige) og haploide (ét sæt kromosomer, ligesom vores kønsceller). Det flerkernede stadium kaldes en plasmodium, som er diploid og dannet af fusioner mellem par af amøboide celler.
Spørgsmål: Hvem diskuterede denne livsform først?
Svar: Anton de Bary diskuterede denne livsform i 1858.
Spørgsmål: Hvordan får plasmodium næring?
Svar: Plasmodium får næring ved at fagocytere bakterier og fødepartikler.
Spørgsmål: Hvad sker der, når fødevarerne svinder ind?
Svar: Når fødetilførslen svinder ind, danner plasmodium haploide celler ved meiose, og de danner grundlaget for sporer, som opbevares og derefter distribueres fra en struktur som et sporangium.
Spørgsmål: Hvilken gruppe tilhører denne livscyklus?
Svar: Denne livscyklus hører til hovedgruppen Mycetozoa.
Søge